Macrons dristige manøvre kan få uoverskuelige konsekvenser for Europa

Det kom ikke bag på nogen, at Rassemblement National, Marine Le Pens parti, og spidskandidaten Jordan Bardella, med godt 31,5 % af stemmerne vandt en knusende sejr ved valget til Europa-Parlamentet.

Præsident Macrons fællesliste Besoin d´Europe under ledelse af Valérie Hayer fik kun triste 14,5. Den socialistiske alliance med Raphaël Glucksmann fra Place Publique i spidsen gav med sine 13,5 % det franske centrum-venstre lidt ny og tiltrængt luft. 

Men det er på ingen måde en udfordring for Le Pen, eller for den sags skyld en samlet yderste højrefløj i fransk politik. Det lykkedes Le Pens niece Marion Maréchal at sikre 5 EP-sæder også til det lille ultrahøjre parti Reconquête, der stillede op for første gang.

Til gengæld havde de færreste ventet, at præsident Macron ville drage konsekvensen og her og nu opløse den franske Nationalforsamling med henblik på nyvalg (30. juni og 7. juli).

Selv Le Pens særlige rådgiver, svogeren Philippe Olivier, betroede åbenbart Le Monde bare 20 minutter inden præsidentens TV-tale, at præsidenten ikke havde modet.

Macron spiller dristigt

Alle er enige om, at Macrons valg er et dristigt valg. Der er dem, der mener, at det er alt for dristigt.

Ser man på vælgermønstret ved dette EP-valg, er endnu flere søgt mod fløjene end ved det nationale parlamentsvalg i 2022. Måske det er for meget at håbe på, at franske vælgere inden for tre uger skal se så anderledes på tingene, at det kan forhindre Rassemblement National i at få - måske endda absolut - majoritet i den franske nationalforsamling.

Er det den rigtige beslutning, mens krigen raser i Ukraine, og udfaldet af et amerikansk præsidentvalg kan ændre meget for Europa? Selv formanden for Nationalforsamlingen, macronisten Yaël Braun-Pivet, har udtrykt sine tvivl. De finansielle markeder har reageret med nervøsitet.

Men der er også dem, der ser det som den mest demokratiske vej frem. Rassemblement National og Marine Le Pen har som sit mantra, at der skal lyttes til folkets stemme. Macron tager hende på ordet med en beslutning, der åbenbart var velovervejet og undervejs i længere tid.

Han tager initiativet tilbage her, hvor der stadig er tre år tilbage af hans præsidentskab. Det er ganske rigtigt en risiko, sådan som det også er den franske præsidents vane.

Hvis ikke det høje spil var hans natur, havde han ikke stillet op med et helt nyt politisk projekt i 2017. Et projekt, som selv præsidenten nu må erkende, et langt stykke af vejen er mislykkedes. Til trods for en lang række reformer, som det franske samfund faktisk nyder godt af, har projektet i næsten overraskende grad ikke vundet de franske vælgere for sig.

Fælde frem for foræring

Macron opfordrer nu til, at alle forener sig i et arbejde for republikken, der sætter de yderste fløje til vægs.

Teoretisk kunne det være den alliance med det klassiske franske højre, som hidtil har strittet imod af alle kræfter. Det kunne også bringe det centrum-venstre i spil, der har fået nyt liv med Raphaël Gluckmann, men som heller ikke ville appellere forgæves til de lidt forsømte dele af Macrons centrumbevægelse. Ingen i oppositionen har så vidt taget imod præsidentens udstrakte hånd. Alt peger fortsat mod en sejr for Rassemblement National.

Der er åbenbart dem i Le Pens lejr, der tænker et par skridt videre og godt kunne se nyvalget som lidt af en fælde snarere end en foræring.

Præsidenten går ingen steder - i hvert fald ikke lige nu. Hvis Rassemblement National kommer til at dominere, vil der skulle dannes en regering med anden politisk orientering end præsidentens, den såkaldte cohabitation - sandsynligvis med unge Jordan Bardella i spidsen.

At der er grænser for hans viden og kunnen, viste blandt andet valgkampens debat mod premierminister Attal. Præsidenten i Elyséet vil også konstitutionelt dominere premierministeren i Matignon-palæet og kunne se ham eller hende blive slidt ned i håndteringen af den rigtige verdens rigtige problemer.

Det møde med virkeligheden kan give nogle andre rammer for det, der er Marine Le Pens egentlige mål, indtagelse af præsidentembedet i 2027. Og sandsynligvis også Macrons egentlige bekymring.

Fortsat magt over indsats i Ukraine

Ingen kan på den anden side vide, om Frankrig ikke ender med at få begge dele, altså Rassemblement Nationals indtog både i Matignon og i Elyséet.

Det kunne begynde her med konsekvenser for Europa, der ikke sådan lader sig overskue. Det franske præsidentembede er magtfuldt, på sin vis mere magtfuldt end det amerikanske, og Le Pen har ofte nok meldt anderledes direkte kulør i EU- og udenrigspolitikken end for eksempel kollegaen Meloni.

Det gode er, at en Macron måske nok står svækket tilbage på den europæiske scene, men fortsat har præsidentiel kompetence til at forvalte fransk forsvars- og sikkerhedspolitik blandt andet til fordel for en indsats i Ukraine. En Le Pen som præsident i 2027 vil til gengæld kunne gøre akkurat det samme med modsat fortegn.

Som flere franske kommentatorer bemærkede på valgaftenen: Macron spiller kvit eller dobbelt.