Putin kan næppe finde en general, der kan levere varen

Mandag forlød det fra Ukraines militære efterretningstjeneste, at Putin har givet sin nye øverstbefalende for krigen i Ukraine, general Gerasimov, ordre om at indtage Donbas i marts.

Kildegrundlaget for oplysningen er ukendt, men bedømt ud fra udviklingen på slagmarken og Putins hidtidige reaktionsmønster er den sandsynligvis troværdig.

Den sandsynlige ordre til Gerasimov kommer efter, at Putin i sidste uge igen blandede kortene i Ruslands øverste militære ledelse.

General Surovikin blev løst for ansvaret for det, der endnu kaldes ”den særlige militære operation” i Ukraine.

I stedet blev Gerasimov, der er chef for den russiske generalstab, udstyret med en hat mere. Nu er han også øverstkommanderende for krigen i Ukraine og skal sikre Putin succes.

Øretævernes holdeplads

Surovikin nåede at have kommandoen i godt tre måneder. På 11 måneder har Putin ændret kommandoen hele fire gange, så det er ingen overdrivelse at kalde posten ”øretævernes holdeplads”.

Invasionen startede uden en egentlig øverstbefalende.Da de russiske styrker måtte trække sig fra det nordlige Ukraine, blev general Dvornikov, med tilnavnet ”slagteren fra Aleppo”, sat på posten. Det frygtindgydende tilnavn hjalp ikke, og Dvornikov blev afsat efter godt tre måneder.

Herefter fulgte nogle måneder, hvor posten som øverstkommanderende stod tom, indtil valget faldt på Surovikin i starten af oktober. Også Surovikin havde et frygtindgydende tilnavn, ”general dommedag”, men ham skulle det altså heller ikke være.

Alligevel kom rokaden som en overraskelse for de fleste.

Surovikin stod ganske vist for den ydmygende tilbagetrækning fra Kherson november.

Der er dog udbredt enighed om, at skaden var sket, inden han tiltrådte, og at tilbagetrækningen blev udført professionelt.

Den kunne være gået langt værre.

Det var også bemærkelsesværdigt, at tilbagetrækningen blev politisk godkendt. Det kunne tolkes, som at Surovikin havde en høj stjerne i Kreml.

Militærfaglig kompetence og evne til at overbevise Kreml om en militær nødvendighed var dog ikke nok til at bevare posten.

ngen ved præcis, hvad der lå bag rokaden, men den var ikke blevet gennemført, hvis Putin havde været tilfreds. Det er muligt, Surovikin også havde en ”resultatkontrakt”, som den Gerasimov tilsyneladende har fået udstukket.

Kan Gerasimov levere varen?

Gerasimov har haft mere end 10 år på posten som generalstabschef og har ligefrem ”Gerasimov-doktrinen” opkaldt efter sig,

Der er dog intet, der tyder på, at han er en taktisk eller strategisk raffineret general. Han er nået til tops, fordi han kan bruge ildkraft og på grund af loyalitet. Han vil råde over de samme våben som forgængeren.

Med resultatkontrakten i hånden er han dog nødt til at finde på et eller andet for at levere erobringen af Donbas.

Han vil sandsynligvis tilføre flere soldater.

Det mest kvalificerede anslag over, hvor mange soldater Rusland mobiliserede i efteråret er 300.000. Af disse blev halvdelen sendt til fronten. En stor del er allerede blevet dræbt eller såret, men der er sandsynligvis 150.000, der er blevet trænet og udrustet på baser i Rusland og Belarus.

Dem vil vi sandsynligvis snart se ved fronten.

Det er dog ikke sandsynligt, de kan levere erobringen af Donbas. Navnlig materiellet vil være utilstrækkeligt til at lave store offensive gennembrud.

Men de vil øge presset på de ukrainske styrker i flere frontafsnit, på samme måde som vi har set de sidste uger omkring Soledar og i flere måneder omkring Bakhmut. De vil også gøre det sværere og forbundet med flere omkostninger for Ukraine at lave sine egne offensiver.

Behov for flere soldater

Rygterne om en ny, stor mobilisering er taget til de seneste uger.

Så sent som i dag forlyder det fra Kreml, at Ruslands væbnede styrker skal øges til 1,5 mio. soldater inden 2026. Tre år er lang tid, og så lang tid løber Gerasimovs resultatkontrakt i hvert fald ikke.

Vi vil dog sandsynligvis se en omfattende mobilisering i løbet af kort tid, da Rusland får brug for endnu flere soldater.

De skal både udrustes og trænes.

Der et er ikke uoverstigelige udfordringer for Rusland, men navnlig kvaliteten af materiel er nedadgående.

En yderligere mulighed er, at Rusland anvender værnepligtige. De må ifølge russisk lov ikke sendes udenlands, men tilbage i september gennemførte Putin den stort anlagte annektering af de fire ukrainske provinser. Så selv om annekteringen ikke er anerkendt af andre end Nordkorea, er det lovligt at sende de værnepligtige til fronten i de fire provinser.

Når Putin ikke gør det, hænger det givetvis sammen med, at det vil øge modstanden mod krigen. Det vil den formelle lovlighed ikke ændre på.

Den første runde af mobilisering har skabt dønninger. Anden runde vil forøge dem, men Putin satser øjensynligt på, at det vil være en bedre løsning end at anvende de værnepligtige.

Potentielt øges risikoen for Putin

Putin må have vurderet, at Gerasimov kan levere varen, men så længe de vestlige våbenforsyninger fortsætter med strømme til Ukraine, vil det ikke være muligt selv med nok så mange mobiliseringsrunder. Vi kan ikke være sikre på, Gerasimovs resultatkontrakt vitterlig lyder på tre måneder til at indtage Donbas, men han får næppe lang snor.

Fyring af den mangeårige generalstabschef vil dog heller ikke være risikofrit for Putin. Trods de væbnede styrkers åbenlyst skuffende evne på slagmarkerne i Ukraine har Putin holdt fast i både Gerasimov og forsvarsminister Shoigu.

Det er ikke på grund af kompetence.

Det er, fordi hans regime har ringere forudsætninger for at overleve, hvis han begynder at skifte ud i inderkredsen.

Sammenhængskraften i toppen af regimet hviler på loyalitet, og hvis de loyale får sparket, kan det undergrave stabiliteten.

Derfor er det muligt, at Putin står med to dårlige valgmuligheder, når foråret begynder at spire frem: fyr generalstabschefen eller fortsæt med en taber!