Debat

Europa-konference kan føre til kaos eller renæssance

Resume Ursula von der Leyen har lovet en stor fremtidskonference med start i 2020. Den kan potentielt skabe en renæssance for EU-samarbejdet, men den kan bestemt også ende i kaos.

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten d. 18. december 2019

Det har potentiale til at blive en big thing, men det var det ikke, da Mette Frederiksen og hendes EU-kolleger ved topmødet i torsdags blåstemplede den nye Europa-konference. Overdøvet af det britiske valg og andre presserende dagsordener var det til at overse, at der nu rent faktisk er givet en lillefinger til dem, der ønsker vidtgående reformer og traktatændringer i EU.​

Det er EU’s nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, der i sommer lagde op til en toårig fremtidskonference med start i 2020 – noget, som bl.a. Europa-Parlamentet opfatter som et af hendes mest fremtrædende løfter. Idéen har især været plantet af Frankrigs præsident Macron.

Han har formentlig selv et EU i flere hastigheder på ønskelisten, men der er flere grunde til, at reformdagsordenen trænger sig på. EU er reduceret til 27 lande, klima- og migrationsudfordringerne kræver større effektivitet, og der er krav om en mindre kommission, en reel retsstatsmekanisme og en stærkere sikkerheds- og udenrigspolitik.

For at generobre initiativet smed Frankrig og Tyskland i november en bombe i debatten, da de lagde op til, at konferencen også skulle overveje mulige traktatændringer.

Resten af medlemslandene er langtfra enige om den målsætning, og det afspejles af de noget lunkne topmødekonklusioner, der mere sobert lægger op til, at konferencen skal »bidrage til udvikling af EU’s politikker, så EU kan blive bedre til at håndtere aktuelle og fremtidige udfordringer«.

Hvad får vi ud af den nye fremtidskonference? Mulighederne spænder fra kaos til renæssance.

I værste fald ender Europa-konferencen som et udstillingsvindue for uoverkommelige uenigheder blandt medlemslandene. På trods af EU27’s bemærkelsesværdige enighed i brexit-forhandlingerne har ingen glemt sårene efter finans- og migrationskrisen.​

Tærsklen for, hvornår et land tør gå imod flertallet, synes at være blevet lavere de seneste år, hvilket nylige forhandlinger om klima, rammebudget, asylsystem, digital skat og udvidelse bevidner. Interne magtkampe truer også.

Europa-Parlamentet har øjnet endnu en chance for at få mere indflydelse – f.eks. gennem delt initiativret – og vil også bruge konferencen til at formalisere den såkaldte spitzenkandidat-proces, der vil give parlamentet mulighed for at udpege kommende kommissionsformænd.

Men Europa-konferencen kan også hjælpe EU med at finde fodfæste i en omskiftelig verden. Der er nu mulighed for at fokusere på det store billede og bygge bro mellem alle relevante politikker: digitalisering, klima, migration, handel, retsstatsprincipper, borgerinddragelse med videre.

Kodeordet bliver suverænitet, for det handler om at fremtidssikre Europas evne til selv at være i kontrol. I Danmark har suverænitetsspørgsmål i årtier været den dominerende grund til euroskepsis: Suverænitet har været set som noget, vi mistede til EU. Nu kan suverænitetsbekymringer ligefrem føre til ønsker om et stærkere EU: Hvis omverden opleves som truende, kan EU være det, der gør Danmark større.

Mellem kaos og renæssance kan Europa-konferencen tage mange former. Macron og Europa-Parlamentet ved tilsyneladende allerede, hvad de vil have ud af øvelsen – men hvad mener Danmark og danskerne i dag om EU’s fremtid?

Er flere flertalsafgørelser et acceptabelt bytte for mere effektivitet? Skal nationale parlamenter inddrages mere? Er ”Europa først” handelspolitikkens svar på ”America First”? Under alle omstændigheder bliver konferencen en øvelse i inddragelse af civilsamfund og den bredere befolkning, og den mulighed bør Danmark bruge aktivt til at sætte flere danske præg på samarbejdet.

 

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.