Update

Statsministerens tale ved EUROPAs årskonference

Lars Løkke Rasmussen taler til Tænketanken EUROPAs årskonference

Resume Statminister Lars Løkke Rasmussen var hovedtaler, da Tænketanken EUROPA onsdag d. 11. november 2015 samlede mere end 250 deltagere til årskonference på Glyptoteket i København. Læs statministeren tale herunder.

Se billeder fra årskonferencen her.

(Det talte ord gælder)

Tak for ordet. Og tak for invitationen til at være med i dag.

Jeg har set frem til konferencen. For sjældent har et emne været mere aktuelt end det, som I har sat formiddagen af til.

Der er i høj grad brug for en saglig diskussion af vores fremtid i Europa. En oplyst og demokratisk samtale om Danmark i EU. En debat om, hvordan vi bedst varetager vores interesser i den europæiske virkelighed, som vi er en del af, hvad enten vi kan lide den eller ej.

Tak til Tænketanken EUROPA for det arbejde, I gør for det.

Jeg forsøger så også selv at gøre min del. Om få timer flyver jeg til Valletta for at deltage i EU-Afrika topmødet om migration og i et uformelt EU-topmøde om flygtningekrisen. EU-Afrika topmøde blev sat i kalenderen efter de tragiske bådulykker ud for Lampedusa i april. Siden da tog flygtningestrømmene igennem Balkan for alvor fart.

EU har aldrig stået over for så mange og så alvorlige udfordringer som i dag.

Flygtningekrisen. Den økonomiske og finansielle krise. Eurokrisen. Ruslands annektering af Krim. Borgerkrigene i Syrien og Libyen. Terrorisme.

Det sætter det politiske system på en prøve. Og der ligger et paradoks i krisehåndteringen.

På den ene side er det åbenlyst, at ingen medlemslande kan løse udfordringerne alene. Vi har brug for et solidt europæisk samarbejde. På den anden side stiger folks skepsis overfor EU.

Modstanderne – både til højre og til venstre - præsenterer EU som problemet. Som om flygtningekrisen, den grænseoverskridende kriminalitet, den økonomiske og finansielle krise ville gå væk, hvis vi ikke havde EU. Eller landene ville håndtere udfordringerne bedre hver for sig.

Jeg mener, at det er lige omvendt. Uden EU ville udfordringerne være langt større.

Problemet er ikke EU som idé eller vision. Problemet er, at EU-samarbejdet ikke altid fungerer godt nok i praksis. Det må vi være ærlige om.

Det europæiske samarbejde er en stor og tung maskine, som det tager tid at få op i omdrejninger.

Det er til dels en konsekvens af den måde, vi har indrettet samarbejdet på. EU vil aldrig komme til at fungere som USA. Og sådan skal det være.

Vi er 28 selvstændige medlemsstater, der samarbejder tæt. Jeg har aldrig ønsket en europæisk forbundsstat. I EU søger vi hele tiden en balance mellem national selvbestemmelse og et effektivt forpligtende samarbejde. Det er den balance vi har søgt i forbindelse med Euro-krisen. Og det er den balance, vi søger, når vi håndterer flygtningekrisen. Mellem behovet for fælles løsninger på den ene side og respekten for, at indvandring er et nationalt anliggende på den anden side.

Det betyder, at vi i EU ofte må gå på kompromis med effektiviteten for at respektere den nationale selvbestemmelse. En tung EU maskine er altså til en vis grad den pris, vi betaler for respekten for de enkelte medlemsstater.

Når vi ikke har samme form for centrale institutioner i EU, som i en forbundsstat, er det til gengæld helt afgørende, at medlemsstaterne holder sig til spillereglerne.

Det gjorde de ikke op til den økonomiske og finansielle krise. Vi kender alle konsekvenserne.

I flygtningekrisen har nogle medlemslande også set stort på reglerne. Det går ikke. Vi bliver nødt til at have en effektiv kontrol med EU's ydre grænser. Det er forudsætningen for, at vi har ophævet kontrollen ved de interne grænser.

EU bygger på tillid mellem landene.

