Kommentar

EU-stemningen efter 450 dage med Covid-19

Kommissionsformand Ursula von der Leyen, kommissær Thierry Breton

Dette indlæg blev bragt i Altinget d. 24. juni 2021

På EU-topmødet i dag gøres der status over EU’s håndtering af 450 dage med coronakrise. Men én ting er, hvordan EU-systemet og medlemslandenes regeringer har forsøgt at håndtere udfordringerne; noget andet er, hvordan Europas befolkninger har reageret på krisen. Har de f.eks. været tilfredse eller skuffede over vaccineindsatsen og grænselukninger? Og er den indledende frustration, bl.a. i Italien over den manglende hjælp med respiratorer, nu blevet erstattet af tilfredshed med genopretningsfonden? 

For at få et overblik har Tænketanken EUROPA i samarbejde med den paneuropæiske tænketank ECFR gennemført i alt fire repræsentative målinger af europæernes reaktioner. Op mod 12 medlemslandes befolkninger er blevet spurgt af YouGov over fire omgange – april 2020, oktober 2020, december 2020 og april 2021. Danmark har været repræsenteret i alle målingerne, på lige fod med bl.a. Frankrig, Tyskland og Polen. På den baggrund kan vi nu gøre status over såvel forskelle på tværs af medlemslande som over tid.

Den overordnede konklusion er, at tilliden til EU er dykket under krisen, men at der ikke desto mindre er bred opbakning til, at EU fremadrettet skal have flere muskler til at reagere på fælles kriser. Samtidig har europæerne følt sig home alone, forstået på den måde, at synet på verden omkring Europa har været særdeles negativt det seneste år. I alt tegner der sig fem takeaways for EU-stemningen.

1. Coronachokket er på vej væk
 
For det første er krisestemningen på vej væk. Flere af de markante reaktioner, der kom til udtryk under pandemiens start, ser ud til at have været af kortvarig karakter. Bør krisen f.eks. føre til, at folk genovervejer ønsker om at arbejde, bo og rejse i udlandet? Andelen, der mener det, er faldet i de fleste lande – endda med over tyve procentpoint i Portugal og Bulgarien. I Danmark er dykket på ti procentpoint (fra 26 til 16 pct. af respondenterne).

Også ønsket om mere grænsekontrol mellem EU-lande, og ved de eksterne grænser, er blevet mindre udtalt mellem april 2020 og april 2021. Det kan få betydning i debatten om, hvorvidt bl.a. Danmark kan fastholde sin kontrol, som er en mærkesag for regeringen. Kommissionen har varslet, at der inden årets udgang kommer forslag til en Schengen-reform, så den fri bevægelighed igen kan blive normen.

Selv ønsker om, at EU selv skal kunne producere flere medicinske forsyninger, er blevet mindre markante i løbet af året. I april 2020 ønskede 40 pct. i Danmark større EU-medicinproduktion. I april 2021 var det 27 pct. Det tyder på, at dagsordenen om at blive mere selvforsynende ikke længere opleves så akut, som ved krisens start. Det aftagende coronachok bør her kunne styrke de mere frihandelsorienterede lande, som Danmark, i kampen mod snigende protektionisme oven på krisen.
 

2. Advarselslamper for EU-opbakningen, især i Tyskland
Ved krisens start oplevede navnlig Italien, at ingen EU-lande reagerede på landets råb om hjælp. Da italienerne i flere år har fremstået som en af EU’s mindst tilfredse befolkninger (bl.a. i de regelmæssige Eurobarometer-målinger), har det sat gang i spekulationer om, hvorvidt coronakrisen ville cementere Italiens euroskepsis. Men det er der ikke noget, der tyder på.
Godt nok ligger italienerne i den lave ende, når det kommer til at mene, at EU-medlemskab er en god ting, men i løbet af hele ”corona-året” har de været blandt de befolkninger, der i højeste grad ønsker, at EU fremadrettet skal sikre en mere fælles reaktion på kriser. Det hører også med til historien, at italienerne er langt mindre kritiske over for EU’s politiske system (57 pct.) end over for det nationale system (80 pct.).

