Update

Ny chefanalytiker i Tænketanken

Talentfuld økonom skal styrke Tænketanken EUROPA

Den. 1. august 2021 tiltræder Anders Overvad som chefanalytiker i Tænketanken EUROPA

Tænketanken EUROPA opruster og udvider, og har i den forbindelse ansat cand.polit. Anders Overvad som ny chefanalytiker. Anders kommer fra en stilling som økonom i Arbejdernes Landsbank. I Tænketanken skal Anders primært fokusere på den makroøkonomiske dagsorden i EU. 
 
“Tænketanken EUROPAs mission er at bidrage til, at vi i Danmark får drøftet de vigtigste europapolitiske temaer, vel at mærke i tide. Den opgave er kun blevet endnu vigtigere i lyset af coronakrisen, Brexit og de opbrudstendenser, vi ser globalt. Anders vil i høj grad styrke Tænketankens arbejde med analyser inden for det økonomiske område, hvad enten det drejer sig om statsstøtteregler i EU’s indre marked, klimaskat, reformer af Vækst- og Stabilitetspagten eller lignende. Anders vil med sin solide viden inden for makroøkonomi, sin kommunikationserfaring og sit gåpåmod være en stor gevinst for Tænketanken", udtaler direktør Lykke Friis
 
Hos Arbejdernes Landsbank har Anders været en del af talsmandskorpset og er blandt de mest citerede bankøkonomer i Danmark. Han har her haft ansvar både for danske og internationale økonomiske forhold samt det danske boligmarked. Anders er desuden på Berlingskes top-100 over talenter i dansk erhvervsliv i 2021. 
 
"Jeg ser frem til at starte i Tænketanken EUROPA, hvor jeg bliver en del af et stærkt og spændende team, og jeg glæder mig til at sætte fokus på de økonomiske dagsordener i Europa" siger kommende chefanalytiker, Anders Overvad.
 
Om Tænketanken EUROPA
Tænketanken EUROPA er en uafhængig tænketank med fokus på Europa. Missionen er gennem evidensbaserede analyser at bidrage til, at europæiske temaer, som har betydning for Danmark, spiller en større rolle i den danske samfundsdebat. 

Tænketanken finansieres gennem fonde, virksomheder, organisationer og fagforbund. Nyeste fond er Novo Nordisk Fonden og nyeste medlemmer er Gorrissen Federspiel og BAT-kartellet. 
 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.