Essay

Danskerliv med muslimske rødder

Birte Weiss er journalist og forfatter og tidligere politiker for Socialdemokratiet. Hun har bl.a. tjent som indenrigsminister (1993-1997) og skrevet bogen "Vanviddets vidner" (sammen med Karsten Fledelius) om krigen i Bosnien og de bosniske flygtninge

Resume Tænketanken EUROPA har bedt tre personer med særlig indsigt i de historiske flygtningestrømme til Danmark om at skrive essays, hvor de reflekterer over flygtningenes rolle i det danske samfund. I dette essay skriver journalist og forfatter Birte Weiss om de ca. 20.000 bosniske flygtninge, som kom til Danmark i 90'erne. Essayet er skrevet i forbindelse med projektet Flygtningene, der ændrede Europa.

Det vil være en overdrivelse at påstå, at de 20.000 bosniske flygtninge, der i den første halvdel af 1990’erne kom til Danmark på flugt fra dødelig etnisk udrensning, i særlig grad har forandret det samfund, de tilfældigt havnede i. De er uden de store problemer gledet ind i den danske hverdag og dementerer effektivt den politiske påstand om, at flygtninge med muslimske rødder pr. definition vil være fremmedelementer i et kristent land.
 
Det var mennesker af alle slags, kontorfolk, industriarbejdere, ingeniører, arbejdsmænd, jurister, landhusmødre, håndværkere, journalister, lærere osv., langt de fleste muslimer, som var uønskede i hjemlandet under den serbiske aggression. Deres fællestræk var, at de håbede hurtigt at kunne vende tilbage til det land, hvor de havde haft et udramatisk, selvhjulpent liv.
 
Det var ikke den danske velfærd, der trak. De kom ikke – som indimellem påstået i den offentlige debat – ”for at hygge sig i smug”,  men på flugt fra chikane, røveri, nedskydning, indebrænding, voldtægt, tortur og anbringelse i fangelejre.
 
Ingen havde i 1992 forestillet sig, at krigen ville vare tre og et halvt år, og den danske lovgivning var derefter. Ifølge den kunne bosniernes asylansøgninger fastfryses i to år, mens de ventede på, at det blev sikkert at vende tilbage. Men da måneder blev til år, indså et flertal i Folketinget, at både det overordnede syn på krigen og rammerne om bosniernes begrænsede asylliv var uholdbart. Fredsudspil og våbenhviler brød sammen, og stadig mere tydede på, at Bosnien ville blive et delt land med usikre udsigter for hjemvenden.
 
Derfor blev opholdsbetingelserne undervejs justeret med henblik på en mulig dansk fremtid, og asylsagerne blev behandlet, efterhånden som de faldt for toårs-fristen. Det medførte bulder og brag i Folketinget, fordi Venstre og Konservative overraskende undsagde det nationale kompromis, som de selv havde indgået i 1992, mens Poul Schlüter endnu var statsminister. Nu ville de udskyde asylsagerne og plæderede for, at et midlertidigt ophold kunne vare op til syv år.
 
Ankestyrelsens Analyseenhed har til den nyligt udkomne bog Og Balkan kom til Danmark, som jeg er medudgiver af på Aarhus Universitetsforlag, sat 17.829 bosniere over 18 år under lup og på en række områder sammenlignet med både danskfødte og hele gruppen af ikke-vestlige indvandrere, der har opholdt sig i Danmark i mindst 15 år. Den samlede konklusion er ikke et glansbillede. Det er gået både godt og skidt, og det er karakteristisk, at de unge, det vil sige de oprindelige flygtninges børn, klarer sig fint med uddannelse og job, mens de ældre i stadig højere grad glider ud af arbejdsmarkedet.

Papirløse unge

Kliché-opfattelsen af unge muslimske kvinder, som dydigt underkaster sig gammeldags moralbegreber og lader forældrene begrænse deres livsrum ud fra etniske eller religiøse kriterier, er fejlanbragt på danske bosniere. Andelen af 18-24-årige, der bor sammen med deres partner uden at være gift, er 64 pct. Udvides analysen op til tredive år, fremgår det, at næsten hver anden af de papirløse har fundet sammen med en dansker, og kun godt hver tredje har en sambo med bosnisk oprindelse. 16 pct. af gruppen har en partner fra et tredje land.
 
