Kommentar

Coronavirussen gør 2020 til det omvendte 1989

Resume Det er endnu for tidligt at spå om, hvordan EU kommer ud af coronakrisen, men meget vil afhænge af, hvordan fire forskelige kampe falder ud – fra den konkrete om liv og død til stormagtspillet om fortællingen om udbruddet.

Denne kommentar blev brag i Politiken 29. marts 2020.

På i hvert fald én måde minder 2020 om jubelåret 1989. Helt som dengang var der ingen stats- og regeringschef, der brugte nytårstalen til at forberede befolkningen mentalt på, hvad der var lige rundt om hjørnet.

Tag den hjemlige danske udgave, der fokuserede næsten udelukkende på tvangsfjernede børn. Eller tag kansler Merkels optimistiske budskab om, at »20’erne kan blive gode år. Lad os overraske hinanden med, hvad vi kan«.​​

Ligesom 1989 er 2020 derfor et eksempel på, hvordan historien pludselig kan tage fart, når vi mindst venter det. Dengang forudså vi ikke et geopolitisk jordskælv; denne gang ikke en verdensomspændende pandemi. Ikke desto mindre står 2020 nu til at blive det mest skelsættende år for Europa siden 1989. Desværre med modsatte fortegn.

Hvor 1989 udløste håb om, at vores kontinent her og nu og i årtier frem ville være det mest trygge sted på jordkloden, står i 2020 i frygtens tegn. Hvor mange familiemedlemmer, venner og for den sags skyld arbejdspladser vil der være tilbage, når coronakrisen ebber ud?

Og hvad med den europæiske idé om samarbejde og solidaritet? Vil dens nekrolog også skulle skrives?

Men der er også en anden parallel til 1989: Det Europa, vi får, afhænger i høj grad af vores fælles ageren. Det politiske svar på Berlinmurens fald og Central- og Østeuropas frigørelse krævede i den grad også politisk mod og handlekraft. Der var ikke nogen automatik mellem de glade murspætter på Berlinmuren og Tysklands senere genforening, eller mellem Solidaritets valgsejr i juni 1989 og afslutningen på Polens optagelsesforhandlinger i Bella Center i 2002.

Det hele kunne være gået ganske anderledes.

Som EU’s udenrigschef, Josep Borrell, skrev forleden, er der ingen, som ved, hvornår coronakrisen slutter, »men vi kan være sikre på, at vores verden vil se anderledes ud, end den gør i dag. Hvor anderledes, afhænger af de valg, vi træffer«.

Mere specifikt vil Europas fremtid afhænge af, hvordan vi formår at håndtere mindst fire kampe, som er udløst af virusudbruddet.

Liv og død

Coronakrisen er først og fremmest en eksistentiel kamp. Den er et spørgsmål om liv og død. Europæerne efterspørger derfor konkrete bud på, hvordan EU kan redde liv.

I en sådan situation virker det virkelighedsfjernt at henvise til EU-traktaters kompetencefordelinger eller nøgternt at påpege, at nationalstaterne tidligere ikke har ønsket, at EU skal beskæftige sig med sundhedspolitik. For hvis ikke EU kan hjælpe med at fremskaffe f.eks. hygiejnemasker til dem, der har allermest brug for dem, hvad skal man så med foretagendet?

I krisens første uge var det derfor dybt problematisk for EU, at fællesskabet ikke kunne hjælpe det katastroferamte Italien.

Ingen europæiske lande svarede, da Italien aktiverede den såkaldte civile krisestyringsmekanisme. Flere lande fik sågar travlt med at udstikke eksportforbud, så værnemidler ikke kunne forlade landene. Og næsten alle smækkede grænserne i uden at koordinere. Det førte til kilometerlange køer ved bl.a. den polsk-tyske grænse.

I stedet modtog italienerne hjælp fra Kina. Eller som kommissionsformand Ursula von der Leyen formulerede det foran et gabende tomt coronaramt Europa-Parlament i torsdags: »Da Europa havde behov for at tage sig af hinanden, var der for mange medlemsstater, der kun havde blik for sig selv«.

Efter at de første nationale reflekser havde lagt sig, lykkedes det imidlertid kommissionen at fremtvinge et gearskift. De nationale eksportforbud blev med pres fra kommissionen droppet, og kommissionen fik gennemført et fælles udbud for værnemidler og opbygget et lager af medicinsk udstyr.

Mindst lige så vigtigt er det, at seks tyske delstater nu har taget imod 47 coronapatienter fra Italien og Frankrig.

Alt dette ændrer dog ikke på, at kampen først lige er begyndt: Holder solidariteten også til at dele sengepladser på intensivafdelingerne, hvis alle lande pludselig har mangel på senge?

Hurtig økonomisk reaktion fra EU

EU har væsentligt flere muskler at spille med i den økonomiske krise, der allerede er fulgt i kølvandet på den sundhedsmæssige krise. Med undtagelse af centralbankchef Christine Lagardes første skæve melding om, at hendes bank dybest set ikke kunne hjælpe Italien, har fællesskabet handlet hurtigt.

