Analyse

Hollandsk valg: Flertal vil EU

Resume Det hollandske valg er et wake-up call til alle dem, der har forsøgt at male fanden på væggen om EU’s forestående opløsning og fald. Folkeflertallet i de europæiske lande er ikke EU-skeptikere.

Det hollandske valg var på forhånd døbt som en test af den politiske orden i Europa. Mange mainstream-medier i Danmark og andre europæiske lande skrev før valget, om hvordan Geert Wilders yderligtgående parti PVV kunne ride på bølgen af Brexit og Trump og mobilisere de vrede protestvælgere på en anti-europæisk, nationalistisk, xenofobisk og antiislamistisk dagsorden.
 
Men det kunne han ikke. Få mandaters fremgang var langt under forventningen, og han fik endda færre stemmer end i 2010-valget.
 
Hollands store vindere er i realiteten nogle helt andre: De grønne, pro-europæiske og centrumorienterede partier. Det hollandske valg er et nederlag for ekstremismen og de nationalpatriotiske protestpartier.
 
Det hollandske valg er et wake-up call til alle dem, der har forsøgt at male fanden på væggen om EU’s forestående opløsning og fald. Præcis som for få måneder siden i Østrig, da den grønne Alexander van der Bellen vandt præsidentvalget foran den ydertligtgående nationalist, Norbert Hofer.
 
Men folk glemte hurtig alpelandets valg, og mange vendte tilbage til det, der har været den herskende analyse og almindelige udlægning i selv mange mainstreammedier.
 
Pas på gruppetænkning
 
Den generaliserede gruppetænkning før det hollandske valg var, at EU er under opløsning, og at dominobrikkerne kan falde land for land, indtil Marine Le Pen ville synge Marseillaisen i Elysée-palæet og udskrive folkeafstemning imod EU. Selv AfD blev skrevet ind som en potentielt destabiliserende kraft i tysk politik, selv om partiet er et marginalparti uden mulighed for at udfordre de bærende pro-europæiske partier i den store midterkoalition.
 
Medierne lever af dramaer, og dette var en dramatiseret fortælling, der virkelig kunne skabe store overskrifter. Nogle henviste til kolumnisten Anne Applebaums berømte hypotese om, at vi ville få Brexit, Trump i Det Hvide Hus og Marine Le Pen som fransk præsident.
 
Problemet er bare, at den groft forsimplede analyse, hvor alle lande er blevet sat på samme fællesnævner, slet ikke holder. Den svarer ikke overens med det meget mere nuancerede billede, som en stribe europæiske meningsmålinger efterhånden har tegnet af det politiske landskab i EU.
 
Folkeflertallet i de europæiske lande er ikke EU-skeptikere, og de er ikke tilhængere af den nationalpatriotiske og globaliseringskritiske dagsorden, som Geert Wilders, Marine Le Pen, Nigel Farage og Frauke Petrys AfD har forsøgt at samle i en ny paneuropæisk bevægelse.
 
Flertallet er stadig for EU
 
Flertallet af borgere er stadig tilhængere af EU, selv om de indimellem bliver frustrerede over manglende resultater, og nogle gange siger nej ved folkeafstemninger. Folkeflertallet vil gerne have fælles europæiske løsninger og fri bevægelighed på det indre marked, men de ønsker også mere handlekraft og effektivitet fra EU’s side.
 
Nogle gange synes de, at Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentetet svigter, men det får dem ikke til at stemme på Nigel Farages, Le Pens og Wilders højtråbende politiske klasse.
 
Et flertal af de europæiske borgere er stadig tilhængere af den økonomiske globalisering og øget handel over grænserne, selv om flere og flere er begyndt at frygte de kulturelle sidekonsekvenser af globaliseringen i form af øget migration. Og flygtningekrisen i 2015, hvor de politiske ledere mistede kontrollen over lov, orden og de ydre grænser, har skabt enorme folkelige frustrationer, som også har fået flere til at blive skeptiske over for globaliseringen og EU.
 
