Nye toner fra London? Det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien

---

Mere end syv år efter Storbritanniens afstemning om at forlade EU ser det endelig ud til, at forholdet mellem EU og Storbritannien er på vej ind på et mindre konfrontatorisk spor. 

I februar 2023 faldt en ny aftale om Nordirland – the Windsor Framework – på plads. Den blev indgået på højeste niveau mellem premierminister Rishi Sunak og Kommissionsformand Ursula von der Leyen og har for nu fjernet den første store barriere, der stod i vejen for normaliseringen af forholdet mellem EU og Storbritannien, som har været anspændt siden Brexit-afstemningen i 2016.

Til gengæld har Windsoraftalen ikke nødvendigvis løst spørgsmålet om Nordirlands fremtid, da Stormont – Nordirlands parlament – stadig er suspenderet, fordi Nordirlands Democratic Unionist Party (DUP) ikke vil acceptere Windsoraftalen. Dette gør, at vigtige dele af aftalen, der afhænger af Stormonts deltagelse, ikke kan implementeres i praksis, f.eks. ’Stormont-bremsen’, der giver Nordirland mulighed for at afvise EU-love, som anvendes i Nordirland. 

Udover Windsoraftalen er der også andre tegn på, at den politiske konsensus, der har understøttet den britiske regerings position i forholdet mellem EU og Storbritannien efter Brexit, er i opbrud. Det skyldes for det første, at Brexit ikke længere har den uforholdsmæssigt store rolle i Storbritanniens politiske debat, som den havde ved valget i 2019. Med den højeste inflation i G7[1] og et skrantende sundhedsvæsen er der i dag andre emner, der fylder mere hos de britiske vælgere.

For det andet har Storbritanniens konfrontatoriske tilgang til EU efter Brexit-afstemningen været forstærket af manglen på en effektiv opposition siden Det Konservative Parti kom til magten i 2010. Men efter års ørkenvandring er der tegn på, at oppositionspartiet Labour er ved at finde vej tilbage til regeringsmagten.

For det tredje åbner EU’s forberedelse af en eventuel ny udvidelse med op mod otte-ni nye medlemmer samt et markant forandret geopolitisk forhold siden 2016 for, at det europæiske samarbejde på sigt kan finde nye former, hvori Storbritannien måske kan finde en plads.

Dette brief stiller skarpt på disse politiske udviklinger, der kan muliggøre et kursskifte i forholdet mellem EU og Storbritannien og ser på, hvad det konkret kan betyde for forholdet i de kommende år.

Briterne ønsker ikke at tale mere om Brexit

Den udslagsgivende rolle, som Brexit har haft i britisk politik, er vigende. Ved det sidste britiske valg i 2019 var Brexit det vigtigste emne for britiske vælgere.[2] I dag er forholdet mellem EU og Storbritannien af faldende betydning for den britiske befolkning. I stedet peger meningsmålinger på, at briterne i 2023 er langt mere optagede af økonomien og deres sundhedsvæsen.

Selvom nogle meningsmålinger har trukket overskrifter, fordi de viser, at op mod 57% af briterne mener, at det var forkert at stemme for Brexit i 2016[3], så er Storbritanniens udtrædelse af EU et afsluttet kapitel, som hverken De Konservative eller Labour vil sætte til fornyet debat.

I dag opfattes Brexit som en konservativ mærkesag, der i stigende grad omtales som et mislykket projekt.[4], [5] Knap syv år efter den oprindelige afstemning er der hverken klare økonomiske gevinster eller substantielle handelsaftaler, som de konservative kan vise frem. Derfor afholder den konservative statsminister Rishi Sunak sig fra at diskutere emnet.

