Kronik

Ro på. EU skal nok klare det

Resume Der er ingen grund til at gå i panik. Den Europæiske Union klarer faktisk meget mere, end vi forestiller os. Modstanderne af EU tager med andre ord helt fejl og burde holde op med at brokke sig.

Det er en let revideret og aktualiseret udgave af en kronik, som blev bragt i Politiken den 14. november 2018.

Eftervirkningerne fra den store flygtninge- og migrantkrise, der ramte EU-landene i 2015, hvor flugten fra den bestialske krig i Syrien var på sit højeste, plager stadig europæisk politik. Den er som et dybt sår, der splitter lande, partier, borgere og familier.

I dag fører selv mainstreampartier også udlændingepolitik med hardliner-budskaber. Det er et resultat af krisen. Men EU har fået godt styr på de ydre grænser, og vælgerne er også i bevægelse. Så hvad bliver den næste store sag?

Danskernes bekymringer for klimaforandringerne har f.eks. overhalet bekymringen for udlændinge, viser de seneste målinger fra Eurobarometer. Og når man spørger europæerne om deres ønsker til det næste Europaparlament, så er kampen mod de sociale uligheder nu langt vigtigere end asyl- og flygtningepolikken – og den er lige så vigtig som kampen mod terrorisme.

I takt med at de gule vestes vrede protestbevægelse spreder sig fra Frankrig til andre EU-lande, kan den sociale og økonomiske reformdagsorden måske atter få ny vind i sejlene. Hvem ved? Det kan sætte EU-samarbejdet på nye prøver.

Hvornår har partierne fordøjet nyhederne, og hvornår stopper den polariserende retorik, der efterhånden mere skader, end den gavner? Hvornår adresseres de underliggende sociale og økonomiske bekymringer, der ligger som et dybere lag under den polariserede udlændingedebat? Lider vore samfund af politisk jetlag? Og hvor længe endnu?

Det er ikke underligt, at det tager tid at få lagt krisen bag sig.

Billederne af de mange flygtninge og migranter, der ukontrolleret vandrede på Europas motorveje, mens handlingslammede regeringer syntes ude af stand til at sikre lov og orden, udløste for tre år siden voldsom vrede, frustration og frygt.

Reaktionen kom hurtigt, for i Europa forventer folk, at der er styr på lov og orden. Det kaldes også civilisation. Følelsen af sammenbruddet sidder dog stadig i kroppen på mange. Det tager tid at bearbejde traumatiske oplevelser. Politikere har taget bestik, lagt valgstrategier og udformet reformforslag ud fra det.

Højreekstremistiske og fremmedfjendtlige partier dyrker panikstemningen. Og frygten. Som om vores land, vores kultur og hele den europæiske civilisation er truet.
Men det er vores land, kultur og civilisation ikke.

I virkeligheden lever vi i dag på verdens fredeligste og sikreste kontinent. Takket være EU og det indre marked er vi bundet tættere sammen, i stedet for at gå i krig med hinanden og ende som kanonføde i nationalstaternes rasen mod hinanden. I det lokale og i civilsamfundet er der masser at glæde sig over. For eksempel har risikoen for at blive udsat for kriminalitet aldrig været lavere.

Kriminaliteten falder

Det er ikke bare en fornemmelse. Det er dokumenteret i statistikkerne. Der er stadig små lommer i samfundet, hvor kriminalitet og utryghed er reelle problemer, men majoriteten oplever det ikke selv i hverdagen. Måske bortset fra i avisernes historier.

Danmark er et ekstremt fredeligt land, og Europa er globalt set det sikreste kontinent.I EU har der været en faldende trend i kriminaliteten, siden man i Schengen-samarbejdet åbnede grænserne, og man lavede et intelligent politisamarbejde på tværs af grænserne med datadeling og fælles efterforskninger. Og i Danmark er en række former for kriminalitet også faldet i en årrække.

Selv om man kan sige, at der er en overrpræsentation af ikke-vestlige indvandrere i kriminalitetsstatistikken, så ændrer det ikke, at det store flertal af både indvandrere og danskere er lovlydige og civiliserede borgere. Antallet af dømte for overtrædelser af straffeloven, af voldsforbrydelser, ejendomsforbrydelser og selv indbrud i beboelser er faldet i Danmark gennem en længere årrække.

Naturligvis kan folk godt gå og føle sig usikre, og i medierne kan historier om kriminalitet blive til store sager, så man efterhånden tror, at det må være virkeligheden. Men fakta er stadig, at vi lever i en meget sikker tid, og kriminaliteten er over en bred front faldende.

