Update

Ny podcast: Europas stemme

Ny podcast om politik og økonomi i Europa

Resume EUROPA har fået en ny stemme – tænketankens helt egen podcast om politik og økonomi. Tag lyttelapperne på, læn dig tilbage og fordyb dig i nogle af tidens mest aktuelle emner. Her er podcasten "Europas Stemme".

"Europas Stemme" er en ny podcast til dig, som vil i dybden med nogle af tidens vigtigste emner på den europæiske scene. Du kan være Europa-nørd eller novice – vi lover dig, at du med hver afsnit bliver klogere på ét emne, som vi her i tænketanken synes, er af afgørende betydning netop nu.

Europas Stemme fortæller detaljerne, men trækker også de større perspektiver op i forhold til den udvikling, som EU-samarbejdet gennemgår i disse år. Du får ny viden, men du får også fortalt en historie.

Første afsnit om den irske grænse

Den irske grænse er omdrejningspunktet for dette første afsnit af podcasten Europa Stemme. Grænsen er nemlig nøglen til de forhandlinger mellem EU og Storbritannien, som nu er gået ind i sin helt afgørende fase. Den irske grænse vil få afgørende betydning for fremtiden efter Brexit.

Med i udsendelsen er tænketankens seniorforsker og Brexit-ekspert, Maja Kluger Dionigi. Hun fortæller bl.a., hvad en hård grænse på øen Irland kan betyde for fremtidens handelsforhold og for stabiliteten i området, der historisk har været præget af store uroligheder. Men vi følger også den britiske premierminister, Theresa May, som har bragt sig i en slem kattepine ved at love EU ét og nordirerne noget andet. Og som konstant må være på vagt over for oprøreren, Boris Johnson. I horisonten lurer det grumme no deal-scenarie.

Udsendelsen er tilgængelig på iTunes, hvor du kan abonnere på podcasten, og SoundCloud.

Hør Europas Stemme på iTunes.

Hver anden fredag

Vi sender Europas Stemme hver anden fredag og hver udsendelse varer omkring 15 minutter – lige til at have i ørene på vej på arbejde, i bussen eller over kaffen i løbet af weekenden.

Podcasten tilrettelægges og produceres af journaliststuderende og praktikant hos Tænketanken EUROPA, Adam Henriksen, i samarbejde med vores faste analytikere og eksperter.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.