Analyse

Danskerne bør ikke lade sig skræmme til et nej

Nej-siden har ført massiv skræmmekampagne

Resume Der bliver manipuleret fra begge sider op til folkeafstemningen på tirsdag, men nejsiden er klart værst. Som vælger må man holde sig for god til at lade sig forføre.

Denne kronik blev bragt i Politiken 30. november 2015.

Op til afstemningen tirsdag har nejsiden utallige gange anklaget jasiden for at føre skræmmekampagne.

Det er et klassisk greb, der tidligere er anvendt ved folkeafstemninger. Kan man vinde befolkningens sympati som et offer for manipulation og magtovergreb, er der bedre chancer for at få folk over på sin side.

Argumentationsformen flugter også med den selvforståelse, som Dansk Folkeparti og Enhedslisten har af sig selv som antiestablishmentpartier. Derimod er det sværere for gamle magtbærende partier som Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre at anklage nejsiden for at føre skræmmekampagne, for argumentet kan vende sig mod dem selv.

Realiteten er bare, at nejsiden denne gang har ført en massiv skræmmekampagne med argumenter, hvor de maler fanden på EU-væggen. Det seneste eksempel kom, da Pernille Skipper (EL) i en Kronik (Pol. 21.11.) påstod, at danskernes retssikkerhed er truet ved et ja 3. december. »Uden retsforbeholdet har danskerne borgere i realiteten intet som helst værn mod vilkårlige indgreb fra 28 forskellige landes domstole«.

Trusselsbilledet, der sættes op, er en rumænsk dommer, der udsætter almindelige borgere for ’tvangsindgreb’ og ransagninger. Ofte er det rumænerne, ungarere eller såkaldt korrupte italienere, der advares imod, når man lytter til EL og DF, der begge benytter sig af en nationalistisk retorik med stærke fjendebilleder.

I sin kronik efterlader Skipper det indtryk, at alle danskere er truet, fordi jasiden vil tilvælge efterforskningskendelsen. Det samme skete, da Skipper, DF’s Peter Skaarup og LA’s Christina Egelund for nylig udtalte sig til Jyllands-Posten om efterforskningskendelsen.

Men Skipper nævner i sin Kronik ikke med ét eneste ord, hvad kendelsen bruges til. Ja, udenlandske dommere kan kræve, at dansk politi foretager aflytning eller overvåger personer, hvis de er mistænkt i sager med grov grænseoverskridende kriminalitet. Der er dog en række sikkerhedsventiler indlagt i kendelsen, såsom respekt for menneskerettigheder, og der er krav om dobbelt strafbarhed i begge lande ved strafprocesuelle tvangsindgreb.

Kendelsen skal respektere den nationale lovgivning, og nationalstaten kan trække i nødbremsen med argumenter om national sikkerhed eller personens sikkerhed. Disse værn undlader Pernille Skipper at nævne.

Efterforskningskendelsen er et vigtigt redskab til at opklare sager med grænseoverskridende og grove former for kriminalitet, der mindst kan give tre års fængsel – såsom terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika, våben, ammunition og eksplosive stoffer, internetkriminalitet, manddrab, bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning, voldtægt, hvidvask og organiseret tyveri.

Derfor har almindelige danskere overhovedet ikke grund til at frygte ransagninger af eget hjem. Og folk, der begår kriminalitet i Danmark, vil stadig blive straffet i Danmark efter danske regler.

Kendelsen hjælper politiet i deres arbejde, så de ikke skal vente månedsvis på at få lov til at ransage en mistænkt terrorists eller rockerbandes våbendepot.

Skipper kører også frem med advarsler mod den europæiske arrestordre, som hun påstår bygger på »fuldstændig blind tillid« til andre landes indimellem korrupte retssystemer, der kan kræve danskere udleveret for selv rent »bagatelagtige forhold«. Det er grov manipulation.

