Analyse

Den mest integrationsivrige tale siden Delors

Resume Tiden er kommet til at bygge et mere forenet, stærkere og mere demokratisk Europa. Det var hovedbudskabet, da Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, onsdag holdt sin State of The Union-tale. Det var en meget optimistisk og meget ambitiøs tale. Og måske den mest integrationsivrige tale siden Jacques Delors var formand for Kommissionen.

Står det til Juncker, skal der sættes ekstra fart i integrationen, og han præsenterede her sit sjette scenarie for EU's fremtid.

Det er et scenarie, hvor EU bliver en stærkere global aktør, EU tager lederskabet i handelspolitikken, eurozonen styrkes med en ny eurofinansminister, en europæisk forsvarsunion bliver et vigtigt supplement til NATO, EU-institutionerne styrkes, hvor de ydre grænser beskyttes mere effektivt, hvor EU får en efterretningstjeneste og en ny fælles anklagemyndighed til at bekæmpe bl.a. terrorismen, og hvor det indre marked også får en stærk social søjle, herunder med sikring af lige løn for samme arbejde samme sted, og en fælles indsats mod social dumping, så der ingen behandles som andenrangs borgere.

EU skal også gøre mere mod skatteunddragelse, og Juncker er her tilhænger af, at man går over til et udvidet skattesamarbejdet, så EU i fremtiden med kvalificeret flertal kan indføre fælles moms, afgifter og skatter.

Visionerne om at tage et handelspolitisk lederskab i verden med en stribe nye handelsaftaler, og at EU påtager sig et globalt klimalederskab er relativt ukontroversielle forslag, der må kunne samle et bredt flertal blandt medlemslandene og i Europa-Parlamentet. Og at Juncker samtidig lægger op til at flytte fremtidige investeringsaftaler over i et særskilt spor med investeringsscreening ud fra EU's strategiske interesser, gør at det bliver meget lettere at indgå handelsaftaler med Mexico, de sydamerikanske lande, Australien og New Zealand.

Handelspolitik i den klassiske forstand er enekompetence for EU-institutionerne, og holder man investeringsaftalerne udenfor, behøver man ikke at sende handelsaftalerne til ratifikation i medlemslandene. Dermed kan EU undgå, at vallonerne og andre parter blokerer for, at EU udfylder det globale tomrum på den handelspolitiske arena efter et USA, der under Donald Trumps lederskab har valgt en mere isolationistisk og protektionistisk kurs. Det er et vigtigt signal, at Juncker netop nævnte handelspolitikken som den første af sine prioriteringer.

Økonomisk medvind for EU

Det er især på det økonomiske område, at Juncker har grund til at tro på medvind.

Den økonomiske vækst er nu højere i eurozonen end i USA. Der er skabt 8 millioner nye arbejdspladser siden 2014, underskuddet på de offentlige budgetter er reduceret kraftigt og Junckers investeringsplan begynder at vise resultater. Med det økonomiske opsving er der også stigende tillid til politikerne, og herunder til EU-institutionerne. 56 pct. af borgerne er optimistiske med hensyn til EU's fremtid, og der har aldrig været så mange borgere (68 pct.), der også føler sig som europæere.

Frygten for det politiske og økonomiske kaos, som Brexit repræsenterer for mange europæere, har fået borgerne i medlemslandene til at rykke sammen om EU. Sidste års Brexit-folkeafstemning i Storbritannien var ikke begyndelsen til disintegration i EU, men har i stedet skabt en folkelig vending, hvor der er stigende opbakning og efterhånden et solidt flertal bag EU som projekt.

Det er ikke, fordi den folkelige skepsis over for den førte politik er stilnet af, men fordi det store flertal af vælgerne ikke ser noget seriøst alternativ til EU. I forhold til Brexit, Trump, Putin, Erdogan og folkevandringer er EU trods alt det mindst ringe alternativ: Et kontinent af stabilitet, et velfungerende marked og et civiliseret retsfællesskab med demokratiske værdier, hvor man søger kompromisser i stedet for at gå i krig med hinanden.

