Debat

Den nye kanon bør også være en Europakanon

Resume Skal Danmarkskanonen give mening, må den ses som del af en større europæisk kulturkanon.

Denne kronik blev bragt i Politiken 4. juni 2016 i forbindelse med kulturministerens lancering af indsamlingen af forslag til Danmarkskanonen.

Hvis du skulle flytte fra Danmark i morgen og kun måtte tage enkelte danske traditioner, bevægelser eller værdier med dig, hvad ville du tage med?

Sådan lød spørgsmålet da kulturminister Bertel Haarder i marts havde inviteret en række personligheder ud i Nordatlantens hus på Christianshavn for at søsætte ideen om en ny Danmarkskanon. Jeg havde fornøjelsen af at være blandt de inviterede gæster i Nordatlantens hus, hvor jeg forsøgte at lytte mig frem til, hvad der er meningen med dette projekt.

Danmarkskanonen giver anledning til at føre en åben og folkelig samtale om, hvem vi er, og hvad vi vil være som samfund. Det er fint. Men der er også en risiko for, at den ender som et nyt nationsbygningsprojekt.

Bertel Haarder har til Jyllands-Posten sagt, at Danmarkskanonen skal være »et værn mod kulturel splittelse, radikalisering og terror. Der er nogle, der foragter os og vore værdier, men det skal vi på ingen måde lade os kyse af. Især det forhold, at der kommer så mange nye borgere til fra fremmede kulturer, er et argument for, at vi er mere kulturelt tydelige.«

Her balancerer Haarder på en hårfin grænse. Ordene er tvetydige. Er det imaginære ’os’ rent dansk, hvor ’vi’ skal værne os mod den fremmede kultur, som angiveligt splitter eller i følge nogen ligefrem radikaliserer og terroriserer? I givet fald vil Danmarkskanonen køre af sporet.'

Man bør aldrig lade sig kyse af terrorister, der dræber civile eller med voldelige aktioner knægter grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder. Det er selvindlysende i en retsstat. Lægger man sig på knæ for terrorismens trusler og lader sine handlinger forme af frygten, kan man ende som en kujon, der ikke længere tør forsvare demokratiske frihedsrettigheder.

Men Danmark er ikke truet eller i krig. Vi har et stærkt og velkonsolideret demokrati, og vi deler værdier og demokratisk styreform med vore europæiske partnere i EU. Selv om der er enkelte ekstremister i samfundets yderkant, i subkulturer eller blandt fundamentalistiske fanatikere, lever vi et trygt og sikkert land med rum for kulturel og tankemæssig frihed.

Det er på tide, at vi kommer ud af den kollektive massepsykose, at vi som samfund er truet. Hvis der er nogen, der har grund til frygt for deres kulturelle identitet, værdier og livsformer, er det i alt fald ikke det store flertal af danske borgere!

I stedet for at lave en Danmarkskanon som et værn mod det, vi frygter, må vi hellere fejre og reflektere over det, vi er stolte af. Og som kan bringe os videre.

Tydelighed skader aldrig. I mødet med den anden eller fremmede skader det ikke, at de kan se, hvem man er. Personlig karakter, kulturel bevidsthed og moralsk habitus er gode dyder at have med i bagagen, sammen med kritisk selvrefleksion. Men vi skal ikke gå i den kulturalistiske fælde, at vi danskere er en homogen masse, og det kollektive ’vi’ er en etnisk egenart. Uden individuel frihed og plads til at udfolde kulturelle og politiske forskelligheder kan et demokrati ikke trives.

Det vil desuden være historieforfalskning af værste skuffe, hvis vi betragter Danmark som et lukket mikrokosmos isoleret fra omverden.

Vi danskere har i århundreder været præget af idepolitiske og kulturelle strømninger i Europa, og det danske giver ikke mening uden det europæiske. Danmark er et gammelt monarki, men vor kongeslægt er af tysk oprindelse med Oldenborgske og Glücksborgske gener.

Vi importerede trykkefriheden sydfra, takket være kongens tyske livlæge, Struense. Og vores demokratiske frihedstraditioner og grundlov kan ikke forstås uden Europa. Den franske revolution i 1789 var med til at bane vejen for demokratiet i Danmark, men mange grundlæggende ideer bag vore dages ’danske’ værdier er af ældre dato.

Frihedsidealer blev bragt til landet af europæiske oplysningsfilosoffer fra John Locke til Immanuel Kant. Og før det fik vi det kristne budskab om, at vi alle – uanset ophav, klasse, kultur eller stamme – er skabt lige. Europa fik takket være kristendommen et fælles moralsk fundament, der byggede på respekten for det enkelte individs værdighed og lighed. Det fik en central rolle for det europæiske demokrati og siden for de universelle menneskerettigheder.

