Sådan vil doktor Draghi kurere EU – men vil medlem­merne tage medicinen?

Mario Draghi har været en mytisk figur i europæisk politik siden 2012, hvor han som præsident for ECB leverede de berømte ord “whatever it takes” og senere den resolutte handling, der i manges øjne reddede EU fra et økonomisk kollaps.

I disse uger venter det politiske etablissement i spænding på en ny rapport fra den 76-årige italieners hånd, som skal vise vejen ud af Europas konkurrenceevnekrise. Emnet står øverst på dagsordenen i EU, og det er igen nødvendigt at gøre “whatever it takes”, mener kommissionsformand Ursula von der Leyen.

Ud fra tre nylige taler kan vi nu tegne konturerne af teknokratens diagnose og kur. Hans forslag til en “radikal forandring” af EU er velkendte, og Draghi vil næppe løsne de politiske knuder, som blokerer for dem. Men alene det, at Super Mario skærer igennem snakken, kan sætte skub i debatten om EU’s konkurrenceevne og give idéerne fornyet legitimitet.

Læs også

Industripolitik

Mens vi venter på Draghi: Radikal forandring på vej i EU?

Mario Draghis længe ventede rapport om EU’s konkurrenceevne er på trapperne. Den bliver næppe et nybrud i debatten, men kan alligevel stå som et pejlemærke for politikerne i de kommende år.

Hvad foreslår Draghi? Hovedmålet er at hæve produktiviteten i EU, som halter efter konkurrenternes. Det skyldes især høje energipriser og en manglende digitalisering. Derfor skal EU investere massivt i energiinfrastruktur og digitale teknologier samt udbygge det indre marked for begge.

De høje energipriser sætter også en bremseklods på EU’s innovationskraft og investeringer i R&D, mener Draghi. I det fragmenterede kapitalmarked er det for svært for startups at tiltrække midler og dermed kommercialisere forskning. “Det meste af investeringshullet skal dækkes af private,” som han sagde i april.

Men det offentlige skal også på banen. Draghi vil have ny fælles gæld, der skal give et højere europæisk forbrug og en samlet strategisk retning. Han foreslår endda at indføre local content-krav i fælles offentlige indkøb.

Endelig vil Draghi sikre forsyningskæder, opbygge kritiske råstoflagre og gentænke handelspolitikken for at tilpasse EU til en forandret verdensorden.

Ambitiøse planer, alle inden for EU’s traktater. Men med Frankrig og Tyskland fanget i indenrigspolitiske problemer, en styrket euroskeptisk højrefløj og nationale særinteresser skal Draghi igen hive en kanin op af hatten for at redde EU.