Macrons europæiske model

Det var en Macron, som så noget mat ud, men en Macron, der som sædvanligt talte levende - og længe. Dog ikke så langt som ved fremlæggelsen af det franske formandskabsprogram i december måned. Det var denne tale heller ikke rigtig. De fleste detaljer var lagt til side til fordel for det principielle budskab om det særlige og stærke Europa.

Præsidenten ridsede tre akser op, EU´s tre store løfter om demokrati, om fremskridt og om fred. De løfter var blevet holdt, men var nu under pres.

Hans defensorat for det, han kaldte europæernes singularitet, den demokratiske model, spændte vidt. Det var ikke specifikt i andet end et nødvendigt forsvar for grundlæggende værdier, for retsstaten (“vores juvel”) og den europæiske solidaritet, som samarbejdet under pandemien havde sat tyk streg under. Selv om de mange ord om europæisk civilisation og kultur nok med god grund blev sat i ramme af både den portugisiske forfatter Pessoa og den polske Chopin, af lidt Lapland og Krakows gyldne kupler. Her kom så det første initiativ; ønsket om at styrke de europæiske værdier gennem en opdatering af EU´s charter for grundlæggende rettigheder, ikke mindst ved at være mere eksplicit med hensyn til miljøbeskyttelse og retten til abort.

Inden for rammen af fremskridt stod klima og miljø øverst på listen som en udfordring, hvor EU havde både en forpligtelse til og mulighed for at være global tovholder. Den digitale dagsorden fulgte efter og førte i raske skridt til det grundlæggende spørgsmål om Unionens sikkerhed. Et EU, der kunne beskytte sig selv og sine grænser uden at svigte den frie bevægelighed og bryde den indbyrdes solidaritet. Og i bredere forstand et EU som et uafhængigt fællesskab, der kunne sætte sig igennem globalt, og som har de nødvendige instrumenter til at gøre det.

I direkte forlængelse var løftet om fred stikordet til EU som fredens og ligevægtens magt. Det kræver en systematisk tænkning af naboskaberne, mod Afrika, men også mod den vigtige partner Vestlbalkan. En EU-udvidelse til 30 eller 33 medlemmer var ikke her og nu mulig for en Union, der skulle være langt mere effektiv. Nødvendigheden af en Vestbalkan-strategi og bedre integration af disse lande var til gengæld ikke blevet mindre. Her er Paris som bekendt blevet i hvert fald lidt klogere. 

Med reference til bl.a. Ukraine understregede Macron, at han til stadighed havde været og forblev en fortaler for en “åben og krævende” dialog med Rusland. Det er en simpel nødvendighed. EU måtte vise sin styrke og tale klart og tydeligt med en stemme, og her var så initiativ nr. 2: forslag om en ny europæisk sikkerheds- og stabilitetsorden, der vil blive fremlagt inden for de nærmeste uger, først diskuteret inden for EU og derefter med NATO. 

Under debatrunden gik alle til den, ikke mindst de franske EP-medlemmer fra andre politiske familier end Macrons egen. Det blev på fransk maner voldsomt og personligt i en spejling af den valgkamp, som mange bebrejder Macron selv at have lagt op til. Præsidenten løftede både EU´s svaghed - jo, vi har faktisk mulighed for at sætte Polen stolen for døren - immigrationen - jo, hvert tabte liv er en tragedie - og taksonomien - jo, vi bliver indtil videre nødt til at holde fast i en mellemvej med gas og atomkraft - i ordrige, men elegante svar. Det må man lade ham. 

Han lagde samtidig ikke skjul på, at EU efter pandemien befinder sig i en New Normal. Det peger mod større systematisk investering i bestemte industrisektorer, større opmærksomhed over for beskyttelse af EU´s interesser og en anden tilgang til Vækst- og Stabilitetspagten. Denne gang befriende nok uden for mange af de sædvanlige buzz-words. 

Så skal der bare leveres i hvert fald et eller andet inden for det korte vindue, der er frem til, at den franske præsident - må man tro - for alvor kaster sig ind i den franske valgkamp. Den skydes i gang officielt den 28. marts, med 1. runde af præsidentvalget 10. april. Der kan være mange gode grunde til, at der i dag blev talt så meget om frihed, sikkerhed og solidaritet.