Inden slutningen af januar 2025 skal der afholdes valg i Storbritannien. Hvis Labour vinder regeringsmagten, så kan det – i et begrænset omfang – åbne døren for et mere uddybet samarbejde mellem EU og Storbritannien. F.eks. har Labours statsministerkandidat Keir Starmer meldt ud, at han vil genbesøge den nuværende handelsaftale mellem EU og Storbritannien, hvis han vinder det kommende valg.[6]

Men en fremtidig Labour-regering forventes ikke at bringe Storbritannien markant tættere på EU. I en tale i juli 2022 klargjorde Starmer at:

… med Labour vil Storbritannien ikke gå tilbage til EU. Vi vil ikke blive del af [EU’s] indre marked. Vi vil ikke indgå i en toldunion. […] Vi vil ikke gå tilbage til at være del af EU’s fri bevægelighed.[7]

Labour har gode grunde til at holde ’brexitspørgsmålet’ i armslængde. Det sidste valg i 2019 var et historisk nederlag for partiet, netop fordi Labours vælgere var dybt splittede over Brexit.[8]

Der er udsigt til et regeringsskift ved næste valg

Labour har været i opposition siden 2010, men står for første gang i over ti år konsistent stærkt i meningsmålingerne. Ifølge The New Statesmans blog ’Britain Elects’, tyder vægtede meningsmålinger på, at hvis der blev afholdt valg i dag, ville Labour vinde regeringsmagten.[9],[10]

Labour har også andre gode grund til at tro, at de kan vinde det kommende valg. En vigtig grund til, at Labour har været holdt ude af regeringsmagten siden 2010, er partiets tab af størstedelen af deres skotske kredsmandater til det skotske uafhængighedsparti (SNP) ved det britiske valg i 2015. Men siden har SNP været ramt af en korruptionsskandale, interne stridigheder og en opfattelse blandt vælgere af, at partiet ikke har leveret den forandring, de har lovet skotske vælgere i flere år.[11] Tilsammen tyder disse udviklinger på, at den politiske konsensus om behovet for et såkaldt ’hårdt Brexit’, der har skabt et politisk dødvande i forholdet mellem EU og Storbritannien, er under forandring. Uanset hvem der vinder det næste britiske valg – og især hvis Labour genvinder regeringsmagten – vil der være en vis interesse for britisk side for at afsøge muligheder for at øge samarbejde med EU på en række afgrænsede områder.

Men et forbedret samarbejde mellem EU og Storbritannien vil være en vanskelig balancegang for enhver britisk regering, da der er fare for at vise sig som en EU-’rule-taker’, altså en regering der bare følger regler fra EU. Dette er især et problem for Labour, da de skal genvinde vælgere i den ellers euroskeptiske ’røde mur’ af valgkredse i det nordlige og centrale England, som forlod Labour ved valget i 2019.

Brexit er ikke længere en prioritet for EU

Med bl.a.udsigt til større global geopolitisk konkurrence, krigen i Ukraine og på sigt en udvidelse af EU, der kræver en række interne reformer af EU, er Europa-Kommissionen og medlemsstaternes’ opmærksomhed optaget andetsteds.[12] Mao. skal en fremtidig regering i London finde en måde at bringe EU tilbage til forhandlingsbordet, hvis de vil uddybe forholdet mellem EU og Storbritannien.

Fra britisk perspektiv besværliggøres dette af, at EU grundlæggende er tilfreds med den eksisterende handelsaftale mellem EU og Storbritannien (TCA), der er til fordel for EU. Det er der flere grunde til.

For det første mangler den britiske stat pt. kapaciteten til at implementere deres del af aftalen, herunder britiske myndigheders eksport- og grænsekontrol.[13] Dette giver EU-virksomheder, der eksporterer til Storbritannien, en fordel over for britiske virksomheder, som forsøger at eksportere til EU, da disse virksomheder reelt oplever færre handelsbarrierer.[14], [15]

For det andet er TCA’en vægtet til fordel for eksport af varer, som nyder godt af toldfrihed. Dette er især godt for EU, som har et handelsoverskud med Storbritannien på handel af varer.[16], [17] Til gengæld falder tjenesteydelser kun i begrænset omfang inden for TCA’en, hvilket er hæmsko for Storbritannien, der har et handelsoverskud over for EU netop på handlen med tjenesteydelser.[18]

Så hvilke konkrete muligheder for en forbedring af samarbejdet mellem EU og Storbritannien er der, som den næste britiske regering formentlig skal tage stilling til? Resten af dette brief kortlægger, hvor der eksisterer muligheder for at uddybe samarbejdet og hvor en uddybelse af samarbejdet er mindre sandsynlig.

