Le Pen kan lamme EU - i hvert fald et stykke tid

Denne kommentar blev bragt i Jyllands-Posten d. 22. april 2022.

Sjældent har et europæisk valg tiltrukket sig så megen opmærksomhed som det franske præsidentvalg på søndag. Naturligvis var interessen også stor sidste efterår, da tyskerne skulle finde kansler Merkels afløser. Men det var ikke ligefrem de store forandringer, der lå i luften. Tværtimod udviklede valgkampen sig hurtigt til en konkurrence om, hvem der var mest Merkel.

Med Frankrig er det ganske anderledes. Midt i den største sikkerhedspolitiske krise i Europa siden Anden Verdenskrig går Marine Le Pen til valg på at omkalfatre ikke alene Frankrig, men i høj grad også EU og NATO. Stemningen i mange europæiske hovedstæder minder derfor til forveksling om dagene op til Brexit-afstemningen i 2016. Men hvor briterne gav udtryk for deres utilfredshed ved at forlade samarbejdet, er Le Pens ærinde imidlertid et ganske andet: hun vil blive og ændre EU-samarbejdet indefra.

Selvom der kan være forskel på, hvad Le Pen gør før og efter et valg, har hendes europapolitik længe været konsistent, om end hun formelt har lagt Frexit, altså et fransk exit fra euroen, på hylden. Blandt hendes valgløfter er forslag om at droppe det tysk-franske samarbejde, omdanne Kommissionen til et sekretariat, stække EU-domstolen, genindføre grænse- og toldkontrollen og få en klækkelig rabat på EU-budgettet. Kort sagt: det skal være ”Frankrig først”. Det indebærer også, at hun vil trække Frankrig ud af NATO’s militære kommandostruktur. I stedet vil Le Pen indgå en aftale med Storbritannien – og efter Ukrainekrigens afslutning - med Rusland.

Vinder Le Pen, vil ét spørgsmål dominere: Kan Vesten, der ellers har udvist et historisk stort sammenhold under Ukraine-krisen, fortsat stå sammen over for Putin? Meget tyder på, at det bliver svært i betragtning af, at Le Pen har meddelt, at det skal være slut med flere energisanktioner og fælles våbenleverancer fra EU.

Lige så klart er det, at en Le Pens sejr ville få store konsekvenser for EU-samarbejdet. I stedet for at se mod Berlin og Haag vil Frankrig pludselig rette blikket stift mod Budapest og Warszawa. Det vil vende op og ned på f.eks. diskussionen om, hvorvidt EU-retten fortsat skal have forrang. Det er dog langt fra sikkert, at Paris-Budapest-Warszawa-alliancen vil være stabil. I hvert fald er det svært at forestille sig, at det stærkt Putin-kritiske Polen vil kunne acceptere Le Pens stræben efter en sikkerhedsaftale med Rusland. Hvor en fransk præsident har stor magt i Paris og omegn, er situationen trods alt en anden i Bruxelles: Frankrig kan blokere for mange nye beslutninger, men fundamentale forandringer, såsom en afskaffelse af den frie bevægelighed, vil kræve traktatændringer og dermed opbakning hele vejen rundt i EU.

Rykker Le Pen ind i Élysée-palæet, er det derfor handlingslammelse og stagnation frem for tilbagerulning af EU, der ligger i kortene. Det vil også være i tråd med de fire store kriser, som Frankrig tidligere har udløst i EU. I 1954 sagde den franske nationalforsamling nej til et forpligtende forsvarssamarbejde. I 1965 nægtede Præsident De Gaulle med ”de tomme stoles politik”, at Frankrig kunne deltage i møder i Bruxelles, efterfulgt af Francois Mitterrand, der i 1981 blev valgt på at føre en fundamentalt anden økonomisk politik end resten af det daværende EF. Den foreløbigt sidste krise var i 2005, da et flertal af franskmændene stemte nej i en folkeafstemning til forfatningstraktaten.

Ny handlingslammelse vil givetvis udløse dybe panderynker, ikke mindst i Berlin. Selvom det her og nu næppe vil få humøret op hos kansler Scholz, er læren af, at de fire tidligere kriser, at det trods alt lykkedes at få skubbet gang i samarbejdet igen – om end efter adskillige år.