Det er en bekymring, som regeringerne gør klogt i at adressere.
 
Men antallet af nytilkomne asylansøgere er raslet ned, efter EU indgik aftalen med Tyrkiet, fik lukket Vestbalkanruten og taget en række initiativer, herunder til en europæisk kyst og grænsevagt, der skal forsøge at bringe situationen mere under kontrol.
 
Der er stadig mange uløste opgaver, som også vil drøftet på de kommende EU-topmøder. Udfaldet heraf kan få stor betydning for, hvordan folkestemningen udvikler sig i Europas politiske landskab, hvor de etablerede partier synes udfordret.
 
Det hollandske socialdemokrati, PvdA, der har befundet sig i en lederkrise og haft svært ved at håndtere udlændingedebatten og finde sin ben under den økonomiske krise, er kollapset, som andre establishment-partier har oplevet før dem. Konsekvensen kan blive, at de vil forlade regeringen, og partiets finansminister, Jeroen Dijsselbloem, heller ikke længere kan fortsætte som formand for Euro-gruppen.
 
En sejr for Europa?
 
Det hollandske valg er en interessant temperaturmåler, som giver en indikation af, hvor europæerne er på vej hen. De har fordelt deres stemmer på en stribe nye pop-up-partier, fordi de etablerede partier ikke længere overbeviser og samler. Selv Mark Ruttes Liberale og pro-europæiske regeringsparti, der blev største parti med 33 ud af 150 mandater, har oplevet tilbagegang.
 
Det overskygges dog af, at de to partier, der oplevede største fremgang ved valget, var de klart pro-europæiske partier – det socialliberale D66 og det grønne GroenLinks. Også kristendemokraterne i CDA, der traditionelt har været EU-tilhængere, men dog med en lidt mere skeptisk tone i de senere år, fik et fint valg.
 
Måske vil de tre partier kunne danne regering sammen med den liberale Mark Rutte, og tilsammen har de fire partier over 54 pct. af vælgerne bag sig.

Det er væltet ind med kommentarer fra europæiske lande, fordi vi i dag har en fælleseuropæisk offentlighed, hvor valg i et medlemsland straks tillægges betydning og analyseres i andre medlemslande.
 
Den tyske kansler Angela Merkel har allerede lykønsket Mark Rutte, der forventes at komme til at lede en ny bred koalitionsregering bestående af proeuropæiske partier. Og SPD’s Martin Schulz har kaldt valget en sejr for "et frit og åbent Europa".
 
Selv den tyske avis Bild har sagt tak til hollænderne på sin forside: "Den smarte konservative regeringschef vandt valget; Islam- og Europa-haderen tabte."
 
Paolo Gentiloni, den italienske ministerpræsident har tweetet “Intet Nexit. Anti-EU højrefløjen har tabt det hollandske valg."
 
Og formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, skrev i et lykønskningbrev til Mark Rutte, at de hollandske vælgere har stemt for de værdier, som Europa står for: "Frie og tolerante samfund i et velstående Europa.”
 
Flere bakker op om EU
 
Der ingen tvivl om, at det hollandske valg er en klar korrektion af alle dem, der har bildt sig ind, at EU stod for fald, og at euroskeptiske og nationalpatriotiske partier var på vej til at erobre regeringsmagten i medlemsland til medlemsland.
 
I det lys er det forståeligt, at europæiske toppolitikere drager et lettelsens suk efter det hollandske valg. For det viser en anden trend, som giver mere fremtidshåb for de kræfter, der fortsat er tilhængere af det europæiske samarbejde: De har faktisk flertallet med sig. Efter Brexit har der i en række EU-lande kunnet spores et voksende flertal bag EU-medlemsskabet, viste en Bertelsmann måling i efteråret (Bertelsmann Stiftung, Brexit has raised support for the European Union, nov. 2016).
 
Og den Eurobarometer måling, der blev lavet i november lige før og efter det amerikanske præsidentvalg, viste, at opbakningen til EU var blevet styrket. 58 pct. af EU-landenes borgere mente, at fremtiden for deres land vil være bedre inden for EU end udenfor. Det var en stigning på 3 procentpoint i forhold til forårets måling.
 