De konkrete muligheder for samarbejde:

Handelspolitik:

Selv om Storbritannien ikke vil indgå i EU’s indre marked eller toldunion, så findes der på en række mindre områder muligheder for at uddybe handelsforholdet mellem EU og Storbritannien. Det gælder f.eks. EU’s kommende kvikskrankemiljø på toldområdet, der gradvist indfases fra 2025, og som Storbritannien bør afsøge at gøre kompatibelt med sit eget planlagte kvikskrankemiljø. Hvis disse to toldforanstaltninger koordineres, kan de være med til at gøre samhandlen mellem EU og Storbritannien betragtelig smidigere. Dog kræver dette, udover teknisk koordination, en høj grad af tiltro og dialog mellem EU og britiske myndigheder.[20]

Inden for sanitære og plantesundhedsmæssige (SPS) foranstaltninger, er der mulighed for at EU og Storbritannien vedtager en ny samarbejdsaftale. Dette indebærer dog, at Storbritannien tilpasser sig EU-standarder. Det har Confederation of British Industry (CBI) opfordret til,[21] og Keir Starmer har allerede forpligtet sig hertil, hvis Labour vinder magten ved det næste valg.[22] En sådan forpligtende aftale ville også nedbringe en række gnidninger i Nordirlandsprotokollen, da mange kontroller ved grænsen ville blive unødvendige, hvis Storbritannien valgte at følge EU’s standarder.

I EU markeres en lang række produkter med et ’CE’-mærke, der certificerer at de opfylder sundheds-, sikkerheds- og miljømæssigt godkendte standarder. Storbritannien har lagt op til, at de skal have et UK-specifikt mærke - ”UKCA” – der autoriseres af en britisk myndighed. Udrulningen af denne ordning havde oprindeligt deadline i december 2024, men blev i august 2023 udsat på ubestemt tid efter pres fra handels- og industriinteressenter,[23], [24] da den britiske administration mangler kapaciteten til at implementere en sådan mærkningsordning.[25] Det betyder, at virksomheder selv kan bestemme, om de vil adoptere ”UKCA”-mærket, og at ”CE”-mærket forbliver gyldigt.

Udskydelsen af UKCA-mærkningsordningen tyder på, at man kunne se en lignede regulatorisk tilpasning til EU-standarder i andre områder såsom SPS-standarder, som på sigt kunne formaliseres. Forudsætningen for dette er dog, at Storbritannien er klar til løbende at tilpasse sig til EU’s regler, og dermed blive en ’rule-taker’. Det vil være en svær position for en fremtidig britisk regering at tage, da det vækker mindelser blandt vælgere om ’Vote Leave’-kampagnens løfte om at ’take back control’ fra Bruxelles.

D. 1. januar 2024 skal der introduceres nye oprindelseskrav for elbiler, der tilføjer en 10% toldsats, hvis ikke en vis andel af elbilerne og deres batteri er produceret i EU eller Storbritannien. Her er det vigtigt, at den britiske regering og EU finder frem til en aftale om oprindelseskrav til elbiler, hvis de skal undgå en dyr ekstra toldsats på en sektor, der allerede oplever hård konkurrence fra kinesiske producenter.[26] Og her er forhandlingerne igang.

Udenrigs, sikkerheds- og forsvarspolitik:

Med Ruslands invasion af Ukraine og globale geopolitiske forandringer er verden i 2023 et helt andet sted end ved Brexit-afstemningen i 2016.

Det har givet fornyet grund og vilje til at øge EU og Storbritanniens samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor der – oprindeligt efter britisk ønske – ikke har været et formelt samarbejde siden Brexit. Koordinering af f.eks. sanktionspolitikken over for Rusland er et eksempel på, at øget samarbejde har vist værdi for begge parter.[27]

Storbritannien har også udvist interesse for EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Den nuværende konservative regering har bl.a. søgt om at deltage i et projekt om militær mobilitet under EU’s Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet, PESCO, og i november 2022 blev ansøgningen godkendt.[28]

Derudover har Storbritannien en række bilaterale forsvarssamarbejder, bl.a. Storbritanniens fælles ekspeditionsstyrkeinitiativ, hvor også Danmark deltager.[29] Der har desuden været en højere grad af samarbejde mellem Frankrig, Tyskland og Storbritannien i E3-mødeformatet efter Brexit-afstemningen i 2016.[30] Hvis de konservative vinder magten ved det næste valg, kan man forvente flere af disse bilaterale initiativer.

