Update

Lykke Friis ny direktør i Tænketanken EUROPA

Lykke Friis bliver direktør i Tænektanken EUROPA

Resume Danmark har mere end nogensinde brug for en saglig og nuanceret diskussion af, hvordan vi bedst muligt engagerer os i det europæiske samarbejde, siger Lykke Friis, der tiltræder som direktør 1. december.

Som en af de mest vidende og klare europapolitiske stemmer er Lykke Friis den helt rigtige til at løfte den europapolitiske debat i Danmark – og udvikle nye konstruktive bud på Danmarks rolle i det europæiske samarbejde, lyder det fra CO-industri og DI, som i fællesskab stiftede tænketanken i 2013.

– Den kurs, vi sætter for Europa i disse år, vil blive helt afgørende for vores samfund, vores økonomi og vores virksomheder – og frem for alt for borgerne. Danmark og Europa står over for store forandringer med Brexit, handelskrig og vores klima, og samtidig står vi over for en ny verdensorden. Det kræver gode, langsigtede og fælles løsninger. Derfor skal vi have debatten om Danmark i Europa øverst på dagsordenen og helt ud i stuerne. Det er Lykke Friis den rigtige til at sikre, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

CO-industris formand, Claus Jensen, fremhæver, at Lykke Friis som direktør for tænketanken kan gøre den europapolitiske debat mere relevant og nærværende for danskerne.

– EU og Europa er ensbetydende med arbejdspladser og vækst til Danmark, samtidig med at det kun er her vi kan løse de grænseoverskridende problemer som for eksempel klima, miljø og skattesnyd. Lykke Friis er bredt respekteret for hendes viden og engagement herhjemme og i udlandet. Til tider kan det for nogle føles som om, der er langt fra Bruxelles til Danmark. Jeg er helt overbevist om, at Lykke Friis kan være med til at gøre den afstand mindre, siger Claus Jensen, formand for CO-industri.

Den kommende direktør for tænketanken ser frem til at sætte sig i stolen.

– Europæisk politik har altid været min hjertesag. Jeg glæder mig til at bidrage til, at Tænketanken EUROPA bliver en endnu stærkere aktør i den danske europadebat. To af Danmarks hovedalliererede, USA og Storbritannien, vender i disse år ryggen til EU. Danmark har derfor mere end nogensinde brug for en saglig og nuanceret diskussion af, hvordan vi bedst muligt engagerer os i det europæiske samarbejde, siger Lykke Friis.

Lykke Friis har siden august 2018 været korrespondent i Berlin for Berlingske. Hun har tidligere blandt andet været prorektor for Københavns Universitet, klima-, energi- og ligestillingsminister og forskningschef på Dansk Udenrigspolitisk Institut.

Hun udgør sammen med Sveriges tidligere statsminister Carl Bildt og formanden for det udenrigspolitiske nævn i forbundsdagen, Norbert Röttgen, formandskabet i den anerkendte europæiske tænketank, European Council on Foreign Relations (ECFR). ECFR har nationale kontorer i syv hovedstæder:

– Jeg ser store perspektiver i, at Tænketanken EUROPA kan nyde godt af dette europæiske samarbejde. I en tid, hvor Europa i stigende grad udfordres af blandt andet Kina og USA, er der i den grad brug for, at også tænketanke styrker samarbejdet. Der er kort sagt brug for nytænkning for at undgå, at Europa går fra at være en selvstændig international spiller til en kastebold mellem stormagter, siger Lykke Friis.

Hun tiltræder stillingen som direktør 1. december.

Download cv for Lykke Friis (pdf)

Kontakt:

Lykke Friis via kommunikationschef i Tænketanken EUROPA, Malte Kjems: 2339 5657 eller mkj@thinkeuropa.dk

Claus Jensen via pressechef i Dansk Metal, Mads Hersbøll: 21558828 eller mahe@danskmetal.dk

Lars Sandahl via vicedirektør i DI Per Geckler Møller: 29494434 eller pgm@di.dk

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.