Vi skal hver især leve op til vores ansvar. Vi skal hver især bidrage til, at samarbejdet kan fungere. Og vi skal sammen værne om de enorme fremskridt, der er gennemført i det europæiske samarbejde over de sidste tres år.

***

Den globale udvikling går stadig hurtigere. Og Danmark er som et lille land med en åben økonomi utrolig afhængig af internationalt samarbejde. Af frie markeder. Af en retsbaseret international orden.

Vi kan ikke gemme os og håbe, at problemerne går over.

Vi må tro på, at vores egne værdier er stærke nok til at forandre noget. Vi må arbejde for at påvirke den retning, verden går i.

EU er vores bedste værktøj til at påvirke verden omkring os. Til at håndtere de problemer, som globalisering fører med sig. Og til at sikre, at der bliver taget hensyn til vores interesser.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at når vi skal bevare det Danmark, som vi holder af. Når vi skal sikre velfærdsstat, frihed og tryghed. Når vi skal fremme vores interesser. Så må vi lægge kræfter i at styrke det forpligtende, europæiske samarbejde.

For mig er udfordringen, hvordan vi får et bedre og mere effektivt Europa. På nogle punkter skal vi have mere EU. Der hvor det giver reel merværdi at arbejde tættere sammen. Tryghed for borgerne, frihandel, konkurrenceevne.

På andre punkter skal vi have mindre EU. Der hvor samarbejdet bliver en unødvendig byrde. EU skal holde sig fra områder, hvor medlemsstaterne kan gøre det bedre selv. For eksempel indretningen af de nationale velfærdssystemer.

Selvfølgelig er det ikke alt, der kommer fra Bruxelles, der er fantastisk. Vi kender alle eksempler på overflødige regler og bureaukrati.

Men hvis vi vil gøre noget ved det, så nytter det altså ikke noget, at vi står med korslagte arme og håber på, at andre tager slæbet. Så skal vi selv helt frem på banen.

***

Et af de helt oplagte steder, hvor EU giver en konkret merværdi for borgerne, er det europæiske politisamarbejde Europol.

Derfor skal danskerne til folkeafstemning den 3. december.

Europol betyder, at medlemsstaternes politi kan samarbejde hurtigt og effektivt for at afsløre alvorlige forbrydelser på tværs af grænserne. Børneporno-ringe. Organiseret narkokriminalitet. Omrejsende tyvebander.

Vi har enorme fordele af at være med i Europol. Dansk politi bruger dagligt Europols informationsdatabase over mistænkte og sigtede.

I 2014 foretog dansk politi over 70.000 direkte søgninger i Europols informationssystem. Det er tæt på 200 søgninger hver dag. Uden den mulighed vil dansk politi blive stillet ringere.

Modstanderne siger, at vi da bare kan få en aftale, som den Norge har.

Men sagen er den, at Norges aftale er klart dårligere end et fuldt medlemskab. Det siger nordmændene selv. Og i øvrigt har vi ingen sikkerhed for, at vi overhovedet kan få et b-medlemskab.

Hvis vi stemmer nej, så aner vi ikke hvad der sker – ud over at vi ryger ud af politisamarbejdet, som vi kender det i dag.

Vi ved derimod, hvad vi får, hvis vi stemmer ja. Så forbliver Danmark fuldt medlem af Europol. Med et Ja fastholder vi status quo.

At omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning er i klar dansk interesse.

Det vi ønsker, er en ordning, som den Storbritannien og Irland allerede har i dag. Og som de er meget tilfredse med.

Og det drejer sig ikke kun om Europol.

Inden længe vil vi stå i en tilsvarende situation vedrørende samarbejdet mellem EU-landenes anklagemyndigheder i Eurojust. Det må vi også forlade, hvis vi ikke omdanner retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Med en tilvalgsordning kan Danmark deltage i den kommende forordning om europæiske flypassagerlister. Det er et vigtigt led i terrorbekæmpelse og anden alvorlig kriminalitet.