Labours skyggeudenrigsminister, David Lammy, har imidlertid sagt, at en fremtidig Labour-regering vil formalisere det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde med EU, bl.a. ved at skabe en sikkerhedsspagt mellem EU og Storbritannien som et supplement til NATO - uden dog at uddybe præcis hvad der skulle indgå i en sådan pagt. Lammy foreslår også, at EU’s medlemsstater og Storbritannien etablerer et struktureret dialogforum med henblik på at forbedre forsvars- og sikkerhedssamarbejdet mellem parterne. Derudover har Lammy foreslået, at Storbritannien kunne deltage i flere af EU’s industripolitiske initiativer som PESCO, bl.a. inden for cyber- og hybridtrusler.[31], [32], [33]

Energipolitik:

Der er gode muligheder for at forbedre det energipolitiske samarbejde mellem EU og Storbritannien. Ruslands invasion af Ukraine og den efterfølgende energikrise har desuden fremhævet, at det både er i EU's og Storbritanniens interesse at have et tæt samarbejde på energiområdet. Frem mod vinteren 2022 bidrog Storbritanniens f.eks. til EU’s gasforsyning,[34] hvilke bl.a. var muligt, fordi EU og Storbritannien allerede har veludbyggede gas- og elforbindelser.[35]

EU og Storbritannien deler også en fælles ambition om at understøtte udviklingen af grøn energi. I 2022 underskrev Storbritannien, Norge og en række EU-lande en erklæring om at samarbejde om udviklingen af vindenergi i Nordsøen.[36] Dette aftalememorandum viser, at der er appetit på at fordybe samarbejdet i energisektoren. Det giver samtidig en konkret model for, hvordan et sådant samarbejde kan videreføres.[37]

At Storbritannien ikke længere er del af EU’s indre marked for energi[38], skaber en højere grad af friktion for de to parters energisamhandel. Og udover Nordsøaftalen, har hverken EU eller Storbritannien taget initiativ til at udbygge deres fælles energi-infrastruktur yderligere.

Energikapitlet i TCA’en udløber i juni 2026, hvilke vil være en oplagt mulighed for at genbesøge og opgradere energisamarbejdet.[39] Et fornyet energisamarbejde kunne involvere både udbygning af EU og Storbritanniens fælles energiinfrastruktur, herunder sammenkoblinger og mere vindenergi og infrastruktur i Nordsøen.

Klimapolitik:

EU og Storbritannien har en fælles interesse i klimapolitik og har gode muligheder for at øge samarbejdet, til trods for Rishi Sunaks seneste politisering af emnet.[40]

Siden Storbritanniens udtræden af EU i januar 2020, har Storbritannien lanceret sin egen version af ETS – EU’s kvotehandelssystem. Under den nuværende TCA-aftale har parterne forpligtet sig på at ”overveje seriøst at forbinde” deres to systemer i fremtiden.[41]

En sammenkobling af de to kvotehandelssystemer er desuden en god måde at undgå fremtidig konflikt over EU’s ’klimatold’ – kaldet CBAM – når denne nye EU-klimaafgift træder i kraft i januar 2026. Derudover har britiske virksomheder en interesse i at blive en del af EU’s ETS, da det vil give dem adgang til et meget større marked for CO2-kvoter.[42]

Hvis de to ETS-systemer forbliver afkoblet kan det på sigt påvirke samhandlen mellem EU og Storbritannien negativt. Dette kan desuden blive et problem for Nordirland, da den nuværende Windsor-aftale afhænger af at reducere samhandelsmæssig og regulatorisk friktion mellem EU og Storbritannien.

Implementeringen af CBAM vil være en vigtig test af, hvor funktionelt et fornyet samarbejde mellem EU og Storbritannien er, da et velfungerende samarbejde vil indebære, at parterne proaktivt forudser og adresserer politiske udfordringer.