De lidt ældre, der har valgt at gifte sig, har fortrinsvis fundet deres ægtefælle blandt herboende bosniere, så de borgerlige partiers skræmmescenarie om, at de 20.000 bosniere på grund af familiesammenføring hurtigt ville blive til op imod 50.000, er blevet grundigt dementeret. I løbet af tyve år er der givet 1.287 tilladelser til bosnisk familiesammenføring. Det er 65 om året.
 
At det ville gå sådan, var allerede dengang almen viden, fordi størstedelen af de fordrevne var kommet hertil som samlede familier. Alligevel kom den politisk skabte forestilling om en hærskare af bosniske slægtninge på spring for at komme til Danmark til at spille en forvirrende rolle i meningsdannelsen og den folkelige debat. Heller ikke billedet af muslimske familier som ekstraordinært børnerige holder stik. En herboende kvinde med bosnisk oprindelse får i gennemsnit 1,53 børn. Tallet for danske kvinder er 1,85, og for den samlede gruppe af ikke-vestlige indvandrere 1,89.

Mønsterstuderende
 
Undersøgelsen viser også, at de unge bosniske kvinder har glubende appetit på uddannelse. Allerede som 18-19-årige er de løbet fra både danskfødte og andre ikke-vestlige indvandrere. 78 pct. af dem er i gang med en uddannelse, hvilket er otte procentpoint mere end deres jævnaldrende danske medsøstre.
 
De er også hurtigere til at komme videre i uddannelsessystemet. Det viser sig ved, at i den helt unge aldersgruppe er 12 procent allerede i gang med en videregående uddannelse, mens tallet for de jævnaldrende danske kvinder er tre pct. Tendensen er den samme for de 20-24-årige, hvor godt halvdelen af de bosniske kvinder er i gang med en videregående uddannelse, hvilket er ni procentpoint mere end danske kvinder.
 
Tallene for de unge bosniske mænd er på alle parametre ringere end kvindernes. Det betyder, at deres status i uddannelsessystemet er mere lig danske mænds, men en del bedre end andre ikke-vestlige indvandreres. Konklusionen er, at bosniere, der er kommet hertil som små børn eller er født i Danmark, har fuldt ud så godt fat i en dansk fremtid som danskerne selv. Også de, der blev flygtninge som skolebørn, har klaret sig godt. 85 pct. af drengene og næsten 90 pct. af pigerne har fuldført en dansk uddannelse, men procentdelen falder med alderen. De voksne var først og fremmest interesseret i at få arbejde, tjene penge og genetablere et normalt, selvhjulpent familieliv.

Ældre falder fra
 
Der findes ikke statistik, som viser, hvor mange voksne der måtte supplere deres bosniske uddannelse for at få den godkendt i Danmark. Kriterierne ved sammenligning af uddannelser er skrappe, f.eks. måtte maskiningeniører modvilligt acceptere, at deres kvalifikationer blev sidestillet med en dansk maskinarbejders. Heller ikke læger og sygeplejersker kunne trods traditionen for høj faglig standard i det jugoslaviske sundhedsvæsen glide ind i deres gamle funktion.
 
Nogle tog omfattende suppleringskurser, andre blev så trætte af kampen for godkendelse af deres kunnen, at de valgte at tage uddannelsen helt forfra. De brød sig ikke om at blive betragtet som sekundamedarbejdere af deres danske fagfæller. En del skiftede branche og tog det arbejde, der var at få i et land med mere end tre hundrede tusind arbejdsløse.
 
På arbejdsmarkedet er billedet også stærkt differentieret efter alder. Bedst går det for de 25-39-årige bosniere. Ifølge en opgørelse pr. 1. januar 2013 havde to tredjedele af dem arbejde, men tallet falder støt i de ældre aldersgrupper. Gennemsnitstallet for beskæftigede er 48 pct., og det skyldes ikke mindst, at mange af de over 50-årige falder helt ud af arbejdsmarkedet. Her har den økonomiske krise bidt ekstra hårdt. Alene fra 2008 til 2010 oplevede bosniske mænd et fald i beskæftigelsen på ni procentpoint. Dertil kommer, at en del af de bosniere, der kom hertil som voksne, bliver indhentet af PTSD og andre traumebetingede sygdomme. Det var dem, der havde været tættest på krigens rædsler og længe forsøgte at fortrænge dem. For en del lykkedes det ikke mere, og de er typisk på førtidspension. Kun 11 pct.forbliver i job, efter at de er fyldt 60.
 