Når der ses på udviklingen over de fire målinger, er især de tyske tal bemærkelsesværdige. I april 2021 giver tyskerne udtryk for en markant pessimisme, både hvad angår EU og det nationale politiske system. Alene mellem oktober 2020 og april 2021 er andelen af tyskere, der mener, at det nationale politiske system er i stykker, steget med ti procentpoint (fra 27 til 37 pct.), mens andelen, der mener, det fungerer godt er dykket med 12 procentpoint (fra 69 til 57 pct.). Tilsvarende er andelen, der mener, at EU’s politiske system er i stykker, steget med 11 procentpoint (fra 44 til 55 pct.), mens andelen, der mener EU fungerer godt, er dykket med 13 procentpoint (fra 49 til 36 pct.).

Tyskerne er, sammen med østrigerne, dem, hvor flest har mistet tillid til EU under coronakrisen – det gælder hele 49 pct. i Tyskland, mens EU-12 gennemsnittet er 34 pct. På et spørgsmål om, hvorvidt selve medlemskabet er en ”god ting”, er Tyskland det land, hvor næstfærrest, nemlig 46 pct., er enige. Det er kun overgået af Frankrig, hvor 38 pct. mener, medlemskab er en ”god ting”. I Danmark er tallet 60 pct. Det kan her have spillet en rolle, at tyskerne i målingen også adskiller sig markant i forhold til at være dem, der mindst forventer støtte fra EU under en krise. Det gør nemlig blot 12 pct. i Tyskland, sammenlignet med 32 pct. på tværs af de 12 lande (39 pct. i Danmark).
 

I lyset af, at data for den seneste måling blev indsamlet, mens de tyske medier og politikere i stærkt kritiske vendinger debatterede vaccineudrulningen, kan der vel være tale om et one-off lavpunkt. Det kan f.eks. have spillet ind, at Tyskland tidligt under krisen faktisk tog initiativ til en national vaccinealliance, men senere skrottede den til fordel for den kriseramte fælleseuropæiske indkøbsstrategi.
I modsat fald bør tallene fra EU’s største land give anledning til panderynker hos de etablerede kræfter rundt omkring i Europa. Målingen bekræfter nemlig samtidig en lang tendens til, at EU-opbakningen i det næststørste land, Frankrig, ligger på et meget lavt sted. Et fly kan uden de store problemer holde sig på vingerne, hvis den ene motor slår ud, men det falder ned, hvis begge går i stå.

3. Flertal ønsker fælles-EU krisehåndtering fremadrettet
Over for svækkelsen af opbakningen i Frankrig-Tyskland står imidlertid, at der til trods for diverse advarselslamper fortsat er solid opbakning – ikke bare i Italien, som nævnt ovenfor, men på tværs af de europæiske befolkninger – til, at EU i tilfælde af fremtidige kriser skal spille en større rolle, end tilfældet var under coronakrisen. I alle 12 lande i april 2021-målingen mener store flertal, at krisen har vist, at der er behov for mere samarbejde, snarere end at integrationsprocessen allerede er gået for vidt. Selvom der er et dyk i særligt den tyske opbakning til mere EU-samarbejde, er der fortsat langt flere tyskere – 47 pct. – der ønsker mere integration, end der er tyskere, der mener, at EU allerede er gået for langt – 33 pct.

Generelt er kritikken da også, igen præcis som i Italien, rettet mere mod det nationale niveau (54 pct. i EU12) end det europæiske niveau (47 pct. i EU12). Sammenholdes de to niveauer, er det i Østrig, at den største deciderede EU-skepsis kan måles: Det er det eneste af de 12 lande, hvor kritikken af EU’s politiske system er høj (51 pct.) og samtidig markant større end kritikken af det nationale system (37 pct.).

Derimod er det opsigtsvækkende, at andelen, der ønsker at dele den finansielle byrde under en krise, generelt er faldet over det seneste år – trods nyskabelsen med den historisk store genopretningsfond og de EU-fælles lån. De eneste lande, hvor opbakningen til finansiel solidaritet ikke er faldet siden april 2020, er Danmark og Sverige. I store modtagerlande, som Spanien og Italien, er støtten faldet med 14 procentpoint. Umiddelbart synes der dermed ikke at være et folkeligt mandat for en permanent genopretningsfond.

4. Danskernes topkarakter går til … Danmark! Men EU består også
Et fjerde takeaway går på den hjemlige folkestemning. Her er målingerne entydig positiv læsning for regeringen. Såvel i efteråret 2020 (71 pct.) som i foråret 2021 (76 pct.) var der i Danmark den højeste opbakning blandt 12 medlemslande til det ”nationale politiske system”. Den gennemsnitlige opbakning i de 12 lande var 42 pct. i april 2021.
Dertil kommer en klar opfattelse blandt danskerne af, at Danmark har håndteret coronakrisen bedre end alle de andre EU-lande. Danmark er de eneste blandt de 12 befolkninger, hvor der i april 2021 var et flertal (51 pct.) med den holdning. EU-12 gennemsnittet var 26 pct.

