Kommentar

Glem ikke Schlüters europæiske satsning

Det Europæiske Råd i København 1987

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten d. 4. juni 2021

Der er i den forgange uge med rette blevet skrevet meget om tidligere statsminister Poul Schlüter. Genopretning af dansk økonomi, ikke mindst. Europa har derimod ikke fyldt voldsomt. Ved første øjekast er det ikke så underligt. Den pragmatiske, uideologiske Schlüter var ikke kendt for at holde flammende taler; heller ikke om Europa. Ikke desto mindre er ét af Schlüters største bidrag til nutidens Danmark af europapolitisk karakter, nemlig medlemskabet af EU’s indre marked.

I 1982, da Schlüter blev statsminister, var Europa præget af ”eurosclerose” og havde ikke mindst på det teknologiske område svært ved at holde trit med USA og Japan. Svaret blev vedtagelse af ”Den Europæiske Fælles Akt”, der på dansk mere prosaisk kom til at hedde EF-pakken. I pakken lå primært afskaffelsen af barrierer, der hindrede den fri bevægelighed af varer, kapital, personer og tjenesteydelser over Europas grænser. For Schlüter var der ingen tvivl: Det var i eksportnationen Danmarks interesse. De Radikale og Socialdemokratiet sagde imidlertid nej og dermed var der ikke det nødvendige flertal i Folketinget. Da alle lande skal sige god for traktatændringer, var der i januar 1986 tale om intet mindre end en konstitutionel krise i EF. Samme dag som Schlüter fik meddelelsen om socialdemokratiets nej fra partiets daværende formand Anker Jørgensen, satte han et overraskelsesangreb ind ved at udskrive en vejledende folkeafstemning. Vel at mærke direkte i Radioavisen kl. 18.30. 

Beslutningen om at lægge EF-Pakken ud til vælgerne blev taget på trods af, at Schlüter mente, at det kunne blive et nej. Men som han skrev i sine erindringer i 1999: ”det, at vi tog folkeafstemningen, betød simpelthen, at vi kunne holde ud at se os selv i spejlet. Dette var en livssag for os”. Med en ja-procent 56,2% gik satsningen hjem, og Danmark kunne deltage i det indre marked, der den dag i dag på mange måder udgør fundamentet for den danske velfærdsstat. Overraskelsesangrebet koblet med Berlinmurens fald i 1989 bevirkede tillige, at Socialdemokraterne skiftede EU-kurs. Da forhandlingerne om Maastricht-traktaten gik i gang i 1990, kunne Schlüter derfor rejse til forhandlinger med afsæt i et memorandum, som kun SF og Fremskridtspartiet var imod. 

Ikke desto mindre blev det et nej ved den efterfølgende bindende folkeafstemning. I sine memoirer giver Schlüter det opslidende formandsopgør i Socialdemokratiet en stor del af skylden. Men mon ikke hans udtalelse i folkeafstemningen i 1986 også spillede ind? I afslutningsdebatten lagde han hovedet på skrå og sagde ”stem ja, så er unionen steddød”. Men det var den jo mildest talt ikke, da selvsamme Schlüter 2. juni 1992 bad danskerne om at tage stilling til fælles mønt, forsvar, unionsborgerskab og europæisk politisamarbejde. Løsningen på det danske nej blev de fire undtagelser, der fortsat er i kraft og dermed illustrerer pointen om, at Schlüter i høj grad bidrog til dét Danmark, vi kender idag: Et Danmark, der er med i det indre marked, men står uden for centrale dele af EU-samarbejdet. 

Ganske tankevækkende befinder EU ved Schlüters død sig i en økonomisk situation, der minder meget om den i 1985: Andre dele af verden, fra USA til Kina, rykker igen fra Europa. At Schlüter var sig dette bevidst, fremgår af ét af hans sidste interviews: ”Mine børn er den sidste generation, der har det så godt og ubekymret, som de har. Vi får svært ved at fastholde vores levestandard. Men det skal nok gå”. Svaret i 1985 blev det indre marked. Det gode spørgsmål er, hvordan danske politikere i dag vil bidrage til, at Schlüters europæiske livssag bevares og videreudvikles. 

 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.