Debat

Valget til Europa-Parlamentet vil få enorm betydning

Resume Næste års Europa-Parlamentsvalg handler dybest set, om man vil bruge EU til at løse de fælles europæiske problemer fra migrationskrise, sikkerhedstrusler, terrorisme, klimaproblemer og sociale udfordringer.

Dette indlæg blev bragt i Altinget 13. juni 2018
Glem Brexit-balladen, Margaret Thatcher og hendes tale om Mickey Mouse parlamentet.

Næste års valg til Europa-Parlamentet er ikke en grinagtig tegneseriestribe eller ligegyldigt tidsfordriv.

Ved det sidste valg i 2014 var det under halvdelen af europæerne, der stemte til EP-valget, men denne historiske tendens bør vendes.

For vælger man apatien og vender man ryggen til de demokratiske valg, kan det ende med et udfald, som man slet ikke ønsker.

Valget til Europa-Parlamentet i maj 2019 kan nemlig få meget stor betydning for, hvad det er for liv, som vi, vore børn og børnebørn kommer til at leve. Hvilket Europa vi skal bo i.

Europa-Parlamentet har efter Lissabon-traktaten fået medbestemmelse på EU´s almindelige lovgivningsprocedure. Derfor gør det en forskel, om Europa-Parlamentet bliver rødt, blåt  grønt eller noget helt fjerde.

Parlamentet ventes at kunne vælge, hvem der skal afløse Jean-Claude Juncker som formand for Europa-Kommissionen, der endnu har initiativretten i EU.

Parlamentet kan fremme eller blokere nye lovforslag fra Kommissionen. Og det har medbestemmelse i forhold til, om det nye EU-budget for eksempel skal udløse en mangedobling af  Europas ydre grænsekontrol og føre flere midler over i forskning, som Kommissionen har foreslået.

Det er ikke ligegyldigt, hvilket Parlament befolkningerne vælger den 23.-26. maj næste år.

Nationalpopulister vil rive EU ned
Rundt omkring i Europa mobiliserer nationalister og protektionister fra de nye protestpartier anført af folk som Marine Le Pen, Matteo Salvini og Viktor Orban for et opgør med de fundamentale værdier, som EU-traktaten bygger på.

Nogle af disse nationalpopulister vil rive EU ned for at vende tilbage til den etniske nationalstat, hvor alle er henvist til at klare sig selv og bygger nye mure mod omverdenen. Det vil underminere EU indefra.

Er det det, europæerne ønsker i en tid, hvor USA's præsident Trump bryder internationale aftaler og gør op med den internationale retsorden, som generationer af kristendemokratiske, liberale og socialistiske politikere har bygget siden Den Anden Verdenskrig?

Eller skal EU gøres stærkere til at tackle de fælles udfordringer fra Trump, Putin, Erdogan og Xiping, så vore samfund stadig kan få beskyttelse og sikkerhed via den fælles internationale retsorden?

Nogle borgere synes måske, at det lyder lidt for abstrakt i forhold til de problemer, som man går og slås med i hverdagen. Men det er det ikke.

Hvis ikke EU-landene kan stå sammen i forhold til de fælles store udfordringer, kan det næppe heller holde sammen på det indre marked, der har skabt så stor økonomisk velstand og frihed i de seneste årtier.

Også til gavn for velstand, job og velfærd i Danmark.

Enegang har en høj pris
Brexit er en barsk påmindelse om, hvad der kan ske, når selv en stor nation længes efter at rive sig løs og kaste sig ud i det åbne verdenshav og finder ud af, at alt ikke er så rosenrødt og enkelt, som man forestillede sig.

Det har en høj økonomisk og politisk pris at gå enegang.

Visionære folk som blandt andet Winston Churchill, Jean Monnet, Robert Schumann og Konrad Adenauer byggede i årene efter Den Anden Verdenskrig fundamentet til et europæisk samarbejde, der er udvidet og konsolideret gennem generationer.

Fortidens voldelige nationalisme og krige på dele af det europæiske kontinent blev afløst af et tæt økonomisk og politisk samarbejde, og det indre markeds stadig tættere samhandel blev en velstandsmotor, som de færreste i dag vil være foruden.

Nogle gange glemmer man, hvor meget der er opnået. Europa er i dag det rigeste, frieste, sikreste og mest socialt afbalancerede kontinent i verden.

Men Europas indre dæmoner og frygt for de ydre destabiliserende kræfter kan også få folk til at handle i frygt og at gå i panik over alt, der måske vil true det civiliserede og trygge liv, som vi lever.

Det er en stor risiko i disse år. Derfor bør man ikke tage let på Europa-Parlamentsvalget, og lade som om det ikke betyder noget. Det gør det. Og meget.

EU kan gøre en forskel 
Europa befinder sig i en eksistentiel krise, har den tyske forbundskansler Angela Merkel sagt. Men historien har vist, at enhver krise er en mulighed for at lave fremsynede reformer.

Næste års Europa-Parlamentsvalg handler dybest set, om man vil bruge EU til at løse de fælles europæiske problemer fra migrationskrise, sikkerhedstrusler, terrorisme, klimaproblemer og sociale udfordringer.

EU kan gøre en meget stor forskel, men alt for ofte forsøger nationalistiske særinteresser at spænde ben eller blokere for, at reformerne kan gennemføres. Men trods disse forhindringer er EU-samarbejdet ikke gået i stå.

EU er igang med at styrke det ydre europæiske grænsekontrolsystem med langt flere ressourcer, ekstern visumkontrol og meget mere.

EU-landene deler millioner af efterretninger og data, så man via et styrket Europol kan sætte mere effektivt ind overfor grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme.

Og EU spiller en ledende rolle I den globale klimapolitik, ligesom EU i kølvandet på Trumps disruption er trådt frem som verdens ledende handelssupermagt.

Der er stadig mange uløste udfordringer, som bliver vigtige sager i den næste valgperiode for Europa-Parlamentet. Men at bilde sig ind at problemerne bare går væk, fordi man ikke stemmer, vil være utrolig naivt.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.