Juncker talte en del om EU's værdier, herunder om unionen som et retsfællesskab, der skal forsvare frihed, lighed og solidaritet, og hvor alle lande (også Polen og Ungarn), skal overholde de fælles regler.

En arbejdsplan med uløste reformer
 
Juncker har fremlagt en roadmap for, hvilke reformer Kommissionen vil gennemføre i resten af sin embedsperiode for at sikre, at EU-27 står styrket og mere samlet, når Storbritannien forlader fællesskabet den 29. Marts 2019. Juncker-Kommissionen har gennemført 80 pct. af de forslag, der blev fremlagt i starten af embedsperioden, men der er endnu en række uløste opgaver, der skal afsluttes.

Energiunionen, det digitale indre marked, bankunionen, kapitalmarkedsunionen og en reform af det fælles asylsystem og de utidssvarende Dublin-regler skal gennemføres. Og der er stadig mange store sten at fjerne i forhandlingerne, førend der kan samles opbakning i Ministerrådet, hvor der på nogle punkter er betydelige uenigheder mellem medlemslandene.

Det er vigtigt, at EU faktisk leverer løsninger på disse kritiske områder i stedet for, at der kastes mere sand i maskineriet. Ikke mindst energiunionen er set med danske briller meget vigtig at få gennemført, fordi de globale klimaproblemer kræver fælles europæiske svar. Men samtidig tæller det, at danske eksportvirksomheder står klar til at levere løsninger, der kan sikre store energibesparelser til gavn for klimaet. Det er også vigtigt for at skabe øget vækst og velstand i det indre marked, at det lykkes at skabe et ægte indre marked for digitale services, men på dette område er der stærke interesser i den etablerede teleindustri og i medlemslandene, som skal bringes om bord for at sikre et gennembrud i forhandlingerne.

Det virkelig interessante ved Junckers tale var dog ikke så meget hans referencer til de uafsluttede dele af Kommissionens arbejdsprogram, men de nye reformer til et styrket og mere forenet EU, som han lagde på bordet. Og de kan komme på flere af de områder, hvor Danmark har valgt at tage forbehold – euroen, forsvaret, retspolitikken, samt foreløbig bankunionen. Hvis reformerne bliver til virkelighed, kan det ende med, at Danmark står mere isoleret som et land uden for kernen af EU og som et lille grænsesættende land, der har placeret sig på EU's yderste mark.
 
Eurozonen sætter turbo på reformer
 
Ikke mindst reformer i eurozonen kan accelerere i den kommende tid, og disse spillede en central rolle i Junckers tale.

Han vil bl.a. samle formandsposten for Kommissionen og præsidentposten for Det Europæiske Råd hos én person, så der er en enkelt ”kaptajn” til at styre det europæiske skib. Og han vil have en fælles euro-finansminister, der også placeres som vicepræsident i Kommissionen, og der skal etableres en Europæisk Monetær Fond med egne ressourcer og penge til at støtte lande, der kastes ud i recession.

Kommissionen vil inden EU-topmødet i december præsentere konkrete forslag til, hvordan det kan gøres, og det vil blive en af efterårets helt store sager.

Junckers forslag til institutionelle reformer er dog kontroversielle. I Europa-Parlamentet var mange sikkert glade for at høre, at en ny euro-finansminister skal kunne holdes ansvarlig i Parlamentet, og at der ikke – som bl.a. den franske præsident Emmanuel Macron har slået til lyd for – etableres et parallelt euro-parlament.

Men det er tvivlsomt, at Juncker kan komme igennem med alle sine ideer. Forslaget om at samle formands- og præsidentposten i én person bliver næppe til virkelighed. Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen og den hollandske ministerpræsident Mark Rutte var således hurtige til at tage afstand fra denne ide. Junckers forslag ligner lidt en luftballon, der mere har symbolsk betydning end realpolitisk gang på jorden.