Sikkerheds- og retligt samarbejde

Til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme forudser TCA et samarbejde på det civile og særligt det strafferetlige område.[43] Det gælder bl.a. samarbejde inden for deling af persondata om bl.a. DNA, fingeraftryk, flyrejsedata m.m. samt samarbejde mellem Storbritannien og hhv. Europol[44] og Eurojust[45]. Storbritannien deltager også i en ny udleveringsproces, der erstatter den ’europæiske arrestordre’ som Storbritannien tidligere deltog i.[46]

Storbritannien vil muligvis øge sit sikkerhedspolitiske samarbejde med Europol og Eurojust ved at sørge for en ny aftale, der f.eks. muliggør en endnu højere deling af data mellem EU og Storbritannien.

Asyl og migration

Når det gælder migration, er der ikke på nuværende tidspunkt en juridisk bindende ramme for samarbejde mellem EU og Storbritannien,[47] der f.eks. regulerer ansvar for eller tilbagevendelse af migranter og asylansøgere.[48] Dog præsenterede Emmanuel Macron og Rishi Sunak en bilateral samarbejdsaftale om migrantbåde i den Engelske Kanal i marts 2023, der kom efter flere års uenigheder mellem Frankrig og Storbritannien over spørgsmålet om migrantbåde.[49]

Grunden til det manglende samarbejde skyldes, at migration på begge sider af den Engelske Kanal fortsat er meget politisk sensitivt. Det er derfor heller ikke på tegnebrættet hos hverken Labour eller de Konservative, at der skal indgås bindende aftaler med EU herom. Desuden står EU-landenes indbyrdes uenighed om migration i vejen for en evt. aftale med Storbritannien. Til gengæld forhandles der om en Frontex-samarbejdsaftale mellem EU og Storbritannien, der forventes at følge den skabelon udviklet i tidligere Frontex-samarbejdsaftaler med f.eks. Albanien.[50]

Mobilitet og studerende:

Der er ikke udsigt til en vidtrækkende migrations- og mobilitetsaftale mellem EU og Storbritannien, men der er mulighed for en række mindre ændringer uden for TCA’en.

Labours statsministerkandidat Keir Starmer har allerede fremhævet, at kortvarige mobilitetsvisa er et område, hvor Labour ser en mulighed for at forbedre samarbejdet.[51] F.eks. gør den nuværende TCA-ordning det svært for britiske musikere at turnere i Europa, da de skal ansøge om visa i hvert land, de rejser til. Derudover er Storbritannien ikke længere en del af EU’s ’liste af rejsende’-ordning og accepterer ikke andre former for ID end pas fra indrejsende. Dette gør det svært for unge europæiske studerende at komme på korte skoleture til Storbritannien. Det samme glæder britiske studerende, der ikke har automatisk visumfri adgang til EU.[52] Dette virker måske trivielt, men det at unge studerende har svært ved at tage på studieture mellem EU og Storbritannien, og at TCA’en besværliggør britiske musikeres europæiske tournéer, er begge udfordringer, som vækker opsigt i den britiske debat.

Labour planlægger også, at der skal være gensidig anerkendelse af professionelle kvalifikationer mellem EU og Storbritannien.[53] Det er i både EU og Storbritanniens interesse at finde frem til en bredere aftale, som giver gensidig anerkendelse af alle professionelle kvalifikationer, da en række professionelle kvalifikationer pt. ikke automatisk anerkendes.[54]

I marts 2021 lancerede Storbritannien sin ’Turing-ordning’ for britiske studerende, der er på udlandsophold, som erstatter Storbritanniens deltagelse i EU’s Erasmus+-program. På sigt kan Storbritannien vælge at deltage i Erasmus+ som tredjeland.[55] Hvis både EU og Storbritannien er indstillet på at forbedre deres samarbejde om unge, kunne de derudover overveje at lancere en ungdomsmobilitetsordning, der gør det nemmere for unge at rejse mellem EU og Storbritannien. En sådan ordning kan ifølge forskningsinstituttet UKICE foreslås som et ensidigt initiativ af EU eller Storbritannien. Dette er en mulighed Storbritannien kunne overveje for at bringe EU tilbage til forhandlingsbordet om en ny aftale.[56]

