Essay

Fra Berlin til Oxbøl: Når naboen banker på

Resume Tænketanken EUROPA har bedt tre personer med særlig indsigt i de historiske flygtningestrømme til Danmark om at skrive essays, hvor de reflekterer over flygtningenes rolle i det danske samfund. I dette essay skriver historiker, ph.d. og seniorforsker ved DIIS, Cecilie Banke om mange tusinde flygtninge, som kom til Danmark under og efter 2. Verdenskrig. Essayet er skrevet i forbindelse med projektet Flygtningene, der ændrede Europa.

I den aktuelle debat om flygtninge bliver det ofte nævnt, at det er det største flygtningeproblem, Europa har stået overfor siden anden verdenskrig. Og situationen i dag bliver gerne sammenlignet med dengang, hvor millioner var på flugt eller uden hjem som følge af krig og forfølgelse.

Man hvad ligger der i denne sammenligning? Og hvad kan vi bringe med fra perioden omkring anden verdenskrig, som kan gøre os klogere på den situation, vi står overfor i disse år?

Hvis vi ser på selve konteksten, er det ikke første gang, Europa har stået i en situation, med lukkede grænser og restriktioner på ophold. Frem til midten af 1920'erne var Europa kendetegnet ved at være et åbent kontinent, som folk ikke indvandrede til, men snarere forlod. Millioner af europæere udvandrede til den nye verden for at finde nye muligheder eller fordi de, som i dag, flygtede fra krig og forfølgelse.

Mobiliteten internt i Europa var derfor ikke pålagt restriktioner. Folk kunne bevæge sig omkring. Men fra 1920 krævede Storbritannien, at en fremmed skulle kunne forsørge sig selv og sin familie for at komme ind. Det var en markant ændring fra 1800-tallets liberale fremmedlovning, hvor man helt frem til 1890 ikke behøvede at informere om sin ankomst.

Frankrig, der som følge af første verdenskrigen stod med en resolut mangel på arbejdskraft, opfordrede frem til 1926 folk til at indvandre for at forsyne den voksende industrielle sektor og landbruget med arbejdskraft. Men herefter stoppede man al indvandring undtagen til landbruget, og op gennem 1930erne blev kontrollen med indvandring kun skrappere.

Og det gjaldt ikke kun i Frankrig. De europæiske samfund lukkede sig med stadig mere restriktive fremmedlovgivninger, og det skete samtidig med, at de typiske udvandrerdestinationer USA og Canada indførte strengere adgangsregler. Hvor USA i årene umiddelbart efter første verdenskrig tog imod over en million europæere om året, blev der med nye regler af 1921 og 1924 indført en kvoteordning, der kun tillod en begrænset indvandring på 150.000 om året fortrinsvis fra Nord- og Vesteuropa.

De skrappere regler omkring indvandring og de efterhånden begrænsede muligheder for at udvandre til USA og andre dele af den nye verden, skete på et tidspunkt, hvor stadig flere folk var på flugt fra krig, social opstand, revolution og borgerkrig. Som demografen Eugene M. Kulischer, der selv var flygtning, skrev i disse år, var Europe on the move. Folk vandrede rundt efter et sted at være. Efter asyl, et tilflugtssted, et ophold. En stat at kalde deres. Et hjemland.

Det er en situation, vi i dag kan genkende, men hvor det dengang var europæere, der vandrede, er det i dag primært folk fra Mellemøsten og Afrika. Det er ikke Europe on the move, men især Mellemøsten og Afrika. Og den erfaring kan vi bruge, for vi har været der før, hvor krig, social opstand, revolution og forfølgelse har tvunget folk på flugt.

En anden ting, vi kan tage med fra fortiden, er vores egen historie med flygtninge i en opbrudstid. Som resten af Europa blev også Danmark konfronteret med flygtninge både før, under og efter anden verdenskrig. Og det tvang de danske myndigheder, politikere, interesseorganisationer og befolkningen til at tage stilling til netop flygtninge. Reaktionerne dengang var især dikteret af, hvordan den sociale og økonomiske situation så ud, hvor Danmark befandt sig i forhold til styret i det store naboland Tyskland og hvad man tænkte om disse fremmede, der søgte om ophold og asyl. Igen noget vi kan genkende fra situationen i dag.

