Nyhed

Ny europæisk måling: Tillid til USA lav efter Trump

Resume Arven fra Trump er lav tillid til USA blandt europæere, viser måling udført i 11 europæiske lande, herunder Danmark. "Du kan tage Trump ud af USA, men du kan ikke Trump ud af Europa", udtaler Tænketankens vicedirektør Catharina Sørensen

Selvom de fleste europæere var glade for Joe Bidens sejr i det amerikanske præsidentvalg i november, føler de sig ikke sikre på, at USA kan komme tilbage som den toneangivende globale aktør under hans ledelse. Det er en af hovedkonklusionerne i en ny stor måling af holdninger hos ca. 15.000 europæere i 11 lande, som European Council on Foreign Relations (ECFR) offentliggør i dag i samarbejde med Tænketanken EUROPA. 

Den danske del af undersøgelsen, kan du finde til højre på siden. Hele undersøgelsen kan findes på ECFRs hjemmesiden her. Nedenfor følger nogle af de centrale spørgsmål i målingen.

Europæere mere optimistiske efter valg af Biden

Et flertal af de adspurgte europæere følte sig mere optimistiske eller neutrale efter valget af Joe Biden i november 2020. Især i Danmark ser Biden ud til at have opbakning.

Verden er et værre sted efter Trump

Arven efter Trump er, at et flertal af de adspurgte europæere mener, at verden er blevet et værre sted efter hans præsidentperiode.  

USAs politiske system delvist eller helt i stykker

Et flertal af de adspurgte mente lige efter præsidentvalget, at det politiske system i USA er helt eller delvist i stykker. Interessant nok er flertallet størst i Storbritannien. Polen og Ungarn stikker ud ved ikke at have et flertal, der mener det.

Næsten halvdelen af de adspurgte mener, at USA under Biden vil investere mere i globale emner såsom bekæmpelse af klimaforandringer, sikkerhed i Mellemøsten og Europa mv. Men der er også et stort mindretal påknap en tredjedel, der mener, at USA vil være for opslugt af egne problemer til at påtage sig en global rolle. 

Flertal af europæere tror Kina er stærkere magt end USA om 10 år
Flertal af europæere vil helst være neutrale i konflikt mellem USA og Kina

Et stort flertal af de adspurgte i undersøgelsen mener, at Kina vil være en stærkere magt end USA om 10 år. I Danmark er det flertal det laveste blandt landene, der er målt på.   Et stort flertal i alle lande mener også, at deres land bør forblive neutralt i en konflikt mellem USA og Kina. Den samme måling er lavet ift. Rusland - her ønsker et flertal også at forblive neutrale.

EU: Hvilket land er bedst at have et godt forhold til

Når der blev spurgt til, hvilket land det er bedst at have et godt forhold til, pegede flest på Tyskland - også i Danmark. USA er næstvigtigste land at være på god fod med. For Storbritannien og Polen er USA fortsat vigtigste partner. 

Tænketanken EUROPA er ECFR’s strategiske partner i Danmark. Målingen er gennemført af Datapraxis og YouGov i 11 europæiske lande mellem d. 20. november og 7. december 2020. I alt deltog 15.197 respondenter i undersøgelsen i Danmark, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Italien, Polen, Spanien, Holland, Portugal, Sverige og Storbritannien. Danmark (n = 1.037).

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.