Ny meningsmåling: Danmark er blandt Europas 'hardliners' i synet på krigen

En ny europæisk meningsmåling viser, at danskerne et år efter d. 24. februar 2022 er blandt Europas "hardliners", når det gælder krigen i Ukraine.

Tænketanken EUROPA har med European Council on Foreign Relations lavet en ny global meningsmåling af synet på krigen i Ukraine og den forandrede verdensorden i anledning af årsdagen for krigens begyndelse 24. februar. Her kan danskernes opfattelser sammenlignes direkte med befolkningerne i USA, Kina, Rusland, Indien, Tyrkiet, UK og otte andre EU-lande. 

De vigtigste konklusioner set med danske øjne er:

  • Danskerne er helt fremme i feltet blandt Europas ”hardliners” i synet på krigen: 48 pct. af danskerne mener, at krigen først bør slutte, når Ukraine har generobret alt sit tabte territorium, selv hvis prisen er en lang konflikt med flere ofre (mod 38 pct. for målingens ti europæiske lande). 
  • De adspurgte danskere er samtidig de mest tilbøjelige i Europa til at acceptere højere energipriser for at undgå russisk gas, olie og kul, ligesom danskerne er mindre bekymrede for højere energipriser end andre europæere.
  • Ifølge målingen er danskerne særligt glade for den transatlantiske alliance og anser USA og UK som vigtigere allierede, end andre europæiske befolkninger gør (52 pct. af danskerne ser USA som en allieret, mens flertallet af europæerne i stedet ser landet som en nødvendig partner). Desuden viser målingen, at danskernes syn på den gryende verdensorden er præget af en koldskrigslogik, der deler verden op i to blokke anført af hhv. USA og Kina. Blandt de undersøgte befolkninger i Europa er danskerne de mest bekymrede for udbrud af atomkrig.
  • Målingen bekræfter, at kinesere, indere og tyrkere har et markant anderledes syn på krigen end danskere og europæere generelt: Hvor den vestlige verden ser Rusland som en svækket stat et år efter krigens begyndelse, mener folk i resten af verden, at Rusland står mindst lige så stærkt eller stærkere i dag.

Data

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

European Union, 2012, Bruno Portela
Abonner på vores nyhedsbrev

Bliv opdateret på europæisk politik og hele verdenssituationen

* obligatorisk

Tænketanken EUROPA bruger ovenstående oplysninger til at sende dig vores nyhedsbrev og invitationer til arrangementer. Vi behandler dine oplystninger, indtil du tilbagekalder dit samtykke.