Analyse

Danskerne er ikke nationalromantikere

Danskerne er pragmatiske ift. EU

Resume Det vil være en tragedie, hvis partierne med henvisning til flygtningekrisen og til folkeafstemningen den 3. december ender med at konkludere, at danskerne ønsker at vende ryggen til Europa.

Denne analyse blev bragt i Jyllands-Posten 15. januar 2016.

Historien skrives ofte af sejrherrerne, og efter folkeafstemningen den 3. december har mange forsøgt at udlægge nejet som udtryk for “generel EU-skepsis”, “et nej til EU”, og at folket bare siger nej til EU-eliten. Mange har også lavet paralleller til det folkelige nej i 1992 og til befolkningens euro-nej i 2000. Men hvilke konklusioner bør man drage?

Lektor i statskundskab Derek Beach fra Aarhus Universitet har efter folkeafstemningen hævdet, at "flertallet af danskerne har sagt nej, fordi de ikke vil have mere EU." Det er der dog næppe dækning for. Danskerne har et mere nuanceret syn på EU. Beachs egne undersøgelser op til valget viste, at 56 pct. af danskerne ser flest fordele ved EU-medlemskabet, mens kun 20 pct. ser flest ulemper. Den sidste femtedel er kernen af hårde nejsigere. Det store flertal er positivt og pragmatisk.

Den nye meningsmåling fra Eurobarometer, der er offentliggjort i december, dokumenterer, at danskerne på en række områder gerne vil have mere EU. Kun få medlemslandes befolkninger er så positive i synet på det europæiske samarbejde. Meningsmålinger i de sidste par årtier har gang på gang dokumenteret, at det er en myte, at danskerne er EU-skeptikere om en hals, og det bør politikerne tage bestik af.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har dog efter nederlaget den 3. december lagt sig fladt ned med bemærkningen om, at det nu gælder om at finde "den laveste fællesnævner" for fortsat deltagelse i Europol. Selv Socialdemokraterne flirter med Dansk Folkeparti og antyder en ”justering” af deres traditionelt positive tilgang til det europæiske samarbejde – en tilpasning til danskernes euroskepsis. Det er en nedslående konsekvens af afstemningen, hvis dette ender med at blive den nye hovedlinje i dansk europapolitik.

"Danskerne har sagt nej til at afgive suverænitet. Det skal man have respekt for," sagde Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, efter folkeafstemningen. Ifølge en Gallup exit poll ville 68 pct. af nejsigerne ikke afgive suverænitet. Der er ingen tvivl om, at den suverænitetsbaserede euroskepsis blev aktiveret hos mange vælgere, men 68 pct. af nejsigerne udgør dog stadig under 40 pct. befolkningen.

For det store flertal var spørgsmålet om suverænitet næppe udslagsgivende. Med god grund – afstemningen var ikke et stort suverænitetsspørgsmål, selv om nejsiden ihærdigt forsøgte at italesætte det som sådan. Den var mere en stadfæstelse af det parlamentariske demokrati via tilvalgsordningen. Afstemningen handlede om, hvorvidt folket ville delegere suveræniteten videre til Folketinget, så det folkevalgte flertal fremover kan vælge EU-retsakter til og fra inden for EU’s politimæssige og retlige samarbejde.

Det var en relativt udramatisk beslutning, men det endte i en sejr for de kræfter, der udtrykte massiv mistillid til Folketingets evne til at føre europapolitik. Det er udtryk for en systemisk tillidskrise, der – hvis ikke sårene læges, og et nyt nationalt kompromis formes – varsler ilde for opbakningen til det parlamentariske demokrati i Europapolitikken.

Vi trænger nu til en fordomsfri suverænitetsdebat, hvor gammeldags enten eller-filosofi bør gennemlyses af en mere moderne forståelse af suveræniteten som et både-og. Hvad angår grænseoverskridende problemer – lige fra miljøbeskyttelse til kriminalitetsbekæmpelse – kan småstater som Danmark vinde medindflydelse, få del i mere myndighed og sikre mere effektive reguleringer ved at indgå i et forpligtende EU-samarbejde. Suveræniteten er ikke et nulsumspil, men via deling af suverænitet kan det blive et plussumspil.

Hvad så med nationalfølelsen? Ekskluderer det at være dansk, at man også kan være europæer? Det mener nogle nationalromantiske chefideologer. Men danskerne er langt mere pragmatiske og tænker allerede i både-og, dokumenterer den nye Eurobarometer-undersøgelse. Kun 35 pct. af danskerne ser sig kun som rent danske, og her findes mange af DF’s kernevælgere. Men hele 63 pct. føler sig i dag både som danskere og europæere.