Ligeledes er det næppe sandsynligt, at Juncker kan komme igennem med sit forslag om, at en ny euro-finansminister skal være en del af Kommissionen som ny vicepræsident, da det givet vil møde modstand fra Tyskland. Dog ser det ud til, at den tysk-franske akse under ledelse af den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Emmanuel Macron, vil kunne nå til enighed om at etablere en ny Europæisk Monetær Fond. Den nuværende ESM-mekanisme udbygges til EMF, så EU ikke igen ved nye kriser bliver afhængig af den Internationale Monetære Fond. Og i samme åndedrag vil man sikkert kunne enes om, at udnævne en euro-finansminister med sæde i eurogruppen. Både Spanien og Italien støtter disse ideer.

Den 26. September, kun to dage efter det tyske forbundsdagsvalg, vil Macron fremlægge planer til reformer af euro-zonen og præsentere sit forslag til, hvordan en avantgarde af lande kan gå foran med integrationen i Europa. Macron har tidligere slået til lyd for, at der også bør oprettes et særligt euro-parlament for eurolandene, der fungerer parallelt med Europa-Parlamentet. Den tyske finansminister Wolfgang Schauble har tidligere bakket op om ideen, men Angela Merkel er skeptisk.

Jean-Claude Juncker tog i sin tale også afstand fra ideen om et særskilt euro-parlament. ”Vi har ikke brug for parallelle strukturer. (...) Euro-områdets parlament er Europa-Parlamentet”, sagde Juncker, der ønsker, at euroen skal ”forene frem for at splitte kontinentet, så den er mere end en valuta for en udvalgt gruppe lande. Ideen med euroen er, at den er den fælles valuta for Den Europæiske Union som helhed”. Han inviterede derfor også alle lande til at tilslutte sig euroen, og han foreslog øget teknisk og økonomisk støtte til lande, der ønsker at komme med i euroen. Ligeledes opfordrer han alle lande – dvs. også Danmark – til at gå med i bankunionen.
 
Skal EU have egne ressourcer?
 
Angela Merkel har flere lejligheder talt positivt for reformer til styrkelse af eurogruppen, og i Bruxelles er opfattelsen, at tiden er moden til at tage et stort skridt frem, som kan udbedre nogle af de mangler, som Den Økonomiske Monetære Union i sin tid blev bygget med.

Det kildne spørgsmål er, om den nye euro-finansminister får nogle fælles euromidler at råde over, der kan bane vej for, at eurozonens nye monetære fond f.eks. kan udstede euro-obligationer til at støtte kriseramte lande i dyb recession eller lande, som trues af systemiske bankkriser. Macrons Frankrig vil – helt sikkert med opbakning fra lande som Italien, Spanien, Portugal, Irland og Grækenland – søge at overtale Tyskland til at tage et skridt i denne retning.

Juncker berørte også indirekte spørgsmålet i sin tale, hvor han talte om støtte til medlemslande, der rammes af recession. Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at passagen om den styrkede ØMU kom umiddelbart efter en passage i talen, hvor han slog til lyd for, at der på skatteområdet skal indføres kvalificerede flertalsbeslutninger, så Europa kan bevæge sig hurtigere i retning af en fælles konsolideret selskabsskattebase, fælles moms, fair skatter på den digitale industri og en finansiel transaktionsskat.

Dette er, hvad en high-level gruppe anført af den fhv. Italienske statsminister og EU-kommissær, Mario Monti, var inde på i en rapport om egne ressourcer til EU, der blev afleveret i december 2016.