Opbakningen til den hjemlige krisehåndtering sker ikke på bekostning af synet på EU’s rolle under pandemien. Den har faktisk på nogle områder udviklet sig i positiv retning under det første år med Covid19. Umiddelbart efter coronaen ramte i 2020, forventede blot 25 pct. af danskerne for eksempel støtte fra EU under krisen. I april 2021 var det tal 39 pct. Der er også lidt flere i dag (58 pct.) end for et år siden (53 pct.), der mener, at coronakrisen har vist, at der er behov for mere EU-samarbejde.

Når man sammenligner de danske svar med det europæiske gennemsnit i målingerne, er vi blandt de befolkninger, der bakker mest op om EU’s rolle. Kort og godt er stemningen i flere lande tilsyneladende på en lang række områder mere nedslået, end det er tilfældet herhjemme. Den eneste, markante, undtagelse er på vaccineområdet. Her er danskerne i april 2021 faktisk i en liga for sig blandt de 12 befolkninger i forhold til at være kritiske over for, om EU skal have indflydelse på vaccineprogrammer fremover. Danmark er det land, hvor flest ser det som en prioritet, at nationalstaten i tilfælde af nye pandemier skal ”tage kontrol over vaccineprogrammet tilbage fra EU” (her har 29 pct. det som første prioritet på en liste med syv svarmuligheder, efterfulgt af Østrig på andenpladsen med 21 pct. EU-12 gennemsnittet er 16 pct.).

Det er bemærkelsesværdigt i lyset af, at Danmark som lille land ikke kan regne med at stå stærkt i evt. fremtidige kampe om effektivt at udvikle, producere og indkøbe vacciner. Tallene kunne tyde på, at danskerne har tolket statsminister Mette Frederiksens meget omtalte vaccinerejse til Israel i marts 2021, samt det efterfølgende løfte om en dansk vaccinefabrik, som tegn på, at den EU-fælles indsats var slået fejl, og man kan klare det bedre selv. Når man sammenligner med de øvrige EU-lande, tyder noget i hvert fald på, at den nationalt-fokuserede danske debat har kostet på opbakningen til fælles vaccineløsninger. Det kan få betydning i den fremadrettede debat, der kommer til at handle om, hvorvidt medlemslandene er villige til at betale mere til EU’s budget for at sikre hurtigere udvikling og adgang til vacciner.

5. Samarbejde med Kina og Rusland er vejen frem
Endeligt peger målingerne på, at et flertal af europæere ikke køber ind i den officielle, politiske retorik om Kina som en ”systemisk rival”. Til et spørgsmål i april 2021 om, hvorvidt man ser syv store samarbejdspartnere – USA, UK, Japan, Indien, Tyrkiet, Kina og Rusland – som primært allierede, partnere, rivaler eller modstandere, er det på tværs af de 12 lande ”partner”, der dominerer. Kina er godt nok det land, hvor flest (25 pct.) svarer ”rival”, men andelen er 11 pct. lavere end de 36 pct., der svarer ”partner”. 

Tyrkiet er det eneste af de syv lande, hvor kategorien ”partner” ikke har et flertal bag sig. Her er det snævert ”modstander”, der får overhånd. Men eventuelle forventninger om, at EU-borgerne ser venligere på Storbritannien end på de øvrige tredjelande kan manes til jorden: Briterne er i vid udstrækning også ”blot” partnere. Danmark er faktisk det eneste af de 12 lande, hvor et flertal (39 pct.) vælger ”allieret” frem for ”partner” i synet på UK. I Tyskland er der lige så få respondenter, der ser UK som allieret (14 pct.), som der ser Japan som allieret (15 pct.).
 

Særligt under krisens første måneder viste målingerne ellers tegn på, at Covid19 i markant grad havde forværret europæernes syn på omverdenen: I april 2020-målingen, f.eks., sagde 48 pct., at deres syn på Kina var blevet værre under krisen, og ift. USA gjaldt det 59 pct. At så mange europæere i dag, 450 dage efter den største krise siden Anden Verdenskrig, fastholder et stærkt ønske om globalt samarbejde fremfor rivalisering er et signal om, at selv om håb som bekendt ikke er en strategi, er der tilsyneladende mange borgere, for hvem det vedbliver at være holdepunktet.
 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.