Kommentar

Morgendagens Europa er her allerede

Resume Coronakrisen foranderer ikke i sig selv EU. Men den forstærker de tendenser, vi så, før nogen havde hørt om Covid-19.

Denne kronik blev bragt i Politiken 17. maj 2020.

Da Kinas premierminister, Zhou Enlai, i 1972 blev spurgt, hvilke konsekvenser den franske revolution ville få for Kina, svarede han kort og godt: »Det er for tidligt at sige«.​

Så længe behøver vi næppe at vente, før vi kan vurdere, hvordan coronakrisen vil påvirke EU-samarbejdet. Men Zhou, som for øvrigt havde studeret i Frankrig, har alligevel en vigtig dagsaktuel pointe: at vi skal passe på med hurtige skråsikre vurderinger og skud fra hoften. Især fordi ingen aner, hvor lang tid vi kommer til at leve i coronaens skygge.

Ikke desto mindre fyger forudsigelserne allerede gennem luften: Lige fra at det europæiske samarbejde vil blive styrket markant, til at det vil bryde endegyldigt sammen. At analytikere bliver afkrævet sådanne forudsigelser, er naturligvis fuldt forståeligt, da alle kæmper med at forstå, hvilken rejse coronakrisen har sendt os på. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det hurtigt bliver rent gætværk.

Frem for at søge svar i en krystalkugle kan man med fordel åbne historiebøgerne. Akutte kriser har det nemlig med at fungere som forstørrelsesglas, der får eksisterende konfliktlinjer og tendenser til at træde endnu klarere frem.

Eller som chefen for EU’s udenrigstjeneste, Josep Borell, udtrykte det, da han for nylig blev spurgt til coronakrisen: »Morgendagens verden er her allerede. Den efterfølgende verden vil bare være en acceleration af tendenser, som allerede var der før. Store begivenheder har det udelukkende med at accelerere historiens gang. De ændrer dem ikke med 360 grader«.

Nærstuderer man de mange taler og pressekonferencer, der er blevet holdt rundt om i Europa, siden krisen ramte, er det da heller ikke overraskende nye meldinger, der dominerer. Tag bare Storbritanniens Boris Johnson, hvis Brexit-argumentation i dag er fuldstændig identisk med den før krisen.

Eller tag Tysklands kansler, Merkel, og præsident, Steinmeier, som under krisen igen og igen har gentaget det gamle mantra om, at ’det kun kan gå Tyskland godt, hvis det går resten af Europa godt’. Eller tag Italien, hvor coronakrisen bliver set som endnu en understregning af, at EU-landene må blive mere solidariske med hinanden.

Mere specifikt har coronakrisen forstærket mindst fem allerede eksisterende tendenser i Europa. Selv om det endnu er for tidligt at begribe krisens langsigtede betydning, gør man klogt i at holde dem for øje, hvis man vil man indkredse EU’s fremtid.

1. Frihandel eller protektionisme​

Den første tendens knytter sig til globalisering og frihandel.

Allerede før coronakrisen var europæiske virksomheder ved langsomt at trække produktion hjem, blandt andet af bekymring for en truende handelskrig mellem USA og Kina. Mange medlemslande med Frankrig og Tyskland i spidsen pressede også på, for at konkurrencekommissær Margrethe Vestager skulle tillade dannelsen af store europæiske konglomeratvirksomheder, som i højere grad kunne tage kampen op med store udenlandske spillere.

Under udbruddet af corona er denne tendens blevet voldsomt forstærket. Lukkede grænser og erkendelsen af, at det bestemt ikke længere er ligegyldigt, om man producerer langt fra sit afsætningsmarked, har fået flere europæiske virksomheder til at overveje de eksisterende forsyningskæder. Effektiv produktion er alt andet end let, når varer og delkomponenter pludselig sidder fast. Tilsvarende har krisen sat fuld spot på EU’s sårbarhed, når det gælder egenproduktion af værnemidler og medicin.

Som en konsekvens er nye handelsbarrierer skudt op som paddehatte, både internationalt og mellem EU-landene. F.eks. har regeringen i Frankrig lanceret udtrykket forsyningspatriotisme og appelleret til franskmændene om at købe fransk. I store interviews har præsident Emanuelle Macron slået til lyd for, at globaliseringen er gået for vidt.

Heroverfor står en svækket frihandelskoalition og handelskommissær Phil Hogan, der forsøger at finde et kompromis: De interne handelsbarrierer skal rulles tilbage, men EU skal styrke sin strategiske autonomi ved at holde vigtige områder som telekommunikation, energiforsyning, medicin og værnemidler på europæiske (læs: ikkekinesiske) hænder – eller ved i det mindste at importere fra mange flere forskellige lande.

2. Bruxelles eller hovedstæderne​

Den anden tendens er ændringen i magtbalancen mellem EU-Kommissionen og hovedstæderne. I de senere år har hovedstæderne ofte foretrukket nationale frem for fælles løsninger med kommissionen i førersædet. Briternes beslutning om at forlade EU er naturligvis det mest oplagte og vidtgående eksempel.

Et andet eksempel på, at magtbalancen tipper mod hovedstæderne, er de årelange stridigheder om flygtninge- og indvandringspolitikken, hvor en stor gruppe medlemslande har ønsket at bevare så meget kontrol som muligt.

I de første måneder af coronakrisen blev denne tendens styrket i en sådan grad, at kommissionen nærmest blev kørt helt af banen. De nationale reflekser rådede, og de nationale grænser blev smækket i uden at tage nabolandene, endsige kommissionen, med på råd.