Gruppen, der også havde så fremtrædende folk som Kommissionens vicepræsident Frans Timmermanns, EU´s finans-og skattekommissær, Pierre Moscovici, og lederen af ALDE-gruppen, Guy Verhofstadt, argumenterede for, at EU-budgettet får egne ressourcer via direkte, om end begrænsede, skatteindtægter. De plæderede for et udvidet samarbejde, og de argumenterede også for, at nogle af disse midler kunne bruge i eurozonen til makroøkonomisk stabilisering, vækstinitiativer og krisepakker.

Ifølge Lissabon-traktaten er skattepolitik en kompetence forbeholdt medlemsstaterne, og EU kan kun handle via enstemmighed. Juncker forestiller sig, at man anvender Lissabon-traktens såkaldte passerelle klausul, hvor alle stats- og regeringschefer med enstemmighed - og med godkendelse i de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet - accepterer, at EU fremover kan tage skattebeslutninger med et kvalificeret flertal. Der er så mange hindringer på denne passerelle vej, at det næppe er realistisk at få alle lande, herunder Luxemborgs parlament til at acceptere et så markant integrationsskridt, uden at det sker i forbindelse med en traktatrevision. 

Kampen om Merkels velvilje

De visionære og ambitiøse europæere er nødt til at vinde opbakning fra Angela Merkel. I forhold til et eurozone-budget har hun sagt, at det er hun positiv overfor, hvis de rette betingelser er til stede, og hvis vi ikke, der kommer fælles gældsforpligtelser på ”de forkerte områder”, og hvis det fælles budget ”bruges til fornuftige ting”.

Det korte svar er, at Merkel endnu ikke er afklaret, og hun vil måske gå med til, at eurolandene hver især laver et lille indskud i den nye europæiske monetære fond, så det har nogle hundrede millioner euro at gøre godt med. Men hvis der skal flere midler til, som f.eks. skal kunne bane vej for euro-obligationer, vil det kræve, at en udvidet kreds af lande ved fælles beslutning kan skaffe dækning for det, så de tyske skatteydere ikke i sidste ende hænger på regningen.

Det er her, at ideen om at indføre kvalificerede flertalsbeslutninger på skatte- og afgiftsområdet kommer ind i billedet. Det er dog tvivlsomt, om man med enstemmighed kan tage et passerelle spring frem på dette følsomme område, men en anden vej er at benytte Lissabon-traktatens mulighed for at lave et udvidet samarbejde mellem en gruppe integrationsivrige lande. Kan man gøre det for ikke alene den finansielle transaktionsskat, men også for moms og fælles EU-afgifter på digitale selskabers omsætning, samt lidt renteindtægter fra Centralbankens udlån, vil man måske kunne stykke et eurozone-budget sammen, der giver euro-finansministeren mere end en fin titel.
 
Slaget om Europas grænser
 
Et andet afgørende område, hvor Junckers scenarie kommer til at stå sin prøve er spørgsmålet om, hvordan EU trækker en grænse i forhold til omverdenen. Det kommer til udtryk på mange forskellige måder. En meget klar udmelding i talen var bl.a. beskeden til Erdogans Tyrkiet om, at Tyrkiet ikke skal regne med i EU-medlemskab, så længe grundlæggende rettigheder, herunder pressefriheden, knægtes.

Men EU har også brug for Tyrkiets hjælp til at håndtere flygtninge- og migrantkrisen. Takket være EU's Tyrkiet-aftale er flygtninge- og migrantstrømmen via Tyrkiet til Grækenland nedbragt med 97 pct. i de sidste år. EU har her på effektiv vis fået sat en stopper for et problem, der i 2015 løb helt ud af kontrol, og som gav de populistiske og fremmedfjendtlige partier vind i sejlene i hele Europa. Juncker brugte sin tale til at fremhæve disse konkrete resultater. Selv om indsatsen stadig har mange mangler, har EU med Junckers ord gjort et ”solidt fremskridt”.