Alligevel er der for meget få politikere, der tør juble. De er måske bange for vælgerne. Det globale risikosamfund skaber uro i baggrunden, fordi vi konstant kommer under pres for at forandre den måde, vi lever og organiserer os på. De globale klimaforandringer er blot en blandt mange grænseoverskridende forandringer, som nationalstaten ikke kan gøre noget ved alene. Forandringer, der i lyntempo tvinger os til at nytænke gamle måder at gøre tingene på.

Store fremskridt

Vi burde have ressourcerne til at klare det. Vores samfund oplever hastige menneskelige, sociale, økonomiske og teknologiske fremskridt. Kulturen blomstrer i Danmark som i resten af Europa. Vore samfund har lagt den økonomiske krise bag sig. Selv de, der i årene efter finanskrisen oplevede stagnerende indkomster, mærker igen stigende velstand. Ulighederne er vokset i de lande, hvor fordelingspolitikken ikke har korrigeret den globale kapitalisme.

I forhold til traktaterne er det dog mere et nationalt ansvar end et EU-anliggende. Vi forarges med rette, når grådige finansfolk og advokatfirmaer lænser vore skattekasser for over 410 mia. kr. i CumEx-skandalen, men skattepolitikken – og skattehullerne – ligger stadig i nationalstaten, og det kræver et langt tættere europæisk samarbejde at få stoppet de grænseoverskridende bedragere. I stedet for at hænge fast i vreden bør den være en trampolin for at kræve nye reguleringer, der virker. Også i forhold til udfordringerne i den globale økonomi med grænseoverskridende kapitalbevægelser.

Det er hylende naivt, hvis man bilder sig ind, at nationalstaten er stærk nok til at stoppe spekulation, skattely og skattesnyd. EU kan meget, når først medlemslandene forstår, at de kan vinde suverænitet ved at samarbejde mere.

EU har f.eks. sikret højere miljøstandarder, lovgivet om bedre sikkerhed på arbejdspladserne og sørget for, at vores fødevarer, medicin og kemikalier kontrolleres grundigt. Og det har givet borgerne større tryghed i hverdagen.

EU hjælper Danmark

Vi burde sove trygt om natten. Hvad de fleste også gør, når de ikke falder for ekstremisternes sortsyn, vilde overdrivelser og gamle dystopier om aftenlandets undergang, som rabiate forsøger at piske op.

Og surprise: EU gør også stor forskel på et område, der har bekymret borgerne mest i de sidste tre år. Nemlig udlændingepolitik og migration.

For åbn øjnene og se, hvad der sker ved de ydre europæiske grænser. I 2015 var de gennemhullede som en si. Medlemslandene holdt ikke aftaler, de havde indgået. I dag har EU ret stram kontrol med Europas ydre grænser. Siden sommeren 2015 har EU kæmpet dag og nat for at nedbringe antallet af grænsegængere i Middelhavet med over 1 mio. flygtninge og irregulære migranter om året.

I forhold til højdepunktet under krisen er antallet reduceret med op til 95 procent. I årets første 10 måneder er der kun kommet cirka 100.000 over Middelhavet, fordi politikken virker.

Antallet af asylansøgere er faldet kraftigt. I Danmark skal man tilbage til 2008 for at se så få asylansøgere.

Det var aldrig sket, hvis ikke EU-landene – trods uenigheder – havde forstået, at det var i alles bedste interesse at handle sammen og afsikre EU’s ydre grænser. Eller som statsminister Lars Løkke Rasmussen erkendte i sin tale ved Folketingets åbning: "Sammen med en forstærket indsats i EU har vi bragt asyltallet ned."

Ikke alle vil erkende, at vi faktisk får mere suverænitet og handlekraft ved at arbejde sammen med vore EU-partnere frem for at sætte grænser over for EU.

DF’eren Morten Messerschmidt har anklaget EU for at have "afvæbnet sig selv og givet afkald på at forsvare europæerne". Han skrev i Altinget, at EU er ledet "blindt af en uansvarlig og arrogant politisk-korrekt overklasse med dens massive indoktrinering af befolkningen".

Angiveligt har EU ansvaret for ukontrolleret indvandring, hvorfor han konkluderer, at EU ikke forsvarer europæerne. Messerschmidt ignorerer bevidst fakta og fordrejer. Forholder man sig til virkeligheden, tegner der sig et andet billede:

EU har lukket Vestbalkan-ruten, indgået en effektiv aftale med Tyrkiet, hjulpet Libyens kystvagt med at stoppe flugten fra Afrika, destrueret hundredvis af menneskesmuglerbåde i Middelhavet, sikret over et dusin hjemsendelseaftaler og etableret et fælles europæisk kyst- og grænseværn, der med Frontex har styrket kontrollen med de ydre europæiske grænser. Intet af dette kunne Danmark som lille land selv klare.

