Pressemeddelelse

Britisk nej ryster Europa, men skaderne må begrænses

Resume Det britiske folk har valgt, at Storbritannien skal forlade EU. EU kastet ud i sin hidtil værste krise, og Danmark vil blive hårdt ramt.

"Det er en tragisk dag for Europa. Det britiske farvel kan blive indledningen til en epoke med ny nationalisme, stigende EU-skepsis og national protektionisme, der i sidste ende kan ødelægge det indre marked og det forpligtende samarbejde, som generationer af europæiske ledere har arbejdet for at opbygge. I stedet for at engagere sig i Europa har briterne valgt at isolere sig. Det er ikke, hvad Europa har brug for, hvis vi skal løse de store fælles kriser," siger direktør for Tænketanken EUROPA, Bjarke Møller.
 
”De politiske ledere i både Storbritannien og resten af EU må nu tage et ansvar og forsøge at minimere den usikkerhed og politiske uro, som resultatet medfører. Det haster med at fastlægge rammerne for den kommende skilsmisse mellem EU og Storbritannien. Markederne reagerer allerede med store kursfald, og det er vigtigt, at de europæiske ledere rykker sammen og giver et klart svar, så skaderne kan begrænses, og man kan undgå yderligere uro.”
 
Flere økonomiske studier har vist, at et britisk nej vil få negative konsekvenser for økonomien i Storbritannien og resten af Europa, herunder Danmark:
 
”Resultatet vil ramme Danmark økonomisk og betyde lavere vækst de næste mange år. Vi må nu imødese en længere periode med øget usikkerhed og økonomisk ustabilitet, men det er i dansk interesse at samarbejde med de øvrige EU-lande om fastholde så tætte relationerne til briterne som muligt."
 
"Det vil være i europæisk og dansk interesse, hvis Storbritannien vælger en exit-model, hvor de kan forblive i det indre marked, som Norge også er det. Mange britiske vælgere ønsker dog at gøre op med den frie bevægelighed, men rent økonomisk er det bedst, hvis briterne bliver i det indre marked frem for at vælge en total exit, hvor Storbritannien flyder ud i Atlanterhavet og på egen hånd jagter nye handelsaftaler,” siger Bjarke Møller.
 
Han understreger samtidig, at det ikke vil være i dansk interesse at følge briterne ud af EU.
 
”Jeg er sikker på, at der nu kommer en debat om en dansk folkeafstemning á la den britiske. Vi har allerede set tilløb til den, men det er i sidste ende en politisk beslutning. Men Danmark har meget store fordele af at være med i EU, og det er svært at se, hvorfor det skulle være en god ide, at sætte dem over styr. Danmark vil stå væsentligt svagere end Storbritannien uden for EU, og dem, der måtte ønske en lignende afstemning, bør i første omgang fortælle, hvad alternativet til EU så skal være. Alt andet er at stikke folk blår i øjnene,” siger han.

Læs flere analyser og notater om Storbritannien og Brexit her

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.