Ved at stå sammen om fælles løsninger har EU faktisk udviklet effektive løsninger, og her hen over sommeren er der også skabt bemærkelsesværdige fremskridt i arbejdet med at få nedbragt flygtninge- og migrantstrømmen over det centrale Middelhav fra Libyen til Italien. Den italienske regering er gået foran og har hjulpet den libyske kystvagt til at få styr på grænsekontrollen i deres eget farvand, hvilket har ført til et markant fald i antallet af migranter.

Tragedien i Middelhavet er, at 2.500 mennesker har mistet livet i år, og i flygtninge- og modtagecentrene er der stadig alt for dårlige, og mange steder inhumane, forhold. Europa har et kollektivt ansvar for i samarbejde med FN at gøre noget ved disse problemer, fastslog Juncker. Han mindede om, at EU har udvist langt større solidaritet end mange andre vestlige magter, og alene i det sidste år har EU-landene givet asyl til 720.000 flygtninge, eller over tre gange så mange som USA, Canada og Australien har taget til sammen.

Juncker kunne her have givet en åben kritik af de andre vestlige magter for at være usolidariske og at flygte fra ansvaret, men i stedet gik han planken ud og fremhævede den grundlæggende værdi, at ”Europa er og må forblive et solidaritetens kontinent, hvor dem, der flygter fra forfølgelse, kan få beskyttelse”.

Her viftede han med en humanistisk klud over for de EU-skeptiske og indvandrerfjendtlige partier i medlemslandene, der absolut ikke ønsker at modtage en eneste kvoteflygtning mere og som ønsker hermetisk lukning af grænserne. Junckers ord lå i forlængelse af de fælles europæiske værdier, som han forsvarede andre steder i talen. Men det er et åbent sår, der splitter medlemslandene og befolkningerne, og som stadig ikke er helet. Heller ikke efter Junckers tale.

Den forsigtige Juncker
 
Alle ved, at der skal meget, meget mere til, hvis det skal lykkes at få styr på de globale udfordringer på flygtninge- og migrationsområdet, som EU rammes af i de kommende årtier. Frem mod 2050 vil befolkningstallet i Afrika fordobles, mens EU's befolkning bliver ældre og samlet set vil stagnere i de kommende årtier.

Juncker forsøgte i sin tale at balancere mellem det korte og det lange sigt, mellem behovet for en akut indsats ved grænserne og behovet for langsigtede investeringer og programmer, der kan gøre noget ved årsagerne til folkevandringerne. Hans svar var i sin essens at gøre lidt mere af det samme. Mere og stærkere grænsekontrol, aftaler med grænsestaterne fra Tyrkiet til Nordafrika, flere hjemsendelser af illegale migranter, flere investeringer i Afrika og flere legale og kontrollerede veje for flygtninge og migranter, der ønsker at komme til EU, og bedre intern fordeling af flygtninge internt i EU.

På alle disse områder er der store mangler, som må og bør adresseres, hvis det skal lykkes for EU at imødegå de befolkningens bekymringer og skabe et billede af, at EU er et fællesskab, der leverer sikkerhed og tryghed, og ikke det modsatte.
 
Behov for stærkere ydre grænsekontrol
 
Uden en stærkere ydre grænsekontrol kan Kommissionen næppe gøre sig de store forhåbninger om at få medlemslandene til at ophæve stikprøvekontrollerne ved de indre grænser i Schengen-området. Der er etableret et nyt fælles europæisk kyst- og grænseværn på 1.700 mand i Frontex, men det er næppe nok. Juncker nævnte i sin State of The Union-tale, at medlemslandene har 100.000 mand, som laver national grænsekontrol, men han kom ikke med forslag om at flytte en større andel af disse nationale ressourcer til et fælles europæisk grænseværn.

Det kunne have været et ambitiøst udspil, som kunne have vakt opsigt. Og måske ville et sådant forslag ligefrem også bygge politiske broer til de mere indvandringsskeptiske regeringer fra Ungarn og Polen til Danmark, som sætter hælene i, når Kommissionen forsøger at presse en fælles fordelingsnøgle igennem, eller opfordrer medlemslandene til at ophæve den midlertidige (stikprøve-) grænsekontrol ved de indre grænser.

