Bæredygtig eller ej? EU giver ikke investorer i landbrug et klart svar

Den grønne omstilling er dyr for Europa. Så dyr, at EU-landene ikke alene kan betale regningen, der er behov for massive private investeringer. Kommissionen anslår, at der er behov for ca. 460 mia. euro i private investeringer frem mod 2030, hvis EU skal nå i mål med de klima- og miljømålsætninger, der er sat. 

Så store investeringer skal hjælpes på vej, og kommissionen har derfor siden lanceringen af den europæiske grønne pagt udrullet et omfattende regelsæt på bæredygtig finans – der omfatter rapporteringskrav til virksomheder og en lang række nye benchmarks og standarder, der skal føre til udvikling af nye bæredygtige investeringer.

Den europæiske taksonomi for bæredygtige investeringer er hjørnestenen i dette arbejde. Kort fortalt, så er taksonomien en liste over, hvilke økonomiske aktiviteter der kan regnes som grønne. Taksonomien opstiller seks mål – to på klima og fire på miljø – og en aktivitet er grøn, hvis den yder et signifikant bidrag til at nå et af de seks mål uden samtidig at være skadelig for nogle af de resterende fem mål. 

Taksonomien er ”bare” en liste i den forstand, at det er frivilligt, om man vil investere i grønne eller ikke grønne aktiviteter. Men ambitionen er, at man ved at skabe transparens og objektive kriterier kan skabe et incitament, således at investeringerne dirigeres fra sort til grønt.

Taksonomien dækker ikke alle sektorer, men ambitionen er at dække de sektorer, der har et højt klima- og miljøaftryk og et stort forbedringspotentiale. 

Kommissionen har for nylig fremlagt en liste for, hvilke aktiviteter der er grønne inden for miljø. Særligt på biodiversitetsområdet blev listen mødt med kritik for kun at omfatte to aktiviteter og for ikke at medtage aktiviteter inden for landbrugssektoren. Det var ellers anbefalingen fra den ekspertgruppe, der er nedsat til at vejlede kommissionen, at listen også skulle omfatte biodiversitetsstandarder, der ville berøre landbruget. Udeladelsen er iøjnefaldende, særligt når man tager landbrugets aftryk på miljø og biodiversitet i betragtning. 

Udeladelsen betyder både, at de finansielle institutioner, der investerer i landbruget, mangler klare standarder for at vurdere, om deres investeringer er bæredygtige eller ej, og at man undlader at skabe de nødvendige værktøjer for at støtte den grønne omstilling af landbruget og derved risikerer at forsinke omstillingen i denne sektor. 

Det bliver op til den næste kommission – der indsættes i 2024 – at afgøre, om landbruget skal omfattes i fremtidige revisioner af taksonomien. Det vil kræve mod, da man må forvente et politisk pres fra medlemsstater, der frygter, at standarder for bæredygtige investeringer inden for landbruget vil være omkostningsfuldt for landbruget.

Men udviklingen af standarder for bæredygtige investeringer i landbruget er nødvendige, både fordi en udeladelse af en sektor, der har et højt klima- og miljøaftryk og et forbedringspotentiale, skaber usikkerhed om EU’s taksonomis troværdighed og derfor værdien af dens anvendelse. Men også fordi finansielle institutioner i stigende grad indregner bæredygtighed i deres risikovurdering af investeringer, og at det derfor er vigtigt at skabe gennemsigtige finansieringsrammer for landbruget – også når det kommer til det grønne.