Takket være EU har vore myndigheder mulighed for at finde ud af, hvem der krydser de ydre grænser og søger asyl i andre lande, og hvem der måske har kriminelle forhold i bagagen. Danmark nyder godt af EU’s Schengen-database, Eurodacs database over fingeraftryk for asylansøgere og EU’s nye Etias-visumsystem ved de ydre grænser.

Uden adgang hertil vil danske myndigheder have dårligere muligheder for at beskytte vore borgere såvel som fange og hjemsende dem, der kommer illegalt. EU er med til at forsvare europæerne, herunder til gavn for Danmark.

National grænsebom holder ikke

Hvis man bare står og surmuler bag sin nationale grænsebom og vinker med flaget, får man ikke indflydelse på, hvordan EU beskytter vores kontinent og skaber sikkerhed for borgerne. Selvfølgelig er der meget mere, der kan og bør gøres. Her må danske politikere uanset ophav gå fordomsfrit ind i debatten.

Når EU har fået godt styr på de ydre grænser, er det vel også snart på tide, at vi dropper den midlertidige grænsekontrol til Tyskland, som også er vores største eksportmarked? Bør vi ikke igen tage imod kvoteflygtninge, som vi har en humanitær forpligtelse over for, og som ikke er ofre for menneskesmuglernes kyniske business? Kan vi sammen med de øvrige EU-lande oprette nye modtage- og udrejsecentre i Nordafrika?

Hvordan sikres gode humane forhold i disse centre, så menneskerettighederne overholdes, og folk får en værdig behandling? EU har også muskler og økonomisk tyngde til at indgå endnu flere hjemsendelsesaftaler med afrikanske og asiatiske lande, så migranter, der ikke har krav på asyl og ophold, kan sendes tilbage. Det kan Danmark ikke magte alene.

Mens Messerschmidt går rundt og brokker sig, har Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd og dedikerede embedsmænd taget arbejdshandskerne på.

Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har foreslået, at EU udbygger Frontex fra 1.700 til 10.000 mand. Et markant forslag, der viser handlekraft i EU til at adressere folks bekymringer. Et styrket Frontex kan også hjælpe svage nordafrikanske regeringer med at patruljere i grænseområderne eller bistå ved tvungne hjemsendelser. I 2017 hjalp Frontex medlemslandene med 14.000 tvungne hjemsendelser, og tallet stiger hurtigt.

Der arbejdes stenhårdt på flere niveauer for at skabe en sammenhængende og robust EU-politik, så Europa kan modstå presset ved de ydre grænser. Og er klar, hvis der igen i fremtiden opstår et stort ydre pres. Selv om der er uenigheder i EU-kredsen, er resultaterne siden 2015 så markante, at al snak om EU som den store syndebuk burde skammes ud.

Men hvor tit hører vi danske politikere sige tak til EU-fællesskabet, fordi det hjælper os med at sikre de ydre grænser, i stedet for selv at tage æren?

»Wir schaffen das«

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, er blevet udskældt som den allerstørste syndebuk, fordi hun i august 2015 rakte armene ud og sagde: »Wir schaffen das«. Siden da har dette moment af generøsitet og medmenneskelighed delt europæerne. I dag kan Merkel næsten tillade sig at sige: ’Wir haben es geschafft’.

Hun tog imod, hjalp og stillede op, da trykket fra krigen i Syrien ramte os alle, mens andre gik i flyverskjul og vendte ryggen til selv børn på flugt.

I dag ved vi, at hendes moralske lederskab synes at have været en medvirkende årsag til, at hun nu træder tilbage som formand for CDU og ikke søger genvalg til kanslerposten. Alt har sin pris. Flygtningekrisen fik negative sideeffekter for Merkels tidligere så urørlige magtposition, hvorimod andre europæiske politikere i stedet foretrak at flyde med folkehavet og stræbte efter at erobre mere magt på toppen af den vrede og de frustrationer, som krisen fremkaldte.

De etiske og moralske dilemmaer er aldrig lette at håndtere i krisesituationer, for der eksisterer både en moralsk fordring over for de mange på flugt, og samtidig har politikerne et moralsk og demokratisk ansvar i forhold til egne befolkninger, lov og orden. Uanset hvordan man forholder sig til disse historiske situationer, må vi i dag konstatere, at EU faktisk klarede utrolig meget.