Vi stemmer ikke om den europæiske arrestordre 3. december, for det er stadig en mellemstatslig aftale! Selv om Folkebevægelsen mod EU i september skrev, at »med en tilvalgsordning er den europæiske arrestordre en af de retsakter, som Danmark umiddelbart tiltræder«, er fakta, at vi er med i den uanset et ja eller et nej.

Der har været nogle sager, hvor andre EU-landes borgere er udleveret for bagatelagtige forbrydelser. Det har Tænketanken Europa også lavet notater om, men vores undersøgelser viser, at medlemslandene er ved at få ryddet op i det, ikke mindst efter pres fra Europakommissionen og nye krav til retssikkerheden.

Fakta er også, at man kun kan blive udleveret for forhold, der kan straffes med mindst 12 måneders fængsel, der er et princip om dobbelt strafbarhed i flere sager, og der er indsat undtagelser, hvor medlemslandene kan afslå at fuldbyrde arrestordren.

Jeg vil ikke bilde folk ind, at reglerne er perfekte. Der er plads til forbedringer. Men arrestordren er afgørende i kampen mod terrorismen og grænseoverskridende kriminalitet. Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har sagt, at den europæiske arrestordre er »et stort spring fremad i forhold til at få fat i kriminelle, der drøner rundt på tværs af grænser«.

Det var takket være den, at man fik arresteret en af de hovedmistænkte fra Charlie Hebdo-attentatet, der var ved at flygte fra Bulgarien til Tyrkiet. Til sammenligning flygtede den hovedmistænkte i Lars Hedegaard-sagen til Tyrkiet og er stadig på fri fod.

Vi stemmer ikke om den europæiske arrestordre 3. december, selv om den står på Enhedslistens hjemmeside over, hvad vi stemmer om.

Men forhåbentlig vil Danmark i fremtiden kunne få indflydelse på arrestordren, når den om nogle år skal reformeres. Det kræver et ja til tilvalgsordningen, for kun gennem den får Danmark indflydelse på EU-reglerne.

Nejpartierne forslår som alternativ en parallelaftale eller et begrænset tilvalg af Europol-forordningen. Men det er helt utilstrækkeligt.

Morten Messerschmidt har udstedt en garanti for, at Danmark kan blive i Europol, selv om vi stemmer nej. Fakta er, at det er usikkert rent EU-retligt, om Danmark kan få en parallelaftale, og i sidste ende er det EU og ikke Folketinget, der bestemmer det.

Selv hvis vi fik den på linje med Norge, ville dansk politi få ringere arbejdsvilkår end i dag, fordi man så ikke længere kan søge direkte i Europols informationssystem, EIS.

En vigtig, men overset pointe er dog, at en isoleret Europol-aftale ikke er nok, hvis man vil give politiet ordentlige arbejdsvilkår i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet. Messerschmidts garanti er ikke det papir værd, den er skrevet på.

Dansk Folkeparti, der normalt vil hjælpe politiet og bekæmpe terrorisme, har opstillet et utroværdigt alternativ. For politiet kan ikke bare nøjes med at være med i Europol.

Det er helt afgørende, at Danmark også kan tilvælge arrestordren, efterforskningskendelsen, bevissikringskendelsen og det kommende PNR-register, der alle er vitale redskaber for politiet i kampen mod terrorismen og anden grænseoverskridende kriminalitet.

Europol er ved at få en central placering i EU’s indsats mod terrorismen og bliver hjemsted for et nyt kontraterrorismecenter, der bliver fuldt operationelt i 2016.

Nejsidens alternativ risikerer at sende dansk politi uden for døren, og deres kampagne mod arrestordren og efterforskningskendelsen viser, at de ikke tager indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet – herunder mod terrorismen – tilstrækkelig seriøst.