Et andet offensivt forslag til at generobre initiativet kunne have været at komme med forslag til at lave EU-modtagecentre i Libyen, Tunesien og andre nordafrikanske lande.

Et tredje offensivt forslag kunne være at konkretisere, hvad det er, der skal afløse det fallerede Dublin-asylsystem.

Og for det fjerde kunne han rent strategisk have koblet etableringen af en europæisk forsvarsunion meget tættere sammen med behovet for at skabe og håndhæve sikkerhed i EU's sydlige flanke. Det gjorde han ikke, men det burde han måske have gjort.

Et fælles europæisk grænseværn med flere titusinde mand i Frontex kunne sammen med etableringen af en europæisk forsvarsunion og militær kommando til at lave fredsskabende operationer i bl.a. Centralafrika ville kunne gøre en stor forskel på et af de områder, hvor EU er allermest sårbar. Og et sådant forslag kunne givet vinde opbakning også i de dele af befolkningen, der stadig føler og mener, at EU ikke bidrager til at øge trygheden.

Juncker ønskede muligvis ikke at rode for meget op i flygtninge- og migrationsdebatten, og han nøjedes med at opremse en række af de EU-initiativer, der allerede er lanceret. Han valgte at træde vande, måske i et håb om, at det seneste års fremskridt udbygges også i det kommende år. Det kan han ikke tage for givet.

Kommer flygtninge- og migrationskrisen ud af kontrol igen, vil det få en række afledte konsekvenser, der også vil ødelægge mulighederne for at gennemføre de andre vidtgående reformer, som Juncker drømmer om i sit sjette scenarie. I forhold til flygtninge- og migrationskrisen er Juncker nok en større drømmer end præsidenten for det Europæiske Råd, Donald Tusk. Tusk har om nogen forstået, at der er brug for maksimal realisme og stor handlekraft på dette felt, hvis EU skal lykkes med at genvinde tilliden i de europæiske befolkninger. Det er en anden vigtig årsag til, at det nok er godt, at Kommissionsformandens post ikke er fusioneret med EU-præsidentens.

Hvad kan Juncker få gennemført?

De realistiske

  • EU som global handelsfrontløber
  • Separat investeringsscreening parallelt med handelsaftaler
  • Europæisk Monetær Fond
  • Eurofinansminister i eurogruppen
  • EU enhed for cybersikkerhed (i Europol)
  • Udvidet datadeling mellem Schengen og Europol
  • Ny social søjle for et mere fair europæisk arbejdsmarked (men hvor stærkI
  • Europæisk forsvarsunion frem mod 2025.
  • Energiunionen
  • Kapitalmarkedsunion
  • Styrket Bankunion
  • Digitalt indre marked (dog med potentielle stopklodser på teleområdet)

De ambitiøse

  • Fælles europæisk efterretningstjeneste
  • Udvide Schengen med Rumænien, Bulgarien og Kroatien
  • Fælles europæisk anklagemyndighed
  • Artikel 7 sag mod Polen og Ungarn for brud på EU-retten

De usandsynlige

  • Fusion af formands- og præsidentposter (Ikke mange medlemslande vil lade Kommissionen blive herre over Det Europæiske Råd)
  • Eurofinansminister som en del af Kommissionen  (Muligt tysk nej)
  • Enstemmig beslutning om at indføre kvalificeret flertal på skatte- og afgiftsområdet for at få fælles transaktionsskat, digital omsætningsafgift, moms og selskabsskat.
  • Fælles europæisk arbejdstilsyn med EU inspektioner i medlemslande (ikke EU-kompetence)
  • Transnational valgliste til EP (kræver enstemmighed i Rådet)
RELATERET INDHOLD

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.