Debat

Brexit afspejler det britiske klassesamfund

Resume Stemmeudfaldet handler hverken om migrantfurore, Camerons dalende popularitet eller Nigel Farages karisma.

Dette indlæg blev bragt i Politiken 15. juli 2016.

Fredag d. 24. juni vågnede vi alle op til et politisk jordskred.

Et flertal af de britiske vælgere havde stemt for at forlade EU. Udfaldet resulterede i mindst fem kriser: en mulig britisk skilsmisse fra EU, uro på de finansielle markeder, en afgående britisk premierminister, en konstitutionel krise i Skotland og Nordirland og en lederskabskrise i Labour.

1,3 millioner stemmer adskilte de hårde EU-skeptikere fra dem, der ønskede at blive i EU. Storbritannien har altid haft et noget anstrengt forhold til EU.

Men resultatet af den britiske afstemning handler ikke udelukkende om Storbritanniens forhold til EU. Resultatet reflekterer en dyb splittelse i det britiske samfund, der har luret under overfladen i årtier på tværs af generationer, geografiog sociale skel.

Kampen udkæmpes mellem generationer (de unge mod de gamle), sociale grupper (høj mod lav) og på tværs af geografiske skel (skotterne, nordirerne og storbyerne mod de andre).
En sammenligning mellem Boston og Lambeth i London illustrerer splittelsen i det britiske samfund.

I Boston stemte fleste vælgere for at træde ud af EU med støtte fra 75,6 pct. af deres borgere, mens 78,6 pct. stemte for at blive i Lambeth. Lambeth er den valgkreds efter Gibraltar, hvor flest stemte for at blive i EU. Boston er også den by, hvor United Kingdom Independence Party (Ukip) klarer sig bedst.

Medianindkomsten i Boston er på 17.000 pund om året, og en tredjedel af befolkningen har ingen uddannelse. Boston har lidt store økonomiske tab under krisen og oplevet en betydelig migration fra de nyere EU-lande. I Lambeth ser billedet anderledes ud. Her bor der dobbelt så mange unge mennesker (under 30 år) og halvt så mange fra arbejderklassen som i Boston. Folk i Lambeth tjener i gennemsnittet 10.000 pund mere om året end borgere fra Boston.

De to ekstremer illustrerer de dybe økonomiske og sociale skel i Storbritannien. Drømmen om Brexit har størst opbakning fra dem, der er ladt i stikken af Storbritanniens økonomiske transformation.

Stemmeudfaldet handler ikke om, at Cameron er upopulær hos konservative græsrødder. Det handler heller ikke om furore omkring EU-migranter eller Nigel Farages karisma.

For at forstå briternes nej til EU bliver man nødt til at stikke et spadestik dybere. Stemmeudfaldet reflekterer, at der en stor socialt dårligt stillet befolkningsgruppe i Storbritannien, der føler sig udfordret af globaliseringen og den fri bevægelighed. Det er vælgere, der har oplevet faldende personlig indkomst.

De er forbitrede på de etablerede partier og samfundssystemet. De er hovedsageligt ufaglærte arbejdere med gråt hår, og de er vrede. Et af de mest slående citater forud for folkeafstemningen var justitsministeren Michael Goves påstand om, at "folk i dette land har fået nok af eksperter". Paradoksalt nok var alle eksperter enige om, at et Brexit ville være til skade for den britiske økonomi. Men vi lever desværre i et postfaktuelt demokrati, hvor følelser og mistillid til eliten triumferer over fakta.

De hårde EU-skeptikere ser på EU som et elitært projekt, der fører til ubegrænset immigration og nedadgående lønpres for britiske ufaglærte - en trussel mod britisk identitet. De mangler de kvalifi-kationer, der er væsentlige for social mobilitet, og føler sig presset af globaliseringen. EU bliver brugt som symbol på de ændringer og udfordringer, som globaliseringen medfører. Alarmklokkerne hos venstrefløjen skulle gerne begynde at ringe. Storbritannien er det EU-land, der har oplevet den største stigning i økonomisk ulighed i EU, hårde offentlige besparelser og dalende indkomster.

Storbritanniens tabte samfundsgruppe - arbejderklassen - skulle stå i kø for at stemme på partier, der står for social beskyttelse og omfordeling. Men det gør de ikke. Der er nemlig ikke noget parti i Storbritannien, der længere repræsenterer deres bekymringer.

De konservative, Labour og Liberaldemokraterne appellerer til middelklassen. I stedet vender Storbritanniens tabte befolkningsgruppe sig til Ukip - også selv om partiet ikke har en troværdig økonomisk politik eller tradition for at hjælpe de svage i samfundet.

Ukip er et nyliberalt parti, der ønsker frie tøjler for markedskræfterne og en minimalstat. De kan på ingen måde repræsentere deres vælgere på den socioøkonomiske dimension.

En ting er sikkert, undlader den konservative regering med Theresa May i spidsen at aktivere Lissabontraktatens artikel 50 for udmeldelsen af EU snarest, svarer det til at hælde benzin på et bål af populistiske følelser. Storbritanniens tabte gruppe har været villige til give det etablerede politiske system et slag i ansigtet. De er i stand til at kunne gøre det igen.

De er hovedsageligt ufaglærte arbejdere med gråt hår, og de er vrede.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.