Ikke overraskende har krisen også været præget af, at succeser er blevet fremstillet som resultatet af nationale kraftpræstationer, mens fiaskoerne er blevet sendt videre til Bruxelles.

F.eks. har stort set ingen regeringschef fremhævet EU’s vigtige rolle i at hente deres borgere hjem fra fjerne himmelstrøg eller EU’s helt afgørende betydning for at sikre fyldte hylder i supermarkeder og apoteker. At knapheden begrænsede sig til nogle få dage uden toiletpapir på hylderne, skyldtes i høj grad, at kommissionen fik gennemtruffet fri passage for varer og medicin ved de lukkede grænser.

Derimod har det ikke skortet på kritik af, at EU sov i timen og ikke kunne hjælpe Italien, selv om medlemsstaterne var mindst lige så lidt forberedt på coronaen som Kommissionen.

Krisens seneste måned har imidlertid også vist, at mange lande har haft svært ved at klare coronaudfordringen alene. Siden marts har kommissionen således gennemført adskillige fælles udbud om værnemidler, etableret fælles lagre og taget et stort initiativ til at udvikle en vaccine.

3. Polarisering mellem syd og nord​

Allerede længe inden coronaen havde euro- og flygtningekriserne udløst en voksende polarisering mellem syd og nord. Den er tydeligt forstørret under krisen. Ikke mindst Italien er dybt forbitret over, at ingen svarede, da landet allerede i slutningen af februar bad om hjælp med værnemidler. Den manglende tyske og hollandske vilje til at indføre euroobligationer og dermed fjerne noget af gældsbyrden fra Italiens skuldre var dråben, der fik bægeret til at flyde over. I hvert fald viser nogle målinger, at italienerne nu betragter Tyskland som deres største fjende – og Kina som deres største ven.

Det store opgør om EU’s samlede økonomiske genopretningspakke venter endnu, men positionerne er stort set de samme som under eurokrisen.

Syd vil have et væsentligt højere EU-budget og euroobligationer, der giver landene en egentlig håndsrækning frem for blot at øge deres gældsbyrde. Nord er derimod stærkt skeptisk over for ’fælles gæld’. Danmark, Sverige, Østrig og Holland argumenterer lige så benhårdt som før krisen for, at EU’s budget ikke må stige. Ja, faktisk bruges de slunkne nationale statskasser nu som et ekstra argument for, at der skal holdes igen på EU-plan.

Det eneste land, der har rykket sig afgørende i pengespørgsmålet under krisen, er Tyskland, der nu synes indstillet på et væsentligt større EU-budget.

Det kan blive afgørende, men kompliceres måske af den tyske forfatningsdomstols EU-dom fra sidste uge. Den kritiserer bl.a. Den Europæiske Centralbank for at have tiltaget sig for store beføjelser i den økonomiske politik. Står det til troende, komplicerer det en fælles økonomisk redningsindsats.

4. Polarisering mellem vest og øst?​

Den fjerde tendens er striden mellem vest og øst, nærmere bestemt Ungarn og Polen. Ganske vist har mange lande under krisen anvendt hastelovgivning og svækket borgernes frihedsrettigheder, men ingen steder har det været så omfattende som i Polen og Ungarn. Ganske tankevækkende har den amerikanske tænketank Freedom House lige fastslået, at de to regeringer i skyggen af coronaen har gennemført så mange tilbagerulninger af demokratiske rettigheder, at i hvert fald Ungarn ikke længere kan betegnes som et demokrati.

Polariseringen bliver ikke mindre af, at landene under krisen har fremført, at de har stået helt alene med konsekvenserne af virussen og ikke har modtaget støtte fra EU. I store dele af resten af EU har der været dyb frustration over, at Ungarn trods det demokratiske forfald har fået adgang til betydelige summer i EU-budgettet til krisetiltag.

5. Et beskyttende eller truende Europa​

’Et Europa, der beskytter’ har længe været Emmanuel Macrons motto. Nationalstaterne er blevet for små i en globaliseret verden, og grænseoverskridende udfordringer fra klima til migration kræver fælles løsninger. Kun med en fælles stærk grænsekontrol ved EU’s ydre grænser kan EU beskytte borgerne.

Eller i post-corona-udgaven: Kun ved indkøb i fællesskab kan EU sikre tilstrækkeligt med værnemidler og medicin. Over for dette står synspunktet, at det er EU’s frie grænser, som bidrager til utryghed.

Under coronaudbruddet er denne konflikt blot trådt endnu klarere frem. I Ungarn f.eks. har regeringschef Orbán fremstillet virussen som et fremmedelement, der kun kunne komme ind i landet pga. de åbne grænser. Ganske tankevækkende indførte halvdelen af medlemsstaterne forstærket kontrol ved de nationale grænser for at holde smitten i ave, selv om det sundhedsfaglige belæg for lukningerne har været omdiskuteret.

Under finanskrisen hørte man ofte, at en god krise ikke må gå til spilde. Indtil videre har de fleste afholdt sig fra at tale om krisen som en mulighed, sikkert afskrækket af dens direkte fatale karakter. Det ændrer imidlertid ikke på, at krisens langsigtede konsekvenser for EU-samarbejdet i sidste instans vil afhængige af de politiske aktørers evne til at bruge krisen til at forstærke de eksisterende tendenser.

Første fingerpeg venter lige om hjørnet, når medlemslandene skal se på grænsekontrollen: Vil de lande, der hele tiden har ønsket grænsekontrol, få held til at bruge krisen som et ekstra argument, eller vil Macron og hans støtter kunne vinde opbakning til, at krisen endnu en gang har vist, at nationale løsninger ikke er vejen frem? Svaret er afgørende for EU’s fremtid.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.