Den Europæiske Centralbank har spændt et sikkerhedsnet på 750 mia. euro ud under europæisk økonomi, og medlemsstaterne har aktiveret stabilitets- og vækstpagtens ’nødklausul’, så landene ikke behøver respektere gældsloftet.

Endelig har konkurrencekommissær Margrethe Vestager hastegodkendt stribevis af nationale hjælpepakker, samtidig med at kommissionen har lanceret en krisepakke på 37 mia. euro til bl.a. sundhedssektoren.

Men også her venter den store test: Vil EU-landene kunne blive enige om nye solidariske finanspolitiske initiativer, som rækker ud over de nuværende, som ifølge Italiens premierminister, Giuseppe Conte, er »fortidens instrumenter«? Vil landene kunne sætte punktum i diskussionen om EU’s syvårige budget?

Ellers vil der nemlig ikke være nye midler til vaccineforskning eller oprettelsen af et egentligt krisestyringscenter.

Og hvad med den fælles exitstrategi, som stats- og regeringscheferne på EU-topmødet i torsdags gav kommissionen mandat til at udarbejde, og som skal vise vejen ud af lockdown? Er EU-landene villige til at koordinere, hvornår de løsner deres nedlukningsgreb – også for at undgå, at smitten igen kan brede sig?

Uden solnedgangsklausul

Den tredje kamp knytter sig til EU’s værdier. Når kampen mod coronaepidemien betegnes som en krig, åbner det automatisk for en diskussion om, hvorvidt målet helliger midlet. Eller som den amerikanske forfatter Anne Applebaum har formuleret det: »Når folk frygter døden, accepterer de tiltag, som, korrekt eller ej, vil redde dem – selv hvis det betyder tab af frihed«.​​

Det mest grelle eksempel er Ungarn, hvor premierminister Orbán dybest set har foreslået, at det ungarske parlament skal sendes i karantæne. I stedet skal Orbán have mulighed for at regere pr. dekret – vel at mærke uden at den foreslåede nødretslov indeholder en solnedgangsklausul for, hvornår man kan vende tilbage til magtens tredeling.

Hvis EU passivt accepterer Orbáns nødretslov, kan det blive vanskeligt nogensinde at vende tilbage til demokratiet.

Det vil kunne få store konsekvenser – også for EU’s internationale gennemslagskraft. Det er f.eks. svært at kræve, at lande som Albanien og Nordmakedonien overholder retsstatens spilleregler, hvis ét af EU’s egne medlemslande ikke gør det. EU’s rolle internationalt risikerer også at blive undermineret, hvis man blot ser passivt til i en situation, hvor en af flygtningelejrene på Lesbos bliver ramt af corona.

Solidaritet er ikke en gimmick

Den sidste kamp foregår på et andet niveau, men er ikke desto mindre også afgørende for Europas fælles fremtid. Der raser nemlig en storpolitisk informationskrig, en maskekrig.

Hovedaktøren er Kina, som ikke alene forsøger at skrive historien om, så Wuhan ikke længere er virussens arnested. Den kinesiske stat arbejder også ihærdigt på at fremstille Kina som det eneste land, der hjælper Italien og Serbien i nød – ikke mindst fordi EU ikke kan hitte ud af det!​​

Officielt er EU’s linje at takke for de mange tons hygiejnemasker, som Kina i disse dage sender til Europa. Midt i ugen fik piben imidlertid en anden lyd, da EU’s udenrigschef, Josep Borrell, gik på banen: »Vi må være opmærksomme på, at der en geopolitisk dimension (…) af dette ’spin’ og ’gavmildhedens politik’. Vi må armeret med facts forsvare Europa mod dets kritikere«.

Sidst på ugen har Tyskland og Frankrig også talt imod Kinas udlægning, bl.a. ved at fremhæve, at de faktisk har leveret flere masker til Italien end Kina. Emmanuel Macrons talsmand gik så langt som til at påpege, at solidaritet »ikke er en gimmick. Det er en forudsætning for, at det europæiske projekt kan overleve efterfølgende«.

Pointen er da også til at få øje på: Hvordan skal EU kunne udvikle en fælles politik over for Kina efter krisen, hvis nogle lande føler, at de først skal betale af på en moralsk gæld? Eller hvad der er mindst lige så afgørende: Hvordan skal EU-landene finde fælles fodslag om vigtige økonomiske tiltag, hvis befolkningerne – fejlagtigt – er blevet overbevist om, at nabolandene svigtede dem fuldstændig, og det kun var Kina, der hjalp?

F.eks. udtalte Italiens udenrigsminister, at »vi vil huske dem, som var tætte på os i denne svære tid«.

På dette tidspunkt i krisen er det for tidligt at spå om, hvordan EU kommer ud af den. Meget vil afhænge af, hvordan disse fire kampe falder ud. Eller som en af det europæiske samarbejdes fædre, Jean Monnet, skrev i sine erindringer: »Europa vil blive skabt af kriser og være summen af løsningerne på kriserne«.​​

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.