Vi er mest danske, men vi inkluderer det europæiske. Dét er det fine. I generationer har vi danskere været en nation af handelsfolk, søfarere og rejsende, der også dygtigt udnyttede europæiseringen i det indre marked og globaliseringen af økonomien. Det bør vi være stolte af, ikke skamme os over.

EU’s indre marked og f.eks. fælles regler for grænseoverskridende miljøbeskyttelse har stadig stærk opbakning i den danske befolkning. 71 pct. af danskerne er tilhængere af den frie bevægelighed i EU, hvor ”EU borgere kan leve, arbejde, studere og lave forretninger overalt i EU.”

Danskerne er et af de folk i Europa, der ser mest positivt på EU-samarbejdet. 71 pct. af danskerne er fuldstændig eller overvejende uenig i, at Danmark vil få en bedre fremtid ved at stå udenfor EU. Kun hver femte dansker mener, at det vil være bedre for Danmark at stå udenfor EU.

Danskerne vil også gerne have mere EU. 54 pct. er for en fælles EU-afgift på finansielle transaktioner, og ni af ti danskere ønsker fælles EU-regler mod skattely. Syv af 10 danskere efterlyser en fælles europæisk energipolitik. Vi har stadig et forsvarsforbehold i EU, men 66 pct. af danskerne er tilhængere af en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.

På udvalgte områder – som f.eks. euroen – er der stadig en stærk folkelig euro-skepsis, og flertallet vil bevare euro-forbeholdet. Men sjovt nok er der intet folk i Europa, der har så høj tillid til Den Europæiske Centralbank som det danske folk (60 pct.) – det er faktisk 13 procentpoint flere end de danskere, der har tillid til den danske regering.

Område for område kan det dokumenteres, at det er en myte, at danskerne er euro-skeptikere. Fordi nejsiden førte den bedste kampagne op til folkeafstemningen, og jasiden ikke formåede at overbevise vælgerne, kan man ikke generelt slutte, at der findes en fundamental EU-skepsis i befolkningen.

EU har i år været udfordret af en historisk stor flygtningekrise, og nogle mener, at EU-projektet befinder sig i en eksistentiel krise. Ikke desto mindre erklærer seks af 10 danskerne over for Eurobarometer, at de er tilhængere af fælles migrationspolitik i EU.

Det er konsistent med flere Yougov-undersøgelser, som Tænketanken Europa har fået udarbejdet i det seneste år. Og i en meningsmåling i november undersøgte vi, hvordan danskerne synes, flygtningekrisen skal håndteres, ved at spørge ind til konkrete løsningsmodeller, der går fra rent nationale løsninger med permanent dansk grænsekontrol til rent europæiske løsninger med fælles asyl- og indvandringspolitik og stærkere kontrol ved de ydre europæiske grænser.

Flertallet af vælgerne hælder til de rent europæiske løsninger med fælles EU-asylpolitik og stærkere ydre EU-grænsekontrol, og sådan er i det alle partier bortset fra hos DF, hvor rent nationale svar foretrækkes.

86 pct. af danskerne mener, at vi skal hjælpe flygtninge i nød, men de er ikke åbne over for alle former for indvandring. Kigger man på Eurobarometers seneste måling, kan man se, at seks ud af 10 danskere ser positivt på indvandring fra andre EU-lande, men samme antal borgere har negative følelser over for indvandring fra lande udenfor EU. Man kunne måske endda sige, at danskerne er mere europæere, end de er nationalister i denne sammenhæng.

Nationalromantiske chefideologer forsøger med frygtens politik at skræmme os til at krybe i ly i nationalstatens trygge favn bag grænsekontrol og en imaginær suverænitet. Frygten for de fremmede bruges som instrument til at genrejse murene i vore hjerner og ved landets ydre grænser. Men det store flertal af danskerne er stadig åbent over for indvandring fra andre europæiske lande, og der er langt flere tilhængere af fælles europæiske løsninger af flygtningekrisen, end Danmark forskanser sig i nationale svar.

Det vil være en tragedie, hvis partierne med henvisning til flygtningekrisen og til folkeafstemningen den 3. december ender med at konkludere, at danskerne ønsker at vende ryggen til Europa og længes tilbage til tid, hvor nationalstaten, den nationale suverænitetshævdelse og den nationale grænsekontrol bliver et harmoniseret standardsvar på alle internationale udfordringer og kriser.

Det vil være en monumental fejlbedømmelse af, hvad der rører sig i befolkningen. Danskerne er realistiske og pragmatiske. Og de er langt mere nuancerede og åbne over for fælles europæiske løsninger, end selv de nationalromantiske chefideologer bryder sig om.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.