Kommentar

Efter Sibiu: Hvad nu, EU?

Resume I den nærmeste fremtid skal sæder og topposter fordeles i Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd, Den Europæiske Centralbank og EU’s Udenrigstjeneste. Det giver inspiration til nye visioner for samarbejdet – og til magtkampe om Europas fremtid.

Når verdens største tværnationale valghandling skydes i gang senere på måneden, vil det være startskuddet til et rekordvalgår i EU. For ikke bare skal Europa-Parlamentet have nye medlemmer i 2019: Det skal Europa-Kommissionen også, og samtidig skal der findes nye formænd for det Europæisk Råd, den Europæiske Centralbank og EU’s udenrigstjeneste.

Nyt lederskab giver mulighed for en ny start, og på Europa-dagen i sidste uge i den rumænske by Sibiu tog EU’s stats- og regeringschefer hul på arbejdet med at udarbejde en ny femårsplan for unionen.

Denne såkaldt strategiske dagsorden skal lanceres til juni for at sikre en fælles retning og fremdrift omkring EU’s udvikling. Der var efter sigende en ganske rar og venskabelig stemning under Sibiu-mødet, hvor den ungarnske premierminister, Victor Orban, holdt lav profil, og den britiske, Theresa May, slet ikke deltog.

Men den rare stemning risikerer faktisk også at reducere værdien af den nye fremtidsplan. For under hver af de fire overskrifter, der blev præsenteret med en række bullet points i Sibiu, gemmer der sig rivende uenigheder blandt EU’s ledere om den kommende retning. Det handler ikke om EU-skeptikere mod EU-føderalister, men om realpolitiske kampe om klimahensyn, migration, social beskyttelse og solidaritet.

Sikkerhed først

Sikkerhed er først på dagsordenen og handler i Sibiu-erklæringen primært om migration og ydre trusler.

Migration er EU’s sværeste problemstilling. Siden krisen i 2015 har man forsøgt at reformere asylsystemet, men der er ikke den fornødne støtte til fælles asylfordelingsordninger, og sagen er endt i en tilsyneladende uløselig hårdknude. Situationen er så fastlåst, at vi ikke kan ventes os andet af den nye femårsplan end nogle ord om bevogtning af de ydre grænser og et stærkt Schengen – som er noget af det eneste, der er enighed om.

Men faktisk har lederne tre muligheder for at vise fremdrift.

For det første kan de fortsætte forhandlingerne om de lovforslag, der allerede er på bordet – herunder Dublin-forordningen om hvor asylansøgninger skal vurderes. Alene bekræftelsen af, at der er reelle forhandlinger, ville være en livline til dem, der ønsker en fælles EU-politik på området.

For det andet kan de vælge at anerkende, at det er for svært at opnå enighed og dermed acceptere status quo (med risiko for, at udsatte modtagerlande bliver mindre tilbøjelige til at sikre deres grænser).

Og for det tredje, hvis lande som Frankrig og Holland får deres vilje, kan de åbne op for forstærket samarbejde.

Forstærket samarbejde på migrationsområdet kunne involvere et helt nyt koncept, som ikke involverer alle lande. Holland har tidligere luftet kontroversielle ideer om at etablere et tættere bånd mellem Schengen-området og Dublin-systemet – eller mellem fri bevægelighed og migrationssamarbejde. Her er det kun de lande, der accepterer fælles fordeling, der kan have fri bevægelighed.

Danmark ville komme i en kattepine pga. retsforbeholdet, og det ville nok også udelukke mange central- og østeuropæiske lande. Derfor er det et ekstremt wildcard på nuværende tidspunkt. Men fordi migrationspresset kræver løsninger, kan radikale løsninger i stigende grad ventes italesat.

Sikkerhed i lyset af ydre trusler bliver et kerneområde i den kommende strategi. Det skyldes truslen fra terrorisme, cyberkriminalitet, ustabilitet i EU’s nærområder, klimaforandringer samt tendensen til flere uforudsigelige strongmen ved magten rundt om på kloden.

Fokus de kommende fem år vil formentlig være på at gøre forsvarssamarbejde i EU til normen snarere end undtagelsen, samt på at udvikle den såkaldte sikkerhedsunion, der samtænker forsvarstiltag med retlige tiltag. Danmark kommer til at stå uden for store dele af dette samarbejde, der er omfattet af forbeholdene.

Udvikle det økonomiske fundament

Lederne vil her tage udgangspunkt i de mest presserende udeståender i arbejdet med at færdiggøre det indre marked – f.eks. den digitale union og energiunionen. På bl.a. tysk og fransk foranledning vil industrihensyn spille stærkt ind, og der ønskes en strategisk dagsorden, der sammenkæder alle de elementer, der er vigtige for konkurrenceevnen – herunder også klima.

EU’s eksisterende konkurrenceregler er blevet beskyldt for at være forældede i lyset af Kinas og USA’s optræden. I den kontroversielle Siemens-Alstom-afgørelse gælder det f.eks., at det femårige perspektiv for evaluering af den konkurrencemæssige betydning af en industriel sammenlægning var for kort.

Tyskland og Frankrig har dog også oven på dommen luftet ideer, der er gået meget vidt ift. at lægge op til et mere lukket marked med større mulighed for intervention. Det bliver interessant at se i hvor høj grad, medlemslandene vil lægge op til en ny linje.