Uden erkendelse af dette fælles europæiske arvegods giver en Danmarkskanon ingen mening. Som Ludvig Holberg sagde, bør det at være medborger »ikke udstrækkes for vidt, så min kærlighed til medborgere og trosvante må befatte had og afsky til fremmede«. Et er »at være koldsindig mod fædrenelandet, et andet er at synde af kærlighed til det samme.« Holberg satte den kristne næstekærlighed højere end fædrelandskærligheden, da det virkelig gjaldt. Kald det bare solidaritet.

Kulturministeren ser Danmarkskanonen som et levende dannelsesprojekt om den historie og kultur, der former vores samfund, og gennem folkelig debat skal den skabe stærkere bevidsthed om det, der her til lands samler os. Men hvad betyder det?

Til mødet i Nordatlantens hus tog Haarder murskeen med som symbol på det gode danske håndværk af generationer af arbejdere. Men murskeen er også symbol for frimurerbevægelsen. Murskeen blev bragt til landet i middelalderen, hvor frie murere fra syd kom op for at bygge de danske kirker. Det er et blandt mange eksempler på, hvordan Danmark er tæt forbundet med Europas historie.

Haarder har også fremhævet højskolekulturen, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og den danske tillidskultur som gode eksempler på immaterielle kulturtraditioner i Danmark. Men er det unikt danske fænomener?

Danmark har eksporteret sine folkehøjskoletraditioner til mange lande, og det er dansk udviklet græs, der ligger på verdens bedste fodboldbaner. Generationer af søfarere fra vikinger til søfolk på Mærsk handelsskibe har gjort verden mindre for os og bragt varer og kultur til ude fra. Ja, slavehandel, brutal koloniseringer af fremmede kyster og fejlslagne krige er også en del af vores brogede historie, men vi har gennem tiden lært, at vi som et lille folk er langt bedre tjent med fri handel, oplysning og forpligtende internationalt samarbejde.

Selv om vi har vores eget sprog og elsker at bruge det, er Danmarks kulturelle DNA mere europæisk, end mange forestiller sig. Ideerne bag andelsbevægelsen blev importeret udefra. Den utopiske socialist, Robert Owen, fra Wales udviklede sine kooperative ideer som modsvar på den bitre fattigdom, Napoleons-krigene udløste.

Samfundsmæssige innovationer opstår ofte som modsvar på internationale kriser. Owens ideer var inspirationskilde til de fattige væveres brugsforening i Rochdale (1844), før Danmarks kooperative bevægelser med andelsforeninger og brugsforeninger tog tråden op.

Mange danske innovatører i 1800-tallet hentede inspiration i England, der var længere fremme med industrialiseringen. Arbejderbevægelsen har sit udspring i England og bredte sig til resten af Europa, inden den nåede til Danmark. Man forstår ikke solidaritetsbegrebet og arbejderbevægelsen med dens fagforeninger, partier, kooperationer og kulturelle organisationer uden at erkende deres internationale ophav.

Den danske kvindebevægelse fulgte i fodsporet på den britiske Mary Wollstonecraft og amerikanske kvindeaktivister i Seneca Falls. I dag er mange stolte over kvindekampens resultater og det frigjorte kvindesyn som værdipolitiske værn overfor islamisters nærmest middelalderlige syn på kvinder. Men vi må nøgternt set også konstatere, at ligestillingen i Danmark endnu ikke er så tydelig i de ledende stillinger i virksomheder, i samfundets bærende institutioner og på universiteter som i andre europæiske lande.

Danmarkskanonen bør ikke ende i en blind selvfejring af disse bevægelser som unikke danske heltegerninger. Den kommende kanon vil ende som megalomanisk mytemageri af værste skuffe, hvis den ignorerer, hvor stor betydning Europa og fælles europæiske begivenheder har haft for de bevægelser og ideer, der vandt indpas i Danmark. Uden Europa var Danmark, som vi i kender det i dag, os ganske fremmed. Det moderne Danmark uden Europa giver ikke mening.

Mange af Grundtvigs salmer i Den Danske Salmebog og i højskolesangbogen er inspireret af latinske, franske, engelske og tyske salmer. Han oversatte dem til det danske sprog og digtede videre med en kraft, der har opildnet generationer. Vi er med rette stolte af, at H.C. Andersens eventyr er gået deres sejrsgang i hele verden, men hans forfatterskab blev beriget af dannelsesrejser i Europa, fra Tyskland til Frankrig, Italien, Spanien og Portugal.

