Alle europæiske lande mangler hænder – vi må hente arbejdskraften uden for EU

Mangel på kvalificeret arbejdskraft må ikke sætte en stopper for den grønne omstilling, advarer Maria Schougaard Berntsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne, og Anders Overvad, Tænketanken Europa.

Vi har travlt i EU, hvis vi skal nå de målsætninger, som vi har sat for den grønne omstilling i 2030. Udfordringerne er mange, og særligt manglen på kvalificeret arbejdskraft truer med at bremse udviklingen.

Beregninger lavet af CONCITO m.fl. viser, at den grønne omstilling vil betyde en øget efterspørgsel efter grønne kompetencer på 50.000 personer pr. år frem mod 2030 alene i Danmark.

Overvægten af de kompetencer, der skal bruges, vil være ufaglærte og faglærte, så med andre ord mangler vi de grønne hænder. Uden dem når vi ikke EUs ambition om, at 42,5 procent af energibehovet skal dækkes af vedvarende energi i 2030 mod blot 17 procent i 2021.

Det er en meget stor opgave, EU står overfor, og der er flere udfordringer, som skal løses samtidig. Dels skal der findes penge til de massive investeringer, der skal laves.

Eksempelvis installationen af et hav af grønne varmepumper, solceller og vindmøller som erstatning for sort energi i form af kul, olie og gas. Og selvom private midler kommer til at bære hovedparten, så vil der også skulle offentlige midler i spil, men de europæiske statsfinanser er ikke i den fineste stand.

Dertil kommer den grønne omstilling til at kræve en næsten uhørt mængde råstoffer, hvor særligt Kina sidder tungt på leverancerne. Det kan potentielt også skabe flaskehalse og mangelsituationer.

Men disse udfordringer blegner næsten ved siden af det behov for kvalificeret arbejdskraft, som omstillingen kommer til at kræve. Alle europæiske lande mangler hænder, og efterspørgslen stiger nu betragteligt i hele EU. Samtidig arbejder demografien desværre imod os, for frem mod 2030 vil der komme 5,6 millioner færre europæere i arbejdsstyrken – svarende til et fald på 2,4 procent.

Zoomer vi så ind på de ufaglærte og faglærte, er udviklingen desværre endnu mere skræmmende. I denne gruppe vil antallet falde med 14,5 millioner, hvilket er et fald på lidt under ti procent. Derfor kan vi fra dansk side ikke forlade os på at hente kvalificeret arbejdskraft i resten af EU.

Vi risikerer derved at ende i en situation, hvor vi internt i Europa kommer til at konkurrere om den samme arbejdskraft. Derfor er flere europæiske lande, herunder Tyskland og Frankrig, også begyndt at se på modeller for at hente arbejdskraften uden for Europa.

Det vil være en del af løsningen, hvis politikerne gør det nemmere for virksomhederne at hyre nye medarbejdere fra de lande, der kandiderer til optagelse i EU. I dag er der alt for mange benspænd, hvis en virksomhed ønsker at hyre arbejdskraft uden for EUs grænser – også selvom det er lande, der ligner os utrolig meget og klart har sagt, at de gerne vil med i fællesskabet.

En anden del af løsningen er, at de europæiske lande også bør sætte så meget fut under investeringerne i faglærte uddannelser og efteruddannelse, som de overhovedet kan mønstre.

For alderen stiger ubønhørligt blandt de faglærte, og efterspørgslen er stor. Vi har simpelthen ikke råd til, at mangel på kvalificeret arbejdskraft bliver en stopklods for den grønne omstilling.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

European Union, 2012, Bruno Portela
Abonner på vores nyhedsbrev

Bliv opdateret på europæisk politik og hele verdenssituationen

* obligatorisk

Tænketanken EUROPA bruger ovenstående oplysninger til at sende dig vores nyhedsbrev og invitationer til arrangementer. Vi behandler dine oplystninger, indtil du tilbagekalder dit samtykke.