EU's (skæve?) samhandel med det afrikanske kontinent

Ser man på EU’s handelsbalance med Afrika, har den været positiv fra 2014 indtil sidste år, jf. figur 1. Det betyder, at EU’s medlemslande har eksporteret mere til afrikanske lande, end de har importeret. Dette ændrede sig brat i 2022, og er primært drevet af en markant importstigning fra Afrika til EU.

Dette skyldes hovedsageligt krigen i Ukraine og Europas afkobling af russisk gas. Europæiske lande ledte efter nye gasleverandører og øgede deres importer af gas fra en række afrikanske lande. Det kommer også til udtryk ved den store stigning i ’mineralske brændstoffer og petroleum’, som også i høj grad driver udviklingen mellem 2021-2022, jf. figur 2.

Det betyder også, at importstigningen ikke rammer bredt blandt de afrikanske lande, men er isoleret til lande, der eksporterer gas til EU. Dette inkluderer blandt andet Algeriet, Libyen, Nigeria og Angola, som det fremgår af figur 3. Mens disse fire lande stod for 31% af EU’s samlede import fra Afrika i 2020, stod de samme fire lande for 48% af EU’s import fra Afrika i 2022.

Denne importstigning skyldes dog ikke nødvendigvis en stigning i mængden af varer, men kan også skyldes en stigning i priserne på varerne (der her hovedsageligt var gas) i løbet af 2022. Selvom EU har importeret mere fra Afrika det forgangne år, er det altså ikke en stigning, man kan mærke bredt blandt afrikanske lande, men skyldes en prisstigning i gas, som kommer få lande til gode.

Der er flere grunde til, at EU ikke importerer mere fra det afrikanske kontinent. Dels har flere afrikanske lande begrænsede muligheder for at eksportere andre varer end råmaterialer, dels har EU knyttet krav om bæredygtighed, miljøbeskyttelse el.lign. i sine frihandelsaftaler, hvilket har sat en stopper for flere amerikanske produkter. Om EU bør være mere tilbageholdende med at koble bæredygtighedskrav på sine frihandelsaftaler, bliver bl.a. diskuteret i forbindelse med den længeventede EU - MERCOSUR aftale.

 

Det glemte kontinent?

Til trods for den beskrevne importstigning er samhandlen med Afrika ikke ændret synderligt som andel af den samlede handel. Sammenlignet med EU’s samlede handel det sidste årti, er EU’s samhandel med Afrika faldet, jf. figur 4. Omvendt stiger EU’s samhandel med både USA og Kina, mens EU’s samhandel med Rusland er faldet.

Forskellen mellem EU’s samhandel med Rusland og EU’s samhandel med Afrika er øget inden for det seneste år. Dette skyldes dog primært, at EU i 2022 eksporterede mindre til Rusland grundet sanktionerne som følge af krigen i Ukraine.

Mens EU det seneste årti ikke har øget sin andel af samhandel med Afrika, ser det anderledes ud for f.eks. Kina og Indien. Hvor Kinas samhandel med Afrika for to årtier siden lå på omkring 2% af Kinas samlede handel, er den i dag steget til godt 5% af Kinas samlede handel. Også Indien har i denne periode øget andelen af samhandlen med Afrika, jf. figur 5.

Det modsatte gør sig gældende for USA, der siden finanskrisen har handlet mindre med Afrika sammenlignet med USA’s totale handel. Der tegner sig altså et billede af, at mens Vesten har handlet relativt mindre med Afrika de senere år, har omkringliggende lande øget deres andel af samhandel med det afrikanske kontinent.

Internt i EU, ser europæiske medlemslandes samhandel med Afrika heller ikke ens ud. Ser man f.eks. på medlemslandes handelsbalance med Afrika for år 2021, fremgår det af figur 6, at langt de fleste medlemslande eksporterer mere til det afrikanske kontinent, end de importer. Størstedelen af EU-lande har altså et positivt handelsoverskud med afrikanske lande.

Få medlemslande driver således importen fra Afrika. I 2021 var der tale om Spanien, Italien, Grækenland, Slovenien, Kroatien og Frankrig; det vil sige udelukkende lande, der grænser op til Middelhavet, jf. figur 7.

Forandring gennem handel?

Det europæiske - og historisk tyske - udenrigspolitiske mantra om at 'handle sig til forandring' (wandel durch handel) kan virke som et naivt levn fra fortiden set i lyset af krigen i Ukraine, WTO's dødvande og de spirrende autokratiske tendenser i flere af verdens hjørner. I dag er spillepladen vendt på hovedet; EU har knap så store ambitioner om at påvirke verdens regimer gennem handel, og må i stedet handle inden andre regimer skubber til EU's position i verden. Måske er der i en mere geopolitisk verden netop mulighed for at forandre og styrke EU's egen position ved at danne gensidigt afhængige handelsrelationer med det afrikanske kontinent?

EU er i færd med at indse, hvor vigtigt gode relationer til afrikanske lande er. Dels er gode handelsrelationer til det afrikanske kontinent – og generelt til det globale syd – fundamentalt for at kunne sikre europæiske forsyningskæder og dermed Europas økonomiske sikkerhed. Dels kræver den grønne omstilling adgang til mineraler og råstoffer, som primært findes i den afrikanske undergrund. Og endeligt; hvis EU og USA ikke kommer på banen og forbedrer sin samhandel med Afrika, vil andre regionale stormagter, herunder Kina, med glæde udfylde tomrummet.

Ved at øge samhandlen – og ikke mindst importen – fra Afrika, kan EU altså slå tre fluer med ét smæk; 1) forbedre handelsmæssige og derigennem diplomatiske relationer til Afrika, 2) sikre nødvendige materialer til den grønne omstilling, og 3) reducere uhensigtsmæssige afhængigheder af geopolitiske rivaler som Kina og Rusland5 . Det afrikanske kontinent er altså vigtigt for EU af både økonomiske, klima-, energi-, og sikkerhedspolitiske årsager.

Når det er sagt, er øget samhandel med afrikanske lande ikke omkostningsfrit. Eksempelvis vil ubetinget øget handel komme i karambolage med EU’s principper om arbejdsrettigheder, miljøhensyn og legitim regeringsførelse i samhandelslandet. Dette er især relevant set i lyset af den nylige kup- og autokratiseringsbølge i den mineralrige Sahel-region, hvilket rejser endnu flere dilemmafyldte spørgsmål for EU-ledere6 .

Og endeligt; selv hvis EU begynder at fokusere og forsøge på at forbedre sin relation til det afrikanske kontinent, er der langt fra selvsagt, at denne øgede opmærksomhed vil blive gengældt. Man kan håbe, at initiativer som EU's Global Gateway kan være med til at illustrere, at begge kontinenter kan vinde at et tættere - men ligeværdigt - samarbejde.