Analyse

Kan coronakrisen blive 'Tysklands anden chance' for genforening?

Resume For første gang har øst- og vesttyskere oplevet, hvordan en krise udefra rammer dem på stort set samme måde. Det er ikke helt ligegyldigt i 30 året for Tysklands genforening.

Denne analyse blev bragt i Politiken d. 4. oktober 2020. 

Det er uden konkurrence den mest deprimerende fødselsdag, jeg nogensinde har deltaget i.

Stadig præget af det historiske vingesus efter Berlinmurens fald 9. november 1989 satte jeg mig for 30 år siden i toget i København for at fejre sammensmeltningen af de to Tysklande i Bonn.

Men fejring blev der ikke noget af i den lille vesttyske hovedstad ved Rhinen, hvor min tyske barndomsveninde boede. Hver anden bilejer havde for en sikkerheds skyld klæbet et ’JA til Bonn’-klistermærke på bilen for at tilkendegive, at det genforenede Tysklands hovedstad i hvert fald ikke skulle holde store flyttedag.

I min kådhed var jeg kommet til at købe en ’Wir sind ein Volk’-t-shirt på banegården i Køln, men den forsvandt hurtigt ind under en neutral sweater.

Da uret på Bonns lyserøde rokoko-rådhus slog midnat, blev der ganske vist talt ned som til en nytårsaften, men fyrværkeri var der intet af. Og da nationalmelodien lød, måtte jeg som dansker med en tysk mor konstatere, at jeg var én af de få, der bevægede læberne. Ikke alene var der mange unge vesttyskere, der aldrig havde lært nationalmelodien; efter nationalsocialismen opfattede de enhver form for nationalfølelse og længsel efter genforening som en anakronisme, der for længst var blevet erstattet af en kombination af D-Mark-nationalisme og et europæisk ’erstatningsfædreland’.

Eller som den vesttyske stjerneforfatter Patrick Süsskind fra 68-generationen dengang formulerede det: »Nej, nationens enhed og det nationale var overhovedet ikke vores sag. Vi opfattede det nationale som fuldstændig overhalet, og en af historien forkastet idé fra det 19. århundrede, som man trygt kunne give afkald på«.

30 år efter festen i Bonn er der i disse dage mildest talt også lagt op til en anderledes fødselsdagsfest i Tyskland. Årets fest i Potsdam, Brandenburg, er kørt ned til et minimum, og opmærksomheden er allerede rettet mod 31 årsdagen, der skal markeres i Erfurt.

Men covid-19 har også ændret stemningen på anden vis. Kontrasten til sidste års store markering af 30 året for Berlinmurens fald er i hvert fald til at få øje på. Dengang var fokus næsten udelukkende på, hvad der fortsat adskiller øst- og vesttyskerne – lige fra forskel i løn til østtyskernes overbevisning om, at de kun er ’andenrangstyskere’.

Det hele blev aktualiseret af, at Alternative für Deutschland (AfD) – ikke mindst ved en række delstatsvalg – gik langt mere frem i Øst- end i Vesttyskland.

Det skete bl.a. med henvisning til, at genforeningen ikke var blevet fuldendt (’Wende 2.0’), og at politikerne i vest havde mere travlt med flygtninge og indvandrere end med østtyskernes problemer.

»Hvorfor begynder I ikke med at integrere os østtyskere, før I integrerer alle mulige andre befolkningsgrupper?«, var et ofte hørt spørgsmål fra skuffede østtyskere.

I oktober 2020 er omdrejningspunktet imidlertid ikke længere flygtningekrisen, men netop covid-19. Og for første gang har øst- og vesttyskere oplevet, hvordan en krise udefra rammer dem på stort set samme måde. Ja, for første gang har en krise – målt på smittetryk – faktisk været værre i vest end i øst. Dette har allerede fået den tyske filosof Jürgen Habermas til at kaste sig ud i en dristig forudsigelse, nemlig at »den skæbneagtige« pandemi i 30 året for 1989/90 kan udvikle sig til »Tysklands anden chance« for at vokse bedre sammen.

Selv om nye tal viser, at 57 pct. af østtyskere i oktober 2020 stadig føler sig som ’andenrangstyskere’, og at 17 pct. af vesttyskerne endnu ikke har besøgt det gamle DDR, er mediebilledet i oktober 2020 også noget forandret i forhold til sidste år.

Op til jubilæet har flere medier stillet skarpt på, at den gamle øst-vest-skillelinje er mindsket i betydning. Selvfølgelig er der fortsat regioner i øst, som oplever tilbagegang og affolkning, men pointen er, at der i høj grad også er områder i øst, som i dag gennemgår en rivende udvikling.

Tag f.eks. Leipzig, Dresden, Weimar og området uden om Berlin; den såkaldte ’Speckgürtel’. Tilsvarende oplever f.eks. Saarbrücken og Gelsenkirchen i vest stor tilbagegang. Måske er det mere nuancerede billede også en af grundene til, at de østtyske ministerpræsidenter er begyndt at tale mere med en stemme og f.eks. i foråret insisterede på, at der for første gang skulle udpeges en østtysker til forfatningsdomstolen i Karlsruhe.

Endelig er det svært at komme uden om en sidste forskel i forhold til sidste års markering af Berlinmurens fald: Ligesom i størstedelen af resten af Europa har covid-19 udløst en stor skuffelse i Tyskland over USA’s og Kinas krisehåndtering.

Hvor tyskerne sidste år nærmest blot ventede på, at Merkel-æraen klingede ud ved forbundsdagsvalget i 2021, og dermed ikke efterspurgte tysk lederskab i Europa, er situationen i oktober 2020 markant anderledes.

Et stort flertal af tyskerne har bakket op om kansler Merkels kursskifte, der muliggør, at der for første gang kan optages fælles gæld i EU-regi i den såkaldte genopretningsfond. Det samme gælder de tyske politikere, der dog langt fra er enige om, hvorvidt fonden er en engangsforanstaltning, eller om den skal gøres permanent efter coronakrisen. Merkels parti CDU har lagt sig på det første synspunkt; finansminister og SPD’s kanslerkandidat Olaf Scholz på det andet.

Forskellen på CDU’s og SPD’s syn på genopretningsfonden er blot ét af de første eksempler på, at vi allerede nu, trods den altopslugende amerikanske valgkamp, også gør klogt i så småt at stille skarpt på næste års tyske forbundsdagsvalg. Det skyldes også, at valget i efteråret 2021 tegner ganske åbent. For første gang siden 1949 går den siddende kansler ikke efter genvalg, og det er alt andet end klart, hvem den konservative familie stiller med som kanslerkandidat efter Angela Merkel.

På papiret er der derfor mange mulige bogstavskombinationer for en ny tysk regering. Det gælder også en kombination, der næppe var nogen, der havde på nethinden den aften foran rådhuset i Bonn.

For hvem ville i oktober 1990 kunne have forestillet sig, at tyske medier i oktober 2020 overhovedet bruger spalteplads på en mulig regering bestående af Socialdemokratiet, De Grønne og Die Linke – altså venstrefløjspartiet med rødder i DDR-tiden?

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.