Den første bølge af flygtninge til Danmark kom efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Allerede ved udgangen af 1933 havde omkring 59.000 forladt Tyskland, hovedparten var jøder. Af de omkring 8.000, der af politiske, ideologiske eller racemæssige årsager søgte til Danmark i hele perioden 1933-1945, fik knap 2.200 ophold. Det var ikke mange. Af disse var 1680 jødiske flygtninge.

Forvaltningens behandling af disse flygtninge var, som blandt andre Lone Rünitz har vist, ofte ganske grotesk. Menneskelige hensyn blev tilsidesat til fordel for forvaltningspraksis, bureaukratiske manøvrer eller regulær antipati mod jøder. Danmark førte i denne periode en restriktiv flygtningepolitik, hvor det var hensynet til det nationale arbejdsmarked, til landets sikkerhed og til selve flygtningeadministrationen, der dikterede politikkens karakter. Som daværende justitsminister K. K. Steincke skrev i 1937: ”Umenneskelig vil man ikke være, men menneskelig kan man ikke være. Af hensyn til konsekvenserne”.

Tog man imod for mange jødiske flygtninge fra Tyskland, ville man få det, der dengang hed et ’jødeproblem’; altså at der ville komme for mange jøder til Danmark. Og et ’jødeproblem’ ville føre til antisemitisme. Noget, som kun få kunne forbinde Danmark med.

Ved afslutningen af anden verdenskrig og tyskernes nederlag stod Danmark med et nyt flygtningeproblem, og denne gang af meget større dimensioner. I månederne omkring befrielsen ankom 250.000 tyske flygtninge til Danmark, som blev indkvarteret i lejre og skoler. En af dem Oxbøl, hvor 35.000 tyske flygtninge blev indlogeret. Det var mennesker på flugt fra krig. En tredjedel var børn. Tyskland var sønderbombet. Sulten var udbredt, så de fleste ankom i en meget dårlig tilstand. Mange overlevede ikke opholdet i Danmark. Omkring 13.000 personer omkom i lejrene– over halvdelen var børn.

Forskeren Kirsten Lylloff har i en undersøgelse vist, ”hvordan danskerne og ikke mindst de danske læger så til, mens tyske og i ganske særlig grad tyske spædbørn døde i tusindvis”, og her citerer jeg. Børn under to år havde ganske ringe chancer for at overleve opholdet i de danske lejre. Og det skyldtes ifølge Lylloff de umenneskelige og rent lægefaglige stærkt kritisable forhold, der var i lejrene. Et aspekt, som ellers har været overset i den samlede fortælling om Danmark under anden verdenskrig.

Selvom Danmark er kendt rundt om i verden for at have hjulpet jøder på flugt fra Holocaust i efteråret 1943, viser historien altså også, at den danske stat, betydningsfulde aktører og befolkningen som sådan både i forhold til de jødiske flygtninge i 1930erne og de tyske flygtninge, der kom til Danmark omkring krigens afslutning, tilsidesatte hvad vi i dag ville anse for almindelig anstændig behandling af mennesker på flugt.

Det er en lære, som vi også må tage med os for at sikre, at vi ikke havner der igen. Umenneskelige vil vi ikke være. Menneskelige bør vi vel være, men det er ikke altid så let.

Det tredje vi kan lære ved at drage en parallel til fortiden, er det sammenbrud, der skete i samarbejdet mellem stater omkring håndteringen af det flygtningeproblem, som Hitler-Tyskland havde skabt med forfølgelsen af jøder. Tyskland var stormagten i Europas midte, som de omkringliggende stater havde svært ved at reagere imod.  Af de ca. 350.000 tyskere, der i perioden 1933 til 1939 forlod Tyskland og de tysk annekterede områder, var de fleste jøder, men de blev både af det tyske styre og modtagerlandene anset som værende ”emigranter”, folk der af økonomiske og sociale årsager frivilligt valgte at forlade Tyskland. Og det var i sig selv et problem. Man så dem ikke som flygtninge.

