Update

Kommunikationschef stopper i tænketanken

Resume Tænketanken EUROPAs kommunikationschef, Malte Kjems, stopper ved udgangen af august. Han tiltræder 1. september en stilling som chefkonsulent og presserådgiver i Finansministeriet.

Malte Kjems har været ansat i tænketanken siden marts 2014 og har spillet en afgørende rolle med at etablere Tænketanken EUROPA og udvikle den til en af Danmarks førende tænketanke, senest under ledelse af direktør Lykke Friis.

”Malte Kjems har været en central brik i tænketankens virke. Jeg er glad for at have haft ham med på holdet, og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med ham. Han vil være savnet i tænketanken, men vi ønsker ham al mulig held og lykke med beslutningen om at fortsætte sin karriere i Finansministeriet,” siger Lykke Friis.

Malte Kjems er uddannet i retorik fra Københavns Universitet og har tidligere været ansat på Ugebrevet Mandag Morgen.

”Det er et enormt privilegie at have været med til at forme og udvikle tænketanken lige fra begyndelsen, og jeg er stolt over, at vi har skabt en organisation, som nu udgør en naturlig og vigtig del af den danske politiske debat om Europa og EU. Jeg har haft mulighed for at møde og samarbejde med særdeles dygtige folk i og omkring tænketanken. Det er jeg meget taknemmelig for. Nu ser jeg frem til nye udfordringer – og til at følge tænketankens videre færd fra sidelinjen,” siger Malte Kjems.

Malte Kjems er tidligere udvalgt i Berlingskes Talent100 i kategorien kommunikation og public affairs. Han er 35 år, gift og har to børn.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.