Notat

Stram implementering skader danske patientrettigheder

Krav om forhåndsgodkendelse i Danmark forhindrer patienter i at udnytte deres patientrettigheder i EU

Resume Mens de danske politikere endnu en gang diskuterer offentlig versus privat behandling, vokser de danske ventelister. Men privathospitalerne kan ikke bringe ventelisterne ned alene, og flere private behandlinger vil ikke ændre på, at der mangler læger inden for en række specialområder, hvor ventelisterne er særligt høje.
 
EU-direktivet for patientrettigheder, som trådte i kraft 1. januar 2014, giver imidlertid en enestående mulighed for at afvikle de lange ventelister. Men regeringen har valgt at implementere direktivet så stramt, at den kun lige akkurat lever op til EU’s minimumskrav, bl.a. ved at stille omfattende krav om såkaldte forhåndsgodkendelser. Det giver mere arbejde til regionerne, som har modtaget ekstra midler til at håndtere de nye opgaver. Pengene er dog endnu ikke blevet brugt, da regionerne mangler både overblik og organisering. Samtidig er der store regionale forskelle på, hvad man gør for patienter, der ønsker behandling i et andet EU-land.
 
Det efterlader patienterne i en administrativ jungle, hvor de risikerer selv at skulle lægge ud for deres behandling i udlandet – stik imod de ellers høje danske standarder på sundhedsområdet. På den baggrund er det ikke overraskende, at langt de fleste patienter venter i Danmark i stedet for at få hurtigere behandling i et andet EU-land. Indtil videre har blot 83 danskere søgt om en forhåndsgodkendelse til behandling i et andet EU-land. Muligheden benyttes stort set ikke.
 
Dette notat viser, at ansvaret for den stramme danske linje i forhold til EU’s patientdirektiv både ligger hos regeringen og regionerne – og at mulighederne for at ændre praksis også skal findes her.

Hovedkonklusioner
  • Den danske regerings implementering af EU’s patientdirektiv gør det svært for danske borgere at benytte sig af deres rettigheder. Det betyder, at en dansker har langt sværere ved at komme til Sverige og få behandling betalt af den danske stat, end en svensker har ved at komme til Danmark.
  • Omfattende danske krav om forhåndsgodkendelser af behandlinger i udlandet lægger stort arbejdspres på regionerne, som skal håndtere de enkelte sager.
  • Der mangler klare definitioner for, hvornår regionerne kan godkende behandlinger i andre EU-lande. Det er i stedet op til den enkelte region eller sagsbehandler at f.eks. vurdere, hvornår en venteliste er for lang. Det skaber usikkerhed for patienterne.
  • Strikse krav om forhåndsgodkendelse og mange tvivlsspørgsmål efterlader patienten i en administrativ jungle. Derfor har meget få patienter overskud til at søge behandling i udlandet.
  • Regionerne har indtil videre haft svært ved at løfte den administrative opgave med at gøre borgerne opmærksomme på deres rettigheder. Der er store regionale forskelle i information og praktisk håndtering.
  • Regionerne har fået ekstra midler til at føre patientdirektivet ud i livet, men en stor del af pengene er endnu ikke brugt. En evaluering i det nye år skal sætte fokus på, hvor de største udfordringer er.
<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.