Kampen om EU’s energimarked er ikke slut. Tværtimod venter flere konflikter

Da Rusland invaderede Ukraine, blev Europa kastet ind i en voldsom energikrise med medfølgende høje priser. I hele EU har man reageret hurtigt ved at spare på energien og finde alternative leverandører af gas, olie og kul. Russisk afhængighed er desværre bare ikke noget man lige slipper, hvorfor den russiske LNG-gas i øjeblikket bliver importeret i rekord omfang. Men det var ikke kun energipolitik der blev brugt - i EU tillod man også massiv statslig støtte på energimarkederne for at undgå for store sociale konsekvenser.

Men den slags varer ikke evigt, og til december udløber forordningen, der har gjort støtten mulig. Derfor forhandler EU i disse dage om, hvordan fremtidens el-marked skal designes. Inden energikrisen var det sådan, at den dyreste inputfaktor (kul, gas, vind, atomkraft etc.) i genereringen af strøm bestemte prisen på el – på økonomisk sprog en marginalprissætningsmekanisme.

Læs også

Klima & Energi

Reformen af det europæiske elmarked kan nemt blive en langvarig affære

Kommissionen har foreslået en mindre reform af det europæiske elmarked.

Det var en god model, fordi elprisen ikke alene afspejler omkostningerne ved at bruge strøm, og derved sikrer incitament til at bruge mindre, når strømmen er dyr. Det sikrer også, at de producenter, der leverer den billigste strøm, tjener mest. Den billigste strøm er i dag i hovedreglen den, som kommer fra de grønne energikilder, mens den dyreste kommer fra kul og gas. Derved sikrer selve designet af vores el-marked et incitament til at nå EU’s klimamål, da grønne producenter i udgangspunktet tjener mest. Designet betyder dog også, at elpriserne har reageret efter hvordan selve strømforsyningens sammensætning har indvirkning på elprisen. Derfor er landene heller ikke helt enige om, hvordan det skal gøres fremadrettet.

For eksempel diskuterer den tyske regering internt om de skal forsætte med at støtte deres energitunge industri. Tyskland er nemlig blevet hårdt ramt af energikrisen, da landet var særligt afhængigt af russisk gas. Dette er også en af årsagerne til, at den tyske økonomi har det meget svært i øjeblikket. Faktisk går det så dårligt med økonomien, at en tredjedel af de tyske virksomheder planlægger at udvide deres produktion uden for Tyskland. Dette er dobbelt så mange som sidste år. Tyskerne frygter derfor, at en tilbagevenden til en hverdag uden støtte vil forværre problemerne og føre til en nedgang i industrien, da det vil blive for dyrt for den tyske industri at opretholde produktionen i Tyskland.

I nabolandet Frankrig er man meget afhængig af atomkraftproduktionen i den nationale forsyning, og 2/3 af Frankrigs strøm kommer fra atomkraft. Atomkraft er ganske vist billigere end kul og gas, men dog stadig dyrere end vedvarende energi – hvorfor industrien har problemer med at tiltrække private investeringer i tilstrækkelig grad. Frankrig har derfor et nærende ønske om fortsat at kunne subsidiere deres atomkraftindustri og derved holde elpriserne lave. Den løsning kan tyskerne dog ikke lide, da de er bange for, at det vil få deres industri til at flytte til Frankrig – og dertil er der intern i den tyske regering en dybtfølt modstand mod atomkraft.

Længere sydpå har Spanien tidligere givet udtryk for et ønske om at kunne subsidiere forbrugerne og derved bruge elmarkedet til et socialt politisk formål. Et ønske, der dog er blevet strategisk nedtonet, da det er blevet klart, at de i forbindelse med deres EU-formandskab skulle stå for at færdiggøre forhandlingerne.

Fra dansk side ønsker vi netop ikke alle mulige støtteordninger, da de uanset udformning har det til fælles, at de i sidste ende undergraver el-markedets vigtigste egenskab: incitamentet til grøn omstilling

Der er altså mange gode forslag til, hvordan man fremadrettet vil kunne blande sig i elmarkedet, og helt på den modsatte fløj står Danmark. Fra dansk side ønsker vi netop ikke alle mulige støtteordninger, da de uanset udformning har det til fælles, at de i sidste ende undergraver el-markedets vigtigste egenskab: incitamentet til grøn omstilling. Hver gang vi fremhæver enkelte energiformer eller forbrugergrupper, ødelægger vi de grundlæggende markedsmekanismer – og det er der ingen, der er tjent med på den lange bane.

For forbrugerne er det vigtigt, at den grønne strøm kontinuerligt og hurtigt bliver udbygget de kommende år. Derudover er det vigtigt, at vi som forbrugere reagerer på elpriserne og bruger strømmen, når den er billigst.

Forhåbentlig sejrer fornuften i sidste ende, og der åbnes ikke op for smuthuller i form af nye støtteordninger. Det forslag EU-Kommissionen har lagt op til i designet af fremtidens el-marked, kunne næsten ikke blive bedre set med danske øjne, da det netop fastholder markedsmekanismerne på EU’s el-marked og dermed incitamentet til at fastholde udbygningen af den vedvarende energi. Men givet den usikkerhed vi i øjeblikket ser på el-markedet, og en generelt presset konkurrenceevne i EU, så er det ikke alle, som er lige glade for den langsigtede tilgang.

Læs også

Økonomisk politik

Er Europa ved at tabe sin grønne førertrøje?

Europas konkurrenceevne er under pres fra flere fronter, og debatten stikker i mange retninger. Anders Overvad forsøger at samle de mange tråde og se på, hvad EU gør for at løse de mange udfordringer.

Men lykkes det ikke for Tyskland og Frankrig at åbne op for støtte gennem reguleringen af elmarkedet, vil det sandsynligvis betyde, at ønsket om at støtte i den ene eller anden form dukker op i andre EU- politikker fx vedrørende den generelle industripolitik, hvor Frankrig også har udtrykt ønske om at kunne støtte atomkraftindustrien.

Og flytter debatten andet steds hen, flytter problemerne bare med. Det store spørgsmål i EU bliver derved ikke bare, hvordan vi sænker energipriserne, men hvordan EU kan sammensætte en politik, der kan gøre vores virksomheder i stand til at konkurrere med USA og Kina uden at støtten ender med, at undergrave det indre marked.