Meget hurtigt efter nazisternes magtovertagelse begyndte tyske jøder at udvandre. De fleste søgte til USA og frem til 1936 til Palæstina, men også til store europæiske lande som Storbritannien og Frankrig. En mindre del søgte til nærområderne og til Danmark. I begyndelsen primært kommunister, men der gik ikke lang tid, før jødiske flygtninge var det største problem. Problemet blev kun forstærket af nazisternes racelove som fremsat i Nürnberg-lovene i september 1935, efter annekteringen af Østrig i marts 1938 og ovenpå Krystalnatten i november 1938. Således var der flere stadier i det tyske flygtningeproblem. Det første stadie var fra Hitlers magtovertagelse i januar 1933 til Nürnberg-lovenes fremsættelse i september 1935. Denne første flygtningestrøm var relativ lille. I modsætning til senere kunne disse flygtninge medtage formue.

Det næste stadie kom med Nürnberg-lovene i september 1935. Tusinder søgte tilflugt fra nazisternes racelove uden for Tyskland, men det var nu blevet sværere for flygtninge at medtage formue, mens holdningen i de potentielle modtagerlande var blevet markant ændret. Annekteringen af Østrig i marts 1938 blev starten på den tredje fase, hvor en ny og massiv mængde flygtninge panikslagent søgte til lande, der i forsøget på at lede strømmen til andre og helst meget fjerntliggende egne indførte stadig skrappere betingelser for indvandring.

I denne periode var den amerikanske præsident Roosevelt vært for en international konference i den franske by Evian i juli 1938, hvor 32 stater mødtes for at diskutere løsningen på det flygtningeproblem, som Hitler-Tyskland havde skabt. Ved mødet blev der diskuteret kvoteordninger, potentielle tilflugtssteder og muligheder i fjerntliggende egne.

Men ingen stater ville kompromittere sig og mødet endte uden, at man kunne nå til enighed. Konferencen i Evian 1938 står for eftertiden som et symbol på det internationale samfunds manglende evne til at løse et fælles problem. Ingen stater ville på det tidspunkt indgå nogen aftaler omkring antal. Og de jødiske flygtninge blev skubbet rundt mellem stater i Europa, mellem USA og Europa og mellem Europa og Mellemøsten.

Denne tredje fase varede frem til Krystalnatten den 9. november 1938, hvor det beskedne håb om bare rimelige vilkår for jøder i Tyskland blev manet til jorden. Det for omverden chokerende angreb på jøder, deres forretninger og på synagoger, indledte den fjerde fase i flygtningespørgsmålet. Fra da af blev det bare kaos og endnu sværere for private hjælpekomitéer at organisere de tyske jøders udvandring. München-aftalen og indlemmelsen af det sudetertyske område i Hitler-Tyskland forværrede kun situation.

Med besættelsen af Tjekkiet i marts 1939 begyndte den femte og sidste fase før krigen i flygtningespørgsmålet. Flygtningene søgte nu ly overalt, på alle kontinenter og strejfede om på skibe, som sejlede fra havn til havn efter et sted at sætte passagererne i land. Bosættelser i stadig mere eksotiske verdensegne blev diskuteret, uden at man fandt noget mål.

Enden på historien kender vi kun alt for godt. De jøder, som ikke slap ud af Europa, levede i skjul, eller som i Danmark fik hjælp til at flygte, endte i koncentrationslejrene. Seks millioner døde i Holocaust. Og de, som overlevede, måtte efter krigen bo i flygtningelejre som statsløse personer indtil, de kunne rejse til USA, Canada, Australien og på sigt også Israel.

Det er klart, at netop denne manglende evne fra stater til i fællesskab at løse et problem, som i 1930erne måske forekom at være midlertidigt, men som på sigt og under krigen udviklede sig til et folkedrab, står som en markant historisk advarsel. At de 32 stater ikke formåede at finde en løsning under mødet i Evian i juli 1938, er for os i nutiden en klar påmindelse om, hvor nødvendig en fælles løsning på det aktuelle flygtningeproblem, som Europa står overfor, er.

Det kan i Danmark til tider være svært at forholde sig til, hvor meget historien betyder i denne sammenhæng, da vi på mange måder slap relativt billigt gennem krigen. Og senere har været gode til at se fremad. Men skal man forstå noget af den diskussion, der foregår på europæisk plan omkring vigtigheden af at finde en fælleseuropæisk løsning, er kendskab til fortiden en forudsætning. Det gælder ikke kun den tyske fortid, men også vores egen.

Citatet fra Kirsten Lylloff er taget fra artiklen ”Kan lægeløftet gradbøjes? Dødsfald blandt og lægehjælp til de tyske flygtninge i Danmark 1945”, Historisk Tidsskrift, 99:1.
 

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.