Kommentar

Skår i fortællingen om den almægtige nationalstat

Resume Der levnes ikke meget plads til EU i de nationale krisefortællinger. Nogle synes da også at have konklusionen klar allerede: mere nationalstat, mindre Bruxelles! Men er det nu også så sikkert?

Denne kronik blev bragt i Politiken 19. juni 2020.

I de seneste måneder er det blevet salonfæhigt at abonnere på synspunktet om, at Europas nationalstater og big government har gennemgået en renæssance under coronakrisen. Det er regeringerne, som har været i førersædet under krisen, lyder det.

Som forskellene mellem f.eks. Tyskland og Storbritannien viser, er der faktisk en direkte sammenhæng mellem en regerings resolutte nedlukning af samfundet og antallet af døde. Tilsvarende har en regerings evne og vilje til at holde hånden under økonomien stor betydning for arbejdsløsheden og virksomheders chancer for at komme helskindet igennem krisen. Tag bare kansler Merkels regering, som indtil videre står for over 50 pct. af den EU-godkendte statsstøtte til nationale industrier.

Genåbning af samfundene trækker i fuldstændig samme retning. Over hele Europa sidder borgere klistret til skærmene for at høre, hvad der kan åbne i næste runde. Bliver det skolerne, universiteterne, teatrene eller måske alligevel grænserne? Ja, selv gensyn med kæresten fra nabolandet eller sluttidspunktet på en bryllupsfest er visse steder blevet til et regeringsanliggende.

Som en logisk konsekvens af regeringernes centrale rolle i den akutte krisehåndtering er der ikke meget plads til EU i de nationale krisefortællinger. Nogle synes da også at have konklusionen klar allerede: mere nationalstat, mindre Bruxelles! Spørgsmålet er imidlertid, om det er så sikkert.

Siden kansler Merkel og præsident Macron fremlagde deres overraskende fælles udspil til en genopretningsfond i maj, er billedet i hvert fald blev mere broget. Pludselig tales der om et såkaldt Hamilton-øjeblik, hvor EU-landene – ligesom i USA i 1790 – accepterer fælles gæld.

Som en af de ypperste eksperter i europæisk politik, den bulgarske tænker og forfatter Ivan Krastev, har udtrykt det i den tyske ugeavis Die Zeit, skyldes denne udvikling ikke indfrielsen af en gammel føderal drøm. Det handler ganske enkelt om »overlevelse«. Ikke alene kradser den økonomiske krise hårdere end nogensinde siden 1945; coronakrisen har også ifølge Krastev givet europæerne anskuelighedsundervisning i en helt ny geopolitik: »I de seneste 100 dage har vi europæere oplevet, hvor ensomme vi er blevet. USA opfattes af mange som et knækket, dysfunktionelt land. Og Kina har under coronakrisen vist os sit grimme ansigt«.

På et tidspunkt, hvor virussen stadig er iblandt os, er det for tidligt at gøre regnebrættet endeligt op, men på mindst fem områder er der slået små skår i fortællingen om den almægtige coronanationalstat.

Svage nationale sundhedssystemer

For det første er det langtfra alle regeringer, der oplever en opblomstringstid. Krisen har med al tydelighed vist, at en stribe regeringers sundheds- og krisestyringssystem havde store vanskeligheder med at få coronaen under kontrol.

I Spanien, Italien og Frankrig, og også i Storbritannien, var man nødt til at bede resten af Europa om hjælp med alt fra respiratorer over værnemidler til behandling af patienter.

Hvor vi i Danmark på det seneste har fokuseret meget på de museale respiratorer, der skulle til Italien, viser en ny undersøgelse fra tænketanken ECFR, at det øvrige Europa faktisk ydede en stor hjælpeindsats. Siden krisens start har ECFR identificeret 315 eksempler på solidariske handlinger mellem EU’s medlemslande – f.eks. i form af sendinger med værnemidler, behandling af patienter eller direkte økonomisk hjælp på tværs af landene.

Det er en vigtig nuance til den kritik, der især i krisens indledende fase blev fremført, og som gik på, at det kun var Rusland og Kina, som hjalp f.eks. Italien. ECFR’s undersøgelse dokumenterer mindst 45 eksempler på solidarisk indsats fra andre EU-lande til Italien.

Ud over at hjælpe hinanden spillede det også ind, at EU kunne bruge sin samlede købekraft til at gennemføre adskillige udbud, som sikrede vitale værnemidler og respiratorer. Det kom også Danmark til gavn. Ganske tankevækkende undlod Storbritannien, trods en åben invitation fra EU, at deltage, men måtte til sidst bede bl.a. tyskerne om hjælp.

