Update

Tænketanken EUROPA anbefaler et ja til tilvalgsordningen

Tænketanken EUROPA anbefaler et ja til folkeafstemningen

Resume På baggrund af et omfattende analysearbejder anbefaler Tænketanken EUROPA et ja til tilvalgsordningen d. 3. december. Et ja vil bl.a. sikre, at Danmark selv kan bestemme, hvilke dele af EU's retlige samarbejde, vi ønsker at deltage i. Derfor er et ja i Danmarks interesse.

Tænketanken EUROPA har igennem det seneste år været en af de bærende kræfter i debatten om folkeafstemningen og tilvalgsordningen. Nu melder vi klart ud og anbefaler et ja d. 3. december. Anbefalingen kommer på baggrund af det omfattende analysearbejde, som tænketanken har gennemført forud for afstemningen.
 
“Vi har i mere end et år analyseret og undersøgt konsekvenserne af at stemme ja eller nej til tilvalgsordningen. Vores analyser viser, at det overvejende er i Danmarks interesse at sige ja til tilvalgsordningen. Det vil være utroværdigt, hvis vi ikke er villige til at tage konsekvensen af analyserne og bringe anbefalingen videre til den danske befolkning. Det er sådan set det, vi er sat i verden for,” siger direktør for Tænketanken EUROPA, Bjarke Møller, og fortsætter:
 
“Tænketanke kommer med anbefalinger, det er der ikke noget nyt i. Vi er uafhængige af partipolitiske interesser og forholder os alene til, hvad vores egne analyser viser. Vi har også flere gange rettet kritik mod ja-partiernes aftale og de til- og fravalg, som er truffet, men nu må vi forholde os til det, der er på bordet.”
 
Et ja vil give Danmark den bedste mulighed for selv at bestemme og definere sin fremtidige rolle i EU’s retlige samarbejde. Og netop dette forhold vigtigt at slå fast:
 
“Annoncen indeholder et budskab, som er blevet overset i debatten. Nemlig at vi sikrer os den største grad af selvbestemmelse ved at sige ja d. 3. december. Et nej vil f.eks. lægge beslutningen om Danmarks fremtid i Europol og en ny parallelaftale i hænderne på EU og de øvrige medlemslande. Med et ja kan vi derimod selv bestemme – et privilegium som kun Storbritannien og Irland ellers nyder godt af.”
 
Tænketanken EUROPA har i flere analyser og notater dokumenteret, at et nej-sidens alternative forslag om parallelaftaler eller en såkaldt begrænset tilvalgsordning i bedste fald er forbundet med betydelig usikkerhed – i værste fald direkte umuligt at gennemføre. Den fleksible tilvalgsordning sikrer derimod, at Folketinget fremover fra sag til sag kan afgøre, om Danmark skal tilslutte sig EU’s regler.
 
”Tilvalgsordningen er det sikre valg. Vores analyser viser, at den er den eneste reelle garanti for, at Danmark kan forblive i Europol. Her har nej-siden ikke været i stand til at formulere et troværdigt alternativ. Dertil kommer, at tilvalgsordningen sikrer dansk politi adgang til en række andre vitale arbejdsredskaber som f.eks. Eurojust, efterforskningskendelsen eller direktiverne imod menneskehandel, seksuelt misbrug af børn og narkohandel. Det er afgjort i Danmarks egeninteresse.”
 
Læs mere i Tænketanken EUROPAs avis om folkeafstemningen eller i vores notater og analyser om folkeafstemningen.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.