Eurobarometer har i årtier taget pulsen på vælgernes holdninger, og novemberundersøgelsen viste, at 58 pct. af europæerne ser positivt på globaliseringen.
 
En lignende tendens fremgår af et studie, som Bertelsmann Stiftung har lavet. Det viser, at det særligt er blandt de nye nationalpatriotiske partiers vælgere, at anti-globaliseringen har vundet indpas. 76 pct. af Front Nationals vælgere frygter globaliseringen, 78 pct. af AfD’s vælgerne gør det og 66 pct. af Liga Nords vælgerne.
 
I to klassiske frihandelsnationer som Holland og Storbritannien er denne frygt for globaliseringen dog ikke så udbredt i de EU-skeptiske partier, og i Wilders PVV frygter 57 pct. globaliseringen og i det britiske UKIP er det kun 50 pct. Lignende nord-syd skel finder man også i den bredere vælgerbefolkning, hvor der generelt er større tilslutning til globaliseringen jo længere mod nord, man bevæger sig i EU.
 
Modstand mod øget indvandring, men ja til fri bevægelighed
 
Men inden man lader sig rive med af det verdensbillede, som Geert Wilders og Marine Le Pen forsøger at formidle, skal man huske på, at samlet set er der stadig flere europæere, som er tilhængere af globaliseringen, end modstandere af den.
 
Der er et flertal imod mere indvandring, når den kommer fra kulturer og lande uden for EU, men der er samtidig et solidt flertal af europæere, der bakker op om andre europæernes ret til at flytte på tværs af grænserne internt i EU. Man bør ikke blande den globale migrationsdebat sammen med den debat om den såkaldte velfærdsturisme, som de nationalistiske partier har  søgt at at sætte i de senere år.
 
I følge Eurobarometer er 81 pct. af europæerne stadig tilhængere af den frie bevægelighed i det indre marked – heraf også arbejdskraftens frie bevægelighed. Og den har været stigende siden foråret 2016.
 
Opslutningen til EU-samarbejdet er samtidig tydeligt på en række kerneområder:
 
Trefjerdedel af vælgerne vil gerne have en stærkere forsvarsunion og en energiunion, og totredjedel af vælgerne vil gerne have en fælles migrationspolitik og en fælles udenrigspolitik i EU. Og i euro-landene er hele 70 pct. af vælgerne tilhængere af ØMU’en og euroen.
 
Dette er tal, der understreger, at der overhovedet ikke er belæg for at sige, at de europæiske befolkninger er blevet EU-skeptikere. Det er tværtimod en myte, som de nationalpatriotiske partier har haft succes med at udbrede og få flere mainstream medier og politikere til at indoptage.
 
Mistilliden består
 
Men man bør samtidig forstå, at der i en del af vælgerbefolkningen stadig findes en betydelig frustration og mistillid til de etablerede institutioner. Ikke kun stigende mistillid til de nationale regeringer, men også betydelig mistillid til EU-institutionerne og deres evne til at skabe resultater.
 
Hele 56 pct. af de europæiske vælgere mener, at tingene går i den gale retning i EU og 59 pct. af vælgerne har ikke tillid til EU.
 
Det er her en ringe trøst, at mistilliden til de nationale demokratiske institutioner er endnu højere i mange EU-lande. Og det er bemærkelsesværdigt, at især Frankrig hører til gruppen af lande, hvor borgerne er blevet meget skeptiske over for EU’s evne til at skabe resultater.
 
Flertallet af franskmændene er stadig overbeviste EU-tilhængere og støtter idealet om et tættere europæisk samarbejde, men hele 65 pct. af de franske vælgere har mistillid til EU – kun i Grækenland og Tjekkiet er mistilliden større. 52 pct. af de franske vælgere mener ikke, at Frankrigs interesser varetages ordentligt i EU.
 