Grænsekontrol krævede fælles korridorer

For det andet er der grænsekontrollen, der af mange også bliver set som tegn på nationalstaternes handlekraft: Regeringerne handlede og smækkede grænserne i, mens EU-Kommissionen sov.

Når historiebøgerne engang skal skrives, vil forskere givetvis med rette stille skarpt på, hvorfor det ikke lykkedes kommissionsformand Ursula von der Leyen at præsentere en fælles plan for Europas grænser. Kunne man f.eks. have undgået indre grænselukninger i EU, hvis man hurtigere havde lukket de ydre?

Lige så klart er det imidlertid, at Europas borgere under krisen i høj grad blev sikret varer på hylderne, fordi kommissionen fik gennemtrumfet de såkaldte grønne korridorer. De sikrede, at varer og medicin kunne passere ved grænserne. Med korridorerne var kommissionen også med til at sikre, at Europas erhvervsliv – hvis forsyningskæder absolut ikke følger landegrænserne – kunne modtage vigtige sendinger fra underleverandører og fortsætte eksporten.

Brug for fælles vaccineindkøb og forberedelse på anden bølge

Værnemidler, medicin og vaccine redder menneskeliv under en pandemi. Men størstedelen produceres og udvikles uden for Europa. Naturligvis kunne Europas hovedstæder nu godt lancere drømmen om at blive nationalt selvforsynende, men det er ikke det, som er sket. Bare tag Danmark, der sammen med bl.a. Tyskland og Frankrig har spillet ud med et oplæg til at styrke EU’s fælles beredskab og produktion.

Tilsvarende har Tyskland, Holland, Italien og Frankrig i den forgangne uge sikret op mod 300 mio. vaccinedoser, der vel at mærke vil blive fordelt i hele EU efter befolkningsstørrelse. Som Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn, har udtrykt det: »Mange lande i verden har allerede sikret sig vaccine, men det gjaldt ikke Europa. Takket været en gruppe medlemsstaters hurtige koordinering opstår der i denne krise en merværdi for alle EU-borgere«.

Ganske tankevækkende har mange lande, inklusive Danmark, meldt ud, at de støtter en massiv stigning i midlerne til EU’s sundhedsprogram EU4Health. Med andre ord: Pandemien og bekymringen for en anden bølge har markant ændret viljen til at samarbejde på sundhedsområdet.

Fælles hjælpepakker og genopretningsfond

For det fjerde er der økonomien. Uden tvivl har de nationale hjælpepakker spillet en vigtig rolle, men det har Den Europæiske Centralbanks krisehjælp og EU’s fælles redningspakke på 500 mia. euro også.

Uden dette sikkerhedsnet ville endnu flere virksomheder været gået konkurs, og lande ville have haft vanskeligere ved at låne. Da alle landes økonomier er uhyre afhængige af det indre marked, er hjælp til Italien også hjælp til selvhjælp, der sikrer tyske, franske og andre landes virksomheders kommende eksport. Det er præcis også derfor, at kansler Angela Merkel i maj accepterede, at EU’s nye genopretningsfond i høj grad skal baseres på tilskud.

Selv om der også er meget forhandlingstaktik, har flere sydeuropæiske lande nærmest sat lighedstegn mellem fondens vedtagelse og deres fremtidige politiske og økonomiske stabilitet.

Fælles stemme i konflikt mellem USA og Kina

Endelig er der forholdet til landene omkring os. Allerede inden covid-19-krisen ramte, slog kansler Merkel fast, at Europas største medlemsstat er blevet for lille til at spille en geopolitisk rolle. EU er Tysklands »livslinje«, lød det fra kansleren.

Under coronakrisen er denne erkendelse blot blevet endnu mere dominerende i Berlin og andre hovedstæder. Mange frygter decideret, at EU kan blive tvunget til at vælge side i en stærk polarisering mellem Kina og USA, der allerede sammenlignes med en ny kold krig.

Dertil kommer, at selv det liberale Holland er så bekymret for, at Kina kan gå på ’sommerudsalg’ i det coronasvækkede Europa og opkøbe virksomheder, at landet sammen med Frankrig har foreslået, at kommissionen udvikler et fælles konkurrencepolitisk værn.

I kriser, hvor ingen kender udfaldet, er det kun forståeligt, at regeringer i første omgang betoner det nationale fællesskab og deres egen rolle. Lige så klart er det imidlertid, at kriser også kan sætte skred i regeringers vurderinger af deres egen sårbarhed.

Sommerens forhandlinger om EU’s genopretningspakke og budget, der alvor starter på topmødet fredag, vil give det første mere substantielle fingerpeg om, hvilken lære størsteparten af regeringscheferne – og vælgerne – drager af den verserende krise.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.