Man bør også tilvælge EU’s retsakter imod menneskehandel, børnepædofili og cyberkriminalitet i stedet for at bilde vælgerne ind, at den slags bare kan klares med mellemstatslige aftaler. Det kan det ikke, og man bør som minimum forholde sig til, at Danmark i dag er det eneste EU-land, der stadig står uden for disse i grunden fornuftige EU-regler.

På jasiden er der eksempler på politikere, der er gået for vidt og har forsøgt at skræmme vælgerne. Den konservative Bendt Bendtsen har f.eks. advaret om, at et nej er »en støtteerklæring til nogle af verdens mest hårdkogte, kyniske, voldelige, personfarlige og samfundsskadelige elementer«.

Den slags kommentarer er over stregen, for selv efter et nej vil dansk politi naturligvis fortsat bekæmpe den kriminalitet. Men det er ikke en skræmmekampagne, når Socialdemokraterne advarer imod, at dansk politi kan ende som et B-politi ved et nej 3. december.

Nejsiden har fremført stribevis af falske påstande. DF hævder, at vi stemmer om dansk udlændingepolitik, selv om V, S og K klart har lovet danskerne en vejledende folkeafstemning, hvis nogen af japartierne senere ønsker at lave et tilvalg af EU’s fælles asyl- og indvandringspolitik.

Folkebevægelsens Rina Ronja Kari og DF’s Jørn Dohrmann hævder, at vi kommer med i den europæiske anklagemyndighed. Fakta er, at den har japartierne fravalgt, selv om det kunne være fornuftigt at bekæmpe svig med EU-midler.

Dohrmann har også skrevet, at forbrugerne kan ende i inkasso fra »dubiøse udenlandske virksomheder«, men de foreslåede tilvalg vil reelt give forbrugere og virksomheder mere retssikkerhed og flere rettigheder. Derfor har organisationerne anbefalet et ja og afgivet positive høringssvar.

Nejsiden har også påstået, at dansk familieret vil blive truet. Enhedslisten hævder, at EU vil bestemme danske »regler for skilsmisser og forældremyndighed«.

Det er sludder, hvis det da ikke er en skræmmekampagne. EU’s regler på området for familieret regulerer ikke de indholdsmæssige regler, som f.eks. hvornår man har ret til at blive skilt. EU har aftalt procesregler, der berører grænseoverskridende ægteskaber mellem par fra to EU-lande.

De færrest danskere bliver berørt heraf. Hvert år skilles 140.000 grænseoverskridende ægtepar i Europa, og de fælles EU-regler sikrer, at domstolen i det land, hvor parret bor ved skilsmisse/separation, afgør sagerne. Så undgår man, at børnene at blive kastebolde mellem domstole fra to lande.

EU har ikke kompetence til at lave lovharmoniseringer af familieretten, og der er enstemmighed på området, så alle lande skal være enige. EU-reglerne påvirker hverken de danske regler om homoseksuelles ret til at indgå ægteskab eller retten til medmødreskab. Det står Folketinget frit at ændre eller beholde disse regler.

Nogle borgere er bekymrede for at miste dansk suverænitet. Det er folk i deres gode ret til, uanset om det er Holger Danske, følelsen af danskhed eller frygt for EU, der her vækkes til live. Undersøgelser viser, at suverænitetsbaseret EU-skepsis appellerer til mange. Men det er vigtigt, at folk ikke stemmer på grundlag af manipulation af virkeligheden eller ud fra skræmmebilleder om, hvad EU’s regler indebærer.

Tilbage i 1992 lykkedes det for nejsiden at bilde vælgerne ind, at Europol kunne udvikle sig til et FBI, hvor tyske politifolk frit kunne køre ind over grænsen og anholde danskere.

Det var et skræmmebillede. I dag ved vi, hvordan Europol fungerer. Der er lidt over 900 ansatte i Europol, og heraf er knap 200 nationale forbindelsesofficerer i Haag. Det er et effektivt samarbejde mellem de nationale politimyndigheder imod grænseoverskridende kriminalitet, hvor man deler informationer, bruger fælles databaser og laver fælles efterforskningsteams i samarbejde med Eurojust, der samler medlemslandenes dommere og offentlige anklagere.