Det er disse frustrationer i gabet mellem idealer og faktiske handlinger – nemlig folks oplevelse af EU’s manglende evne til at skabe resultater til gavn for borgerne – der virkelig bør bekymre stats- og regeringscheferne i EU.
 
Hvis ikke man lykkes med at give vælgerne en fornemmelse af, at man faktisk adresserer deres bekymringer og gør noget effektivt ved de største fælles udfordringer, har EU-modstanderne og skeptikerpartierne et vælgerhav af frustrerede borgere at fiske i. Og bekymringer over indvandring og terrorisme overtrumfer i dag bekymringen for arbejdsløshed og økonomi.
 
Drømmen om den handlekraftige leder
 
Der findes forskellige grader af EU-skepsis og globaliseringsskepsis, og den varierer mellem medlemslandene. Blandt de 13 pct., der har stemt på Wilders PVV, er der således mange frustrerede arbejderpartivælgere, folk fra lavere sociale lag uden universitetsuddannelse, en overvægt af mænd og folk, der har en frygt for migranter og ikke mindst folk fra muslimske lande.
 
Vælgerprofilen minder her en del om kernevælgerne bag Le Pens Nationale Front i Frankrig, der også har været dygtig til at få fat i yngre frustrerede vælgere.
 
Det franske samfund slås med en række sociale og økonomiske problemer, og utilfredsheden med den socialistiske regering og de etablerede partier er tårnhøj. 77 pct. af de franske vælgere er ikke tilfredse med deres regering, og hele 80 pct. af vælgerne mener, at Frankrig har brug for "en stærk leder, der er villig til at bryde reglerne", viste en Ipsos måling i november.
 
Det sidste – drømmen om en autoritær leder – var dobbelt så mange som i USA for eksempel.
 
Marine Le Pen kombinerer en hård anti-immigrant politik og nationalisme med mere venstreorienteret velfærdspolitik. I hendes eget billede er det klassiske højre-venstre-skel nu afløst af et nyt skel mellem "patrioter" og "globalister".
 
I praksis er det en meget ideologisk skelnen. Den uafhængige og centrumorienterede spidskandidat i Frankrig, Emmanuel Macron, er ikke nødvendigvis mindre patriotisk, fordi han helhjertet forsvarer det europæiske samarbejde og kan se økonomiske fordele i at omfavne de muligheder, som globaliseringen skaber for fædrelandet. I stedet for at se det som et enten-eller, så kan man også føre både-og-politik.
 
Trump får flere til at blive europæere
 
Ingen ved endnu, om det hollandske valg vil smitte positivt af på det franske valg, men noget tyder på, at Donald Trumps hidtidige udmeldinger som præsident i USA ikke har styrket de politiske kræfter, der har søgt at omfavne hans politik og bringe hans revolution til Europa.
 
Wilders toppede i meningsmålingerne, da Trump blev valgt, men siden da har han tabt terræn, og den etablerede regeringsleder Mark Rutte har siden Trumps valg oplevet fremgang.
 
Lederen af den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, Guy Verhofsstadt, har i en kommentar til det hollandske valg sagt, at "folk ønsker konstruktive og troværdige politikere til at regere deres land. Derfor vil Le Pen også fejle."
 
I Frankrig er mistilliden til den socialistiske regering og præsident Hollande dog så stærk, at establishment-effekten næppe sætter ind der. Men Emmanuel Macron, der stiller op som uafhængig kandidat og klart har positioneret sig som et alternativ til trumpismen med en mere pro-europæisk politik, har på det seneste haft medvind i meningsmålingerne. Og han vil kunne slå Le Pen stort, hvis det kommer til en anden valgrunde.
 
Om det holder helt hen til det franske præsidentvalg i maj er endnu uvist, men måske er vi vidner til, at trumpismen er blevet fremkaldervæske for en politisk modbølge i Europa. Det mener ialt fald Denis MacShane, der er tidligere britisk Europa-minister for Labour. Han har i avisen The Independent således skrevet, at det hollandske valgresultat "signalerer enden for Brexit-Trump nationalistisk populisme.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.