Da bosnierne kom til Danmark, blev hele landet for første gang involveret i flygtningearbejdet. De godt hundrede lokalsamfund, hvor de blev indkvarteret, repræsenterede alle landsdele og kommunetyper. Spredningen var en pragmatisk politik, som byggede på medspil fra kommuner med vidt forskellige politiske flertal. I praksis spillede partifarven ikke den store rolle, men der var ofte et svælg mellem kommunalpolitikernes løsningsorienterede imødekommenhed og den til tider ophedede debat mellem regering og opposition på Christiansborg.
 
Strategien med afbalanceret fordeling på landsplan af flygtninge og indvandrere er i dag en selvfølgelig del af dansk udlændingepolitik. Den står på skuldrene af erfaringen med de bosniske flygtninge. Mange bosniere bor stadig på den egn, hvor de blev godt modtaget for tyve år siden.

Danske statsborgere
 
Myndighederne har løbende forsøgt at få viden om, hvordan indvandrere og deres efterkommere selv opfatter deres tilpasning til det danske samfund. I modsætning til den øvrige kortlægning af de danske bosniere er tallene her skrøbelige, fordi det er stikprøveundersøgelser af begrænset omfang. Med udgangspunkt i undersøgelsen fra 2013 mener ministeriet alligevel at kunne udlede nogle tendenser. Den væsentligste er, at flere end to tredjedele af bosnierne føler sig så godt hjemme i det danske sprog, at de oplever ingen eller minimale sproglige problemer i deres hverdag. Tallet for andre indvandrere er 54 procent.
 
Halvdelen af bosnierne føler sig anerkendt for deres indsats, mens 38 procent tilkendegiver, at de har oplevet diskrimination på grund af deres etniske baggrund. Hver anden af de bosniske flygtninge er blevet dansk statsborger, og for deres efterkommere er tallet syv ud af ti. Bortset fra enkelte markante undtagelser skilter de ikke offentligt med deres trosforhold, og der findes ikke data, som kan belyse gruppens religiøse praksis i det nye land tyve år efter krigen.
 
Størstedelen var blevet fordrevet fra deres hjemegn på grund af muslimsk etnicitet, men Bosnien var ved løsrivelsen i 1992 en sekulær jugoslavisk republik med multietnisk tradition og mange blandede ægteskaber. For landets tre dominerende trosretninger – den muslimske, den ortodokse kristne og den katolske – var religionsdyrkelse en privat sag uden fanatisme. Under kommunismen og Tito var religionsdyrkelse tilladt, men marginaliseret.

2.200 vendt tilbage
 
Den etniske udrensning betød, at flygtningene mistede deres hjem. De bedste boliger blev hurtigt besat af krigens modpart, andre blev brændt ned for at sikre, at de fordrevne ikke vendte tilbage. I Dayton-fredsaftalen står der: ”Alle flygtninge og fordrevne har ret til frit at vende hjem til deres oprindelige hjem. De har ret til at få den ejendom tilbage, som de er blevet berøvet som følge af krigshandlingerne siden 1991 og få kompensation for al den ejendom, som ikke kan tilbagegives dem. Alle forpligtelser eller erklæringer vedrørende sådan ejendom afgivet under tvang er ugyldige.”
 
På papiret en indlysende bestemmelse, i praksis svær at gennemføre, specielt i områder, hvor de rette ejermænd tilhører et uønsket etnisk mindretal. En del har måttet gå til domstolene for at få ejendomsretten til deres huse, ruiner og landområder tilbage.
 
Der findes ingen samlet opgørelse over, hvor mange danske bosniere der stadig har hus eller lejlighed i deres gamle land. Nogle har helt opgivet eller solgt, andre rejser hver sommer ned og arbejder som selvbyggere på deres ødelagte hjem. Drømmen om, at de selv eller deres børn engang vil flytte ind, er ofte intakt, også når den er urealistisk. Foreløbig har 2.200 taget springet tilbage til Bosnien.
 
Den tætte kontakt til det gamle hjemland betyder, at danske bosniere generelt er velorienterede om den politiske og kulturelle udvikling i regionen.
Sideløbende med deres danske interesser følger de med i, hvordan Bosnien i sneglefart og med mange tilbageslag forsøger at blive et normalt sammenhængende europæisk land. I dag er det næsten lige så ustyrligt som for to årtier siden.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.