Med en tilvalgsordning kan vi sikre, at et dansk tilhold over for en voldelig eks-kæreste også kommer til at gælde i de andre EU-lande. Det er vigtigt for borgerens tryghed.

Med en tilvalgsordning kan vi sikre, danske virksomheder bedre kan inddrive gæld på tværs af grænserne. Det er vigtigt for lige og fair konkurrence.

Der er mange dele af EU’s retssamarbejde, som Danmark har en klar interesse i at deltage i. Helt præcis 22 eksisterende retsakter.

Jeg har ikke hørt et eneste solidt argument imod dansk deltagelse i nogen af de 22 retsakter. Ikke et eneste.

Jeg synes sådan set, at det er fair nok at være imod et forpligtende europæisk samarbejde. Eller imod Europol. Men så bør man sige ligeud, at man af ideologiske årsager slet ikke ønsker, at Danmark deltager i et forpligtende EU-samarbejde om terrorbekæmpelse, om børnebortførelser og om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn.

I stedet forsøger modstanderne af tilvalgsordningen at gøre det her til et spørgsmål om teknik. At så tvivl om Folketingets evne til at træffe beslutninger i dansk interesse.

Men vi ved, at tilvalgsordningen virker i praksis. Det har Storbritannien og Irland vist. Derfor skal vi have den samme fordelagtige ordning. En ordning, som giver os et frit valg i modsætning til alle de andre EU-lande. Muligheden for at vælge det til, som vi ønsker at være med i, og vælge det fra, som vi ikke ønsker.

Nej siden mener ikke, at Folketinget er i stand til at lave de valg. Det mener jeg, er Folketingets fornemste opgave og ansvar: At varetage Danmarks interesser gennem bevidste politiske valg.

* * *

Da vi for snart et år siden besluttede at udskrive en folkeafstemning om retsforbeholdet, var der ingen, som forudså flygtningekrisen.

Men allerede dengang fastslog vi i Europol-aftalen, at vi ikke ville tilvælge retsakter på området for asyl og indvandring, som Danmark i dag står udenfor. Og at hvert aftaleparti har veto i den henseende.

For at undgå enhver tvivl om, hvad tilvalgsordningen betyder, har jeg yderligere garanteret, at det vil kræve en ny folkeafstemning – hvis det nogensinde skulle blive aktuelt at gå ind i EU’s asylpolitik.

Den garanti har Socialdemokraterne og de Konservative tilsluttet sig. Den bliver nu skrevet ind i lovforslagets bemærkninger. Det vil altså være en del af det lovforslag, som danskerne skal stemme om den 3. december.

Det er samme model, vi kender fra Det Nationale Kompromis. Det har vælgerne kunnet stole på i mere end tyve år.

Ingen kan da seriøst forestille sig, at Folketinget ikke respekterer løfterne fra dengang. Ingen ville drømme om, at Folketinget afskaffede eller ændrede forbeholdene uden en forudgående folkeafstemning. Det gjaldt i 1993, og det gælder i dag.]

Med den garanti, som nu indgår i bemærkningerne til lovforslaget, som Folketinget vedtager i morgen, og som befolkningen skal godkende den 3. december, bør det altså stå klart for enhver, at folkeafstemningen ikke handler om asyl og indvandring.

* * *

Vil vi her i Danmark selv fastlægge reglerne? Eller vil vi overlade det til andre at bestemme for os?

Det er dybest set, hvad folkeafstemningen den 3. december handler om.

Uden tilvalgsordningen skal vi gå med hatten i hånden, hver gang vi ønsker at deltage i samarbejdet på det retlige område. Og vi har ingen indflydelse på, hvordan reglerne kommer til at se ud.

Med tilvalgsordningen bestemmer vi selv.

Vi vil få mere selvbestemmelse – ikke mindre.

Et nej den 3. december vil være et nej til, at Danmark fortsat skal deltage i et effektivt europæisk politisamarbejde.

Et ja vil sikre, at Danmark forbliver fuldt medlem af Europol. Det har vi haft enorme fordele af siden 1998.

Det er op til hver enkelt dansker at sikre et resultat, der tjener Danmarks interesser.
Tak for ordet.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.