Forsknings- og innovationspolitik:

Med Windsoraftalen blev der lagt op til, at EU og Storbritannien fortsætter deres forsknings- og innovationssamarbejde. Den ambition blev indfriet i begyndelsen af september 2023, da det endelig lykkedes EU og Storbritannien at enes om betingelserne for Storbritanniens deltagelse i Horizon Europe og Copernicus-programmet som associeret medlem.[57]

Den politiske aftale om Storbritanniens deltagelse i Horizon Europe var et vigtigt – og oplagt – skridt på vejen til en tættere samarbejde mellem parterne og kom efter, at den britiske regering i flere år havde været under pres fra Storbritanniens forskningssektor for at indgå en aftale.[58]

Den nye aftale om Storbritanniens deltagelse i Horizon Europe er godt for både britiske og europæiske forskere og er et tegn på, at forholdet er på vej ind i et mindre konfrontatorisk spor. Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at det har taget så længe – til trods for Windsoraftalen – at enes om vilkårene for Storbritanniens deltagelse i programmet. Dette vidner også om, hvor høj barren fortsat er for at forbedre samarbejdet mellem EU og Storbritannien.

Teknologi:

Den nuværende regering i London har siden afstemningen i 2016 forsøgt at markere sig som mere pro-innovation sammenlignet med EU. Det gælder især reguleringen af nye teknologier.[59]

Et område, hvor britiske myndigheder har været hurtige til at handle, er deres nyligt vedtagede regulatoriske ramme for Nye Genteknologier (NGT). Her har den britiske regering etableret nye regler for brug af NGT i England, der er mere lempelige end i den nuværende GMO-lovgivning i EU.[60], [61], [62]

Et andet område er reguleringen af kunstig intelligens, som regeringen ser som et vigtigt vækstområde, men også en mulig trussel på lang sigt.[63] EU’s forslag til en regulatorisk ramme for kunstig intelligens, som pt forhandles, forudser en tværgående tilgang til reguleringen af teknologien, der kan anvendes på tværs af sektorer. Storbritannien tager en anden tilgang, der giver sektormyndigheder mulighed for at tilpasse reguleringen af kunstig intelligens til deres sektors behov.[64], [65]

For den nuværende konservative regering har det været en prioritet at markere sig ift. fremtidens teknologier.[66] Om det også vil være en prioritet for en fremtidig Labour-regering, er uklart. Dog vil vi formegentlig se en stigende divergens mellem EU’s og Storbritanniens regulering af flagskibsteknologier som AI.

Finansiel reguleringspolitik:

På trods af EU’s og Storbritanniens seneste finansielle samarbejdsaftale[67] er finansiel regulering et af de områder, hvor både en række EU-lande og Storbritannien har en interesse i mere regulatorisk afkobling.

I december 2022 kom den britiske finansminister, Jeremy Hunt, med et udspil til ’Edinburgh-reformpakken’ for den britiske finansielle sektor.[68] Det er stadig uklart, i hvilket omfang reformforslagene i ’Edinburgh-Pakken’ vil deregulere den britiske finansielle sektor og skabe en højere grad af divergens fra EU’s regulatoriske ramme for den finansielle sektor,[69], [70] men forslagene viser, at der – især hos De Konservative – er appetit på at udvikle en komparativ fordel inden for finanssektoren relativt til EU, til trods for de problemer som Brexit har skabt for Londons finanssektor. På sigt har den britiske regering således en interesse i, at London beholder førertrøjen som et af verdens førende finansielle centre ved at tilbyde mere lempelige vilkår for finansielle virksomheder, der vælger London som deres base. 

På samme tid arbejder flere EU-medlemsstater på at tiltrække finansielle virksomheder, der frygter, at det efter Brexit vil blive sværere og dyrere at tilbyde deres ydelser i EU. Her er det især Paris,[71] men også i en mindre udstrækning Amsterdam og Dublin,[72] der har haft succes med at udnytte nogle af de muligheder, der fremkommer af UK-baserede virksomheders tab af deres finansielle ’pas-rettigheder’ til at operere i EU. Mao. er der således en gensidig interesse i en højere grad af regulatorisk divergens, både blandt EU-medlemsstater og i Storbritannien.

