Update

Jørgen Tang-Jensen ny bestyrelsesformand for tænketanken

Resume "Danmark har stærkt brug for en tænketank, der bidrager til at kvalificere samfundsdebatten og giver os et bedre grundlag for at træffe beslutninger," siger Jørgen Tang-Jensen.

Forhenværende CEO i VELUX A/S Jørgen Tang-Jensen tiltræder som bestyrelsesformand hos Tænketanken EUROPA. Han afløser Poul Skytte Christoffersen, som har siddet på posten siden 2015.

”Vi ønsker at takke Poul Skytte Christoffersen for hans store indsats for tænketanken. Poul Skytte Christoffersen har med sin enestående erfaring og dybe viden om europæiske forhold og institutioner været en uvurderlig kapacitet og sparringspartner, og han har haft stor betydning for etableringen af Tænketanken EUROPA som en naturlig del af den danske debat om europæiske forhold,” lyder det i en fælles meddelelse fra adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, og formand i CO-i, Claus Jensen, der begge sidder i tænketankens bestyrelse.

”Med Jørgen Tang-Jensen som ny formand og Lykke Friis som direktør har vi to exceptionelt stærke og vidende kræfter sat i spidsen for at fortætte og udvikle det vigtige arbejde i Tænketanken EUROPA”, siger Lars Sandahl Sørensen og Claus Jensen.

Jørgen Tang-Jensen siger i forbindelse med sin tiltrædelse:

”Europas betydning for Danmark kan ikke overvurderes. Såvel vores velstand som vores mulighed for at påvirke verden omkring os er dybt afhængig af det europæiske samarbejde. Derfor er det vigtigt, at den europæiske dimension i endnu højere grad kommer til at indgå i den danske samfundsdebat.Coronakrisen, handelskrigen mellem USA og Kina samt den grønne omstilling er blot nogle få eksempler på udfordringer, som kalder på fælles europæiske svar."

”Med direktør Lykke Friis har Tænketanken EUROPA satset på at levere evidensbaserede analyser og viden, som kan anvendes af politikere, organisationer og befolkning til bedre at tage stilling – uanset politisk ståsted. Danmark har stærkt brug for en tænketank, der bidrager til at kvalificere samfundsdebatten og giver os et bedre grundlag for at træffe beslutninger om, hvor vi vil hen. Jeg ser frem til at understøtte dette arbejde i bestyrelsen.”

Tænketanken EUROPA har siden direktør Lykke Friis tiltrådte i december 2019 udarbejdet en ny strategi og vedtaget nye vedtægter, der skærper den evidensbaserede tilgang. Målet er at kvalificere debatten og at sikre, at Danmark i højere grad forholder sig til europæiske temaer, som får betydning for Danmark.

Frem mod 2023 vil tænketanken især beskæftige sig med de mange forskellige aspekter af genopretningen af Europa efter coronakrisen samt EU’s indre marked.

Jørgen Tang-Jensen er 64 år og var fra 2001-2017 CEO i VELUX A/S. Han er formand for bestyrelsen i Strøjer Tegl A/S og sidder i bestyrelsen hos bl.a. VKR Holding A/S, VILLUM FONDEN, Rockwool A/S og Coloplast A/S. Han er uddannet i International Business fra Aarhus Universitet og har efterfølgende videreuddannet sig bl.a. på Stanford University, USA og IMD i Schweitz.

For yderligere kontakt kommunikationschef i Tænketanken EUROPA, Malte Kjems, på 23395657 eller mkj@thinkeuropa.dk.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.