Update

Tænketanken EUROPA får ny kommunikationschef

Resume Den 1. december tiltræder Iben Tybjærg Schacke-Barfoed som ny kommunikationschef i Tænketanken EUROPA.

Den 1. december tiltræder Iben Tybjærg Schacke-Barfoed som ny kommunikationschef i Tænketanken EUROPA.

Iben har de seneste ti år arbejdet med europapolitik på Christiansborg og i Folketingets Administration, samt i Udenrigsministeriet. Hun har i flere omgange været udvalgssekretær i Europaudvalget, og dermed tæt på bevægelserne i den danske europapolitik, og ledet Folketingets EU-Oplysnings massive informationsarbejde.

”Tænketanken EUROPAs mission er at bidrage til, at europæiske temaer, som har betydning for Danmark, spiller en større rolle i den danske samfundsdebat. Den opgave er kun blevet endnu vigtigere i lyset af coronakrisen, brexit og de opbrudstendenser vi ser inden for den liberale verdensorden. Iben har fulgt europadebatten på Christiansborg i mange år og kender om nogen til de udfordringer og muligheder, dansk europapolitik står over for. Hun er derfor den helt rette til at lede Tænketankens kommunikationsarbejde,” siger fungerende direktør Catharina Sørensen.

Udover at styrke formidlingen af tænketankens arbejde vil Iben bidrage til at forankre tænketankens fokus på evidensbaserede og uafhængige undersøgelser, der kan sikre en kvalificeret EU-debat. 

”Med udgangspunkt i faglighed har Tænketanken EUROPA et stort ansvar for at løfte den danske europapolitiske debat til et højt niveau. Jeg ser frem til at gøre europapolitikken både spiselig og vedkommende for den brede offentlighed og bidrage til, at Tænketankens evidensbaserede analyser kommer til at styrke det grundlag, vores politikere træffer beslutninger på,” siger kommende kommunikationschef Iben Tybjærg Schacke-Barfoed.

Iben skal også styrke kontakten til Tænketankens mange medlemmer og gentænke Europaakademiet, som gennem ti årgange har styrket danske studerendes europapolitiske faglighed. 

Iben er uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet med studier ved både Sciences-Po i Grenoble, Frankrig, og på Columbia University i New York, USA.
 

RELATERET INDHOLD

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.