Set udefra har Brexit dog været et generelt tab for den europæiske finanssektor – inklusiv Storbritannien – da det først og fremmest har styrket finansielle centre andre steder i verden såsom New York, der i 2018 overhalede London som verdens vigtigst finansielle centrum.[73]  

Kan revision af TCA være en lejlighed for Storbritanniens fornyede engagement med EU?

Brexit-afstemningen skabte et nyt politisk landskab i Storbritannien, der har fastlåst forholdet mellem EU og Storbritannien i et konfrontatorisk spor siden 2016. Syv år senere er der dog omsider udsigt til, at forholdet kan bevæge sig over i en mindre konfrontatorisk retning. 

For eksempel er der gode grunde til at tro, at en Labour regering kunne vinde magten ved det næste valg, som skal afholdes inden slutningen af januar 2025.

Selvom der ikke er udsigt til markante forandringer i forholdet mellem EU og Storbritannien, da også Labour har udelukket Storbritanniens indtræden i toldunionen, det indre marked og EU’s fri bevægelighed, er der en række områder, hvor der er mulighed for at forbedre forholdet mellem EU og Storbritannien under en fremtidig regering. Det gælder især energi-, klima-, forsvars-, sikkerheds-, forsknings- og innovationspolitik. Derudover er der begrænsede muligheder for at forbedre samarbejdet inde for mobilitets- og handelspolitisk, men der er tegn på stigende divergens i den finansielle sektor og inden for reguleringen af nye teknologier som NGT og kunstig intelligens.

Hvis De Konservative til trods for de nuværende meningsmålinger vinder det næste britiske valg, kan vi forvente flere samarbejdsaftaler – modelleret på Nordsø-energiaftalen og Storbritanniens deltagelse i PESCO’s mobilitetssamarbejde – udenfor den nuværende TCA.

Den franske præsident Emmanuel Macrons initiativ til et European Political Community (EPC) er – måske med undtagelse af navnet – blevet taget godt imod af flere konservative premierministre fra Liz Truss[74] til Rishi Sunak, og Storbritannien skal da også være vært for EPC's fjerde møde i foråret 2024.[75] Højt rangerende politikere i Labour har også vist begejstring for initiativet.[76] Dette tyder på, at EPC - hvis dette forum overlever - kunne blive et vigtigt forum for Storbritanniens fornyede engagement med Europa. Under alle omstændigheder kan forventede interne reformer af EU i forbindelse med den kommende udvidelse af EU på sigt skabe nye muligheder for at uddybe samarbejdet med Storbritannien, dog først når eventuelle reformer er på plads. I mellemtiden er det vigtigt, at EU og Storbritannien fortsætter med at skabe tillid mellem partnerne i forholdet.

Hvis Labour vinder det næste valg, kan vi forvente, at de vil forsøge at forankre forholdet mellem EU og Storbritannien i ny og mere ambitiøs aftale, der erstatter den nuværende TCA. Men for at indfri denne ambition er der behov for, at en kommende britisk regering arbejder videre med at genoprette tilliden mellem EU og Storbritannien og skaber et politisk momentum, der kan bringe EU tilbage til forhandlingsbordet i en post-Zeitenwende verden, hvor Storbritannien ikke længere er en udenrigspolitisk prioritet for EU.

I maj 2026 skal implementeringen af den nuværende TCA gennemgås.[77] Fra EU’s perspektiv behøver dette ikke at være mere end en teknisk gennemgang, da der ikke er interesse i at genåbne Brexit-spørgsmålet. Men hvis en fremtidig Labour-regering kan overbevise Europa-Kommissionen og medlemslandene om, at de er klar til at engagere sig i samarbejdet igen, kan den forventede gennemgang af TCA’en være netop den lejlighed, som forholdet har brug for. Med andre ord: Bolden ligger på Londons banehalvdel, hvor der netop nu diskuteres, hvad Storbritannien kan tilbyde EU.