Det er en levende illustration af, at EU langt fra Europas Forenede Stater. Men forleden påstod Anders Vistisen (DF), at et ja 3. december vil sætte Danmark på et »ensrettet eksprestog« på vej mod Europas Forenede Stater. Den type argumenter blev også brugt af nejsiden tilbage i 1992.

I dag burde folk vide, at det er fjernt fra virkeligheden. Det er meget bedre, hvis man fører en saglig og faktabaseret debat.

Europol er ikke FBI. EU’s retlige samarbejde om civil- og strafferet er ikke ensrettende eller indgribende i medlemsstaternes lovgivning og retstradition.

EU er materielt set ikke indgribende, men laver procesregler for, hvordan man håndterer grænseoverskridende spørgsmål. EU laver ikke totalharmoniseringer på det retlige område og lader medlemslandene bevare egne straffelove, konkursregler og familieretlige regler.

Det er følsomme spørgsmål for medlemsstaterne, og EU’s regler bygger på gensidig anerkendelse, fælles minimumsstandarder og på respekt for grundlæggende rettigheder. Der er kun meget begrænset hjemmel til lovharmoniseringer ved grænseoverskridende problemer.

Det er forkert, når f.eks. Enhedslistens Skipper og EU-modstanderen Lave Broch har påstået, at EU vil lovgive om den kriminelle lavalder i Danmark, for det er der ikke grundlag for i Lissabontraktaten. Skræmmebillederne om, hvad EU kan finde på, er nærmest markedsført ad libitum af nejsiden.

Suveræniteten kan ikke længere forsvares ved at isolere sig i nationalstaten og bag rød-hvide grænsebomme i Padborg. I et Europa, hvor forbrydere slipper over grænserne, hvor cyberkriminalitet ikke respekterer nationale grænsebomme, hvor virksomhederne og forbrugere handler over grænserne, hvor folk gifter sig over grænserne, udtyndes suveræniteten i praksis.

Kun ved at tage del i et forpligtende EU-samarbejde om grænseoverskridende problemer kan Danmark genvinde noget af den suverænitet, vi har mistet. EU erstatter ikke nationale love og retsafgørelser, men EU-reglerne for grænseoverskridende sager styrker den danske stats myndighed til at opretholde retsordenen og varetage befolkningens fælles interesser mere effektivt.

Gennem effektivt politisamarbejde i Europol kan dansk politi få bedre redskaber til at opklare sager med grænseoverskridende kriminalitet.

Det er også en fordel for danske lønmodtagere, at EU’s kontosikringskendelse kan sikre, at udenlandske selskaber i Danmark ikke snyder folk for deres overenskomstmæssige løn, men at pengene – via en kendelse i Arbejdsretten – straks kan indefryses på bankkonti i andre EU-lande.

Den nye tilvalgsordning vil give Danmark større selvbestemmelse, og et flertal i Folketinget kan vælge til eller sige nej fra sag til sag. I mellemstatslige parallelaftaler er det EU, der i sidste ende bestemmer, om Danmark kan fortsætte i Europol og på hvilke vilkår.

I tilvalgsordningen kan Danmark selv bestemme, og vi får medindflydelse på betingelserne. Det er en win-win-model. Er man bange for at miste suverænitet, er parallelaftaler langt mere usikre end tilvalgsordningen, hvor Danmark får selvbestemmelse til at vælge til og fra.

I stedet for at lade sig vildlede af den skræmmekampagne, som nejsiden har ført med falske og fordrejede påstande, bør danskerne overveje de mange konkrete fordele, som tilvalgsordningen kan give os. Hvis vi selv skal bestemme, om dansk politi skal med i Europol, og om danske borgere og virksomheder skal have flere grænseoverskridende rettigheder, er et ja i Danmarks interesse.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.