Langt mere end populisterne vil anerkende. Antallet af flygtninge og irregulære over Middelhavet er reduceret i et tempo, hvor man må lette på hatten i respekt. De 95 procents reduktion fra Tyrkiet til Grækenland er ikke alene Merkels fortjeneste. Den er også resultatet af en fælles indsats, hvor ansvarlige politikere og dygtige embedsfolk har trukket igennem, mens populister blot stod og råbte, at enden snart er nær.

Selvfølgelig er der udfordringer i fremtiden, men faktum er, at EU har ret godt styr på de ydre grænser nu. Så godt, at nogle kalder det et Fort Europa.

Men der går alligevel ikke en dag, uden at disruptive indenrigsministre som Italiens Matteo Salvini og Tysklands Horst Seehofer advarer om, at den europæiske civilisation og deres egne lande er ved at blive oversvømmet. Ekstreme højrefløjspolitikere fra Ungarns illiberale Viktor Orbán til Frankrigs Marine Le Pen jubler, når Salvini som den nye beskidte dreng i klassen leger bølle og afviser selv italienske skibe med flygtninge.

Hvordan kan de bilde folk ind, at 177 flygtninge og migranter i en båd er en kæmpe krise, når vi i 2015 stod over for over mere en million?

Salvini er et produkt af krisen. Han er kamæleonen, der har fundet et nyt bytte. Engang ville han rive Lombardiet fri af Italien. I dag puster han energisk i Trumpeterne: Italien først og Italien for italienere. Og siger, at Sicilien ikke skal forvandles til Europas flygtningelejr.

Salvini har ret i, at der mangler solidaritet

Salvini har på en måde ret i, at der i de seneste år har manglet solidaritet fra andre europæiske lande til at tage imod flygtninge og irregulære migranter, der er landet i Italien. Men hvordan kan han så omfavne Viktor Orbán, der har afvist Europa-Kommissionens gentagne forslag om at lave en solidarisk fordelingsordning? Det giver ingen mening. Det er rendyrket populisme.

Fordelingsordningen betragtes i dag som politisk død, fordi meget få lande har appetit på den. Reformen af EU’s Dublin-regler trækker ud. Sådan er realiteterne. Men frem for at råbe op bør man forhandle sig til robuste fælles løsninger, der giver sammenhængende svar.

For at få medlemslandene til at droppe de indre grænsekontroller må de have sikkerhed for, at der er styr på de ydre grænser. EU-landene kunne også vise mere solidaritet internt, så ingen lades i stikken og presses til at bære hele byrden.

På grund af geografien. EU må også åbne op for kontrolleret indvandring ad legale veje, så menneskesmuglernes incitamenter og forretninger undermineres, men der skabes legale alternativer.

Et investeringspartnerskab med Afrika med bedre handelsaftaler og styrket samhandel kan forhåbentlig føre til, at de næste generationer vælger at blive i Afrika frem for at udvandre. Årsagerne til flygtninge- og migrantkrisen må adresseres, ellers nytter indsatsen ved grænserne ikke.

Det er et langt sejt træk. Utålmodige og populistiske politikere skriger konstant alarm, men hvornår forholder de sig til virkeligheden? Højrepopulisterne råber skingert, hver gang et flygtningeskib dukker op i horisonten. Men hvad har Salvini og hans medsammensvorne egentlig selv gjort for at finde løsninger på flygtningekrisen siden 2015? Næsten ingenting. Ud over at råbe, sprede had og dele befolkningen!

EU kan tage æren for mere, end nationalisterne tør indrømme

Salvini burde takke EU frem for at forbande Bruxelles. I historisk hurtigt tempo nedbringer EU antallet, der krydser Middelhavet illegalt, som ingen nationalstat er i stand til det. Det er handlekraft.

Antallet af asylansøgere per indbygger i Italien er i 2018 faldet til et stykke under EU-gennemsnittet. Frankrig og Tyskland modtager over dobbelt så mange, mens Danmark relativt får langt færre end Italien. Og Ungarn og Polen tager stort set ingen.

Det kan Salvini ikke tage æren for. En stor del af året har italiensk politik været et kaos, uden regering. Salvini træder selvsmagende frem på scenen som en teatralsk bølle, der gør alt for at fyre op under fremmedhadet. Eller producerer slavevideoer. Hans forfatningsstridige forsøg på at masseudrense romaer gade for gade og hans indiskrete hyldest af fascisten Mussolinis arv tjener ham ikke til ære. "Merde, alors!," siger de på fransk. Han lukker lort ud, som vi siger i Jylland.

Det er ikke Salvini-typerne, men EU – anført af Kommissionen og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk – der laver realpolitik og løser problemerne. Det er ikke nationalstaterne, men EU, der har muskler til at gøre noget effektivt ved de grænseoverskridende udfordringer.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.