Arbejdet med den Økonomiske og Monetære Union vil også fylde, selv om der her kan spores tegn på politisk træthed. Flere af de problemer, der viste sig under den økonomiske krise, er stadig uløste, og en række lande har fortsat al for stor gæld.

I den strategiske dagsorden får EU-lederne mulighed for at sende vigtige signaler ift. hvilken rolle et eurozone-budget f.eks skal have, og ift. hvordan der sikres fremskrift med kapitalmarkeds- og bankunionen. Fair beskatning bliver det nye buzzword. EU har ikke mange skattemæssige beføjelser, men man vil under denne overskrift søge at respondere på det stigende pres, der de seneste år har været på både Kommissionen og medlemslandene for at styrke kampen mod skatteunddragelse og skattely, samt for at forenkle eksisterende moms- og selskabsskattesystemer og samtidig styrke klimakampen.

Klimahensyn i alle EU-initiativer

Klima er blevet en langt større prioritet i EU end for bare fem år siden. EU spillede en stor rolle i vedtagelsen af Paris-erklæringen i 2015 og har ambitiøse 2030 klima- og energimål. Det vil afspejles i den strategiske dagsorden, hvor et stærkt signal er vigtigt i lyset af, at en række medlemslande får brug for nye og strammere lovgivningsmæssige tiltag, hvis målene skal nås – og for at sikre, at EU’s næste syvårige rammebudget klæder EU bedst muligt på.

Kommissionens forslag integrerer og mainstreamer klimahensyn i alle EU-initiativer, og det er foreslået, at 25 pct. af budgettet øremærkes klimainvesteringer.

En række lande er dog skeptiske. F.eks. lykkedes det ikke Danmark og syv andre lande i Sibiu at sikre tidlig opbakning til målet om netto nuludledning af drivhusgasser senest i 2050. Men da klima også vil være særskilt på topmødedagsordenen i juni kan vi nok vente størst substantiel debat inden for dette område af den strategiske dagsorden. Chancen for reelt at skabe fremdrift er størst her.

At det sociale område er kommet med under denne overskrift skyldes nok primært, at Europa-Kommissionen og medlemslande som Frankrig og Sverige lægger pres på at udvikle en egentlig social søjle for EU, men at emnet fortsat er alt for kontroversielt til at have sin egen overskrift.

Den danske regering vil formentlig høre til dem, der forsøger at afkoble den sociale dagsorden frem mod junitopmødet – uanset om statsministeren hedder Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen.

Det indflydelsesrige Europa

Forestillingen om en verden, hvor USA tager sig af sikkerheden, og WTO sig af opretholdelsen af multilateralismen, er ved at krakkelere. Det egentlige problem i dag er måske, at det er svært at taget for givet, at den gamle orden genopstår, bare der kommer en ny præsident i USA. Det har til gengæld sat gang i planerne om at give EU’s udenrigs- og forsvarspolitik tænder.

Kina giver også ny fremdrift for mere fælles fodslag i udenrigspolitikken og er inden for de allerseneste år blevet en topprioritet for EU. Udover udviklingen i Kina skyldes det en stort set universel forståelse for, at det ikke giver mening for medlemslandene at føre adskilt kinapolitik. Det vil nok være til at opnå enighed blandt lederne om behovet for en level playing field på områder som offentlige indkøb, markedsadgang og ejerskab af virksomheder.

Institutionelt bliver det store spørgsmål, om Kommissionen får opbakning til sit forslag om at afskaffe vetoretten på dele af udenrigspolitikken. Det ville være et vigtigt skridt på vejen til at gøre EU til en reel global aktør – men også et skridt i overnational retning.

Magtkampen mellem institutionerne

Den strategiske dagsorden handler ikke kun om substans. Den handler også om hvem, der har mest magt.

Kommissionen har en stærk egeninteresse i at være fremtidsstrateg #1. Den strategiske dagsorden har nemlig implikationer for hvilken lovgivning, Kommissionen efterfølgende kan fremsætte. Men i processen risikerer Kommissionen at politisere – og dermed at komme på kant med sin traktatmæssige rolle som uafhængigt organ.

Europa-Parlamentet har længe krævet mere magt – og fået det. Når parlamentet samles efter valget, vil vi få nye input til den strategiske dagsorden. Det kommende valg bør dog også give anledning til selvransagelse, ikke mindst hvis valgdeltagelsen fortsætter nedad. Den stadigt stigende andel af deciderede EU-kritikere i parlamentet risikerer nemlig at gøre det til den trojanske hest, der fører til sammenbrud for nye EU-visioner.

Det Europæiske Råd er kommet styrket ud af det seneste kriseårti, og lederne vil derfor formentlig kunne nøjes med høflig italesættelse af såvel Kommissionens som Parlamentets input. Men stort set samtlige stats- og regeringschefer er i dag under pres fra stadigt stærkere populistiske og EU-kritiske partier, hvis fremtidsbud i yderste fald er, at unionen ingen fremtid har.

Trods sit visionære afsæt vil den igangværende øvelse med at udarbejde en ny strategisk dagsorden formentlig mest af alt vise, at reel EU-renæssance fortsat har lange udsigter.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.