EU forklæder forsvar­spo­litik som industripo­litik

Mandag tog EU’s udenrigs- og forsvarsministre et afgørende skridt i retning mod et tættere europæisk forsvarssamarbejde, da de besluttede at støtte Ukraine med granater og artilleri til en værdi af 2 mia. euro gennem Den Europæiske Fredsfacilitet.

Hvor den ene halvdel kommer fra EU-landenes lagre, skal den anden halvdel indkøbes gennem fælles koordination og, ifølge flere lande, helst europæiske produkter.

Krigen i Ukraine har skabt behov for en hastig udvidelse af Europas forsvarsproduktion, og det giver potentielt EU en helt ny rolle i forsvarspolitik. For mens indkøb af våben for penge i EU’s budget er forbudt i traktaten, sidder EU med nøglerne til styrkelsen af forsvarsindustrien under Unionens industripolitik.

Læs også

Ukraine

Tidslinje over krigen i Ukraine - hvad skete der og hvornår?

Hvornår invaderede Rusland Ukraine? Hvad var EU's respons og hvad gjorde USA og andre lande? Få overblik over forløbet omkring den russiske invasion i Tænketanken Europas tidslinje.

Industristøtte skaber røre

At den europæiske forsvarsindustri trænger til et løft bekræftes af, at EU årligt kun producerer 300.000 af de 1 mio. 155mm-granater, man har stillet Ukraine i udsigt. I dag køber EU-landene ca. 60 pct. af sit militære materiel udefra, og kun en femtedel indkøbes i samarbejde mellem EU-landene.

Kommissionen fremlagde sidste år en langsigtet plan for at styrke forsvarsindustrien, hvor endemålet er opskalering af fælles indkøb og investering. I første omgang vil Kommissionen bruge 500 mio. euro på at hjælpe industrien med at komme op i gear med det såkaldte Edirpa-program.

Ministerrådet aftalte i december, at støtten kun må gå til projekter, hvor mindst 70 pct. produceres i EU, men det skaber nu røre både i parlamentet og blandt medlemsstaterne.

Da den europæiske industri er stærkt koncentreret omkring Frankrig og Italien, ses krav om egenproduktion derfor også som en indirekte støtte til deres virksomheder.

Styrket samarbejde

Flere medlemslande, f.eks. Tyskland, er også nervøse for at give EU en central rolle i fælles forsvarsindkøb. Den samme bekymring sås i de tidlige dage af indkøbet af coronavacciner, der som bekendt endte med, at EU-landene alligevel overlod det til EU og styrkede EU’s sundhedsindustripolitik.

Igen vil spændingerne mellem nationale præferencer og europæisk samarbejde udspille sig – og EU’s industripolitik kan meget vel blive et springbræt til styrket samarbejde på forsvarsområdet efter krigen.