Europa-Parlamentsvalget gav ikke magten til det yderste højre

Ved europaparlamentsvalget i søndags var den store historie i Danmark, at SF blev det største parti og kunne sende 3 mandater til den grønne gruppe i Europa-Parlamentet. På europæisk plan gik de grønne dog kraftigt tilbage, så det danske valgresultat lå her langt fra resten af EU. I Sverige og Portugal fik socialdemokraterne flest stemmer modsat på europæisk plan. I Ungarn fik Viktor Orbans Fidesz parti for første gang i mange år under 50% af stemmerne, mens hans primære opposition fik pladser i den kristendemokratiske EPP-gruppe, der for et par år siden smed Orban ud, og dermed er det ikke ungarske mandater, der bidrager til øget højredrejning i EP. En første observation er derfor, at Europa-Parlamentsvalget stadig er 27 nationale valg snarere end et europæisk valg, og selvom der er kommet flere europæiske temaer ind i valgkampene – forsvar, migration, social sikkerhed og grøn omstilling – er valgene og deres konsekvenser i høj grad nationale.

En anden observation er, at den højere stemmeprocent fra 2019, der kom efter et konstant fald i valgdeltagelsen siden 1979, ikke er en enlig svale. Her viste valget en svag fremgang på 0,5% til en samlet valgdeltagelse i EU på ca. 51%. Dermed blev der draget et lettelsens suk i Europa-Parlamentet, som havde frygtet en faldende valgdeltagelse, og igen at skulle få skudt i skoene, at det ikke er repræsentativt for de europæiske borgere. Så selvom en valgdeltagelse på omkring halvdelen af de stemmeberettigede vælgere ikke lyder af meget i danske ører, så vil det kunne styrke Parlamentet f.eks. i de kommende måneders forhandlinger med sandsynligvis Ursula von der Leyen om den næste Kommissionens politiske program.

En tredje observation er, at den kraftige højredrejning af Parlamentet, som europæiske medier op til valget havde haft deres opmærksomhed rettet mod, udeblev. Det yderste højre blev ganske vist styrket, men de nationale partier her har ikke meget tilfælles, bl.a. på spørgsmål som krigen i Ukraine, og derfor vil de heller ikke i det nye parlament udgøre en samlet blok. Kristendemokraterne i EPP-gruppen gik frem og den traditionelle midte – socialdemokrater, liberale og EPP – fik tilsammen omkring 400 pladser, og dermed et pænt stykke over det absolutte flertal på 361. Det betyder, at midten holdt. 

Når højredrejningen alligevel er værd at notere, er det fordi den særligt skete i de to store kernelande i EU-samarbejdet, Frankrig og Tyskland. Det har allerede fået indenrigspolitiske konsekvenser med præsident Macrons dristige udskrivelse af valg til den franske nationalforsamling på valgaftenen. Ender Frankrig med Le Pens RN i regering og cohabitation med Macron kan det blive en destabiliserende faktor i europæisk politik. Den fransk-tyske motor har i forvejen længe kørt på halv kraft, og derfor er valget i søndags heller ikke just godt nyt for fremdrift i EU-samarbejdet.

I to andre større EU-lande, Italien og Polen, fik de siddende regeringer derimod et godt valg. Giorgia Melonis partis stemmer bidrager til en betydelig styrkelse af ECR-gruppen i Parlamentet og Donald Tusks parti bidrager til styrkelsen af EPP.  Men måske vigtigere er, at begge premierministre på kort sigt står styrket i de næste ugers forhandlinger om EU’s topposter, hvor Tusk allerede er sat på opgaven med at samle opbakning til en periode mere for Ursula von der Leyen. Ligesom de på langt sigt både gennem Rådet og Europa-Parlamentet får øget indflydelse på den næste Kommissions politiske program. 

Skal man drage nogen konklusioner for det kommende parlament, når det gælder den politiske retning, så er det, at selvom midten holdt, så vil EPP nok søge at inddrage ECR-gruppen på spørgsmål om f.eks. hårdere linje på migration og færre krav på miljøområdet. Det har indtil videre været en rød linje for socialdemokraterne, og det er langt fra sikkert, at EPP kan samle et flertal uden dem. Men både valgresultatet og truslen om større involvering af højre side af Parlamentet, kan måske ændre socialdemokraternes tilgang. Under alle omstændigheder ser Parlamentet ud til at ende lidt mere volatilt end i sidste periode. 

Til gengæld ser det ud til, at der fortsat er opbakning til Ukraine i det nye Parlament, om end der i alle grupper findes lommer af skepsis både ift. om Ukraine skal optages i EU og hvor mange penge EU skal sende til Ukraine.