At leve er at rejse, som han sagde. I dag er det noget, de fleste danskere praktiserer. Vi lever i masseturismens tidsalder, og måden vi lever på. I frokoststuerne på landets arbejdspladser taler vi om vore oplevelser på turistrejser. Og efter rejserne laver vi de andres mad i vore samtalekøkkener, og supermarkederne bugner med madvarer fra andre lande. Selv om der opstår nye vækkelsesbevægelser omkring f.eks. det nye nordiske køkken eller danskerne kårer stegt flæsk med kartofler og persillesovs som Danmarks nationalret, er vores køkken mere internationalt.
 
Når vi som danskere i dag samles i kolonihaverne og nyder en god frokost, kan vi overveje, hvor dansk det er. Kolonihaverne stammer vist tilbage fra middelalderen, men kolonihavebevægelsen spirede frem i europæiske lande efter Napoleonskrigene, hvor fattige borgere fik et lod jord udenfor bymurene til at dyrke grøntsager. Det var ikke et særligt dansk, selv om Dannebrogsflaget stolt vajer over kolonihaverne. Vi kan godt lide at fejre vores fællesskab og gøre det synligt. Det gør vores fødselsdagslagkager og juletræer mere festlige.

Men snapsen fik vi fra tyskerne, leverpostejen fra en franskmand, persillen er fra Sydeuropa, kartoflen er fra Sydamerika, kaffen er fra Afrika, og frikadellen var måske aldrig sat på en skulptur i Randers, hvis ikke arabere i Andalusien engang havde oversat romerske kogebøger. Vi kunne næppe drikke mælk, hvis ikke vores genmasse for flere tusind år siden nød godt af den store indvandring fra østeuropæiske folkeslag. Skal Danmarkskanonen ikke rumme det?

Vi lever i globaliseringens tidsalder, og som handelsnation bygger over halvdelen af vores velstand på handel med omverdenen. Uden forståelse af dette økonomiske grundvilkår ender Danmarkskanonen som en tom gestus.

Ligeledes bør Danmarkskanonen medtænke den politiske virkelighed, der er med til at forme vores samfund. Som land er vi dybt afhængige af beslutninger, som tages i Den Europæiske Union. EU har givet større betydning for Danmarks fremtid end mange af de bevægelser, der vandt frem efter de internationale kriser i 1800-tallet. Bør EU ikke være en del af den nye Danmarkskanon?

Da jeg troppede op ude i Nordatlantens hus, spurgte nogle i spøg, om jeg nu havde taget et EU-flag med? Tjah, det burde jeg måske have gjort som direktør for Tænketanken EUROPA. Men flaget ender som et tomt postulat, for Europa er meget mere.

I stedet tog jeg en Select-fodbold med. Fodbold er Danmarks største nationalsport med over 600.000 udøvere, landskampe samler nationen på tribunerne, og den trækker mange ind i det frivillige foreningsarbejde. Der er fin ironi i, at Danmarks mest folkelige idrætsgren ikke er dansk, men blev importeret af britiske indvandrere, der grundlagde KB. I dag følger vi eliten i Europas Champions League, men det er stadig landets mest folkelige sport. Kan fodbolden blive en del af Danmarkskanonen?

Hvorfor ikke? Fodbold er også et universelt sprog, der praktiseres på hele kloden, bringer kulturer sammen og giver børn glæde selv i flygtningelejre. Fodbold er en konkurrencesport, hvor individuelle præstationer kan gøre udslaget, men uden et godt hold, der spiller sammen, når man intet.

Det er et spil for alle, høj som lav. Og man skal følge spillets regler og holde sig indenfor de yderste hvide linjer. Det kan ligne en metafor for retsstaten, hvor der er stor frihed, men alle er lige for loven. Fodbolden integrerer på tværs af alle samfundslag, i stedet for at splitte.

Med fodbold og andre folkelige idrætsgrene kan vi integrere de næste generationer af flygtninge og indvandrere, der måske en dag som Jores Okore og Pione Sisto får debut på landsholdet. Danmarkskanonen behøver ikke ende som finkulturelt snobberi eller en nationalistisk pegepind. Men den bør give plads til kulturel mangfoldighed og det folkelige, der ofte rummer noget universelt.

I musikkens verden er en kanon den strengeste form for imitation, hvor flerstemmigheden sættes i system. Børnesangen Mester Jakob, der findes på mange sprog, kan vi alle synge med på, men særlig dansk er den ikke. Og det er paradokset.

Mange af de ting, værdier og kulturelle begivenheder, som vi i Danmark sætter pris på, og som er med til at præge landet, er slet ikke unikt danske, men blot imitationer og flerstemmige variationer over europæiske kulturfænomener. Skal Danmarkskanonen virkelig give mening, må den ses som del af en større europæisk kulturkanon, blot oversat til det danske sprog.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.