Debat

Stop hysteriet om børnechecken

Indlægget blev bragt i Berlingske 10. marts. 2014

Debatten om børnechecken, hvor EU gøres til syndebuk, er røget langt ud over kanten. Noget, der økonomisk set stadig er et marginalt problem og højst koster få millioner kroner, er pisket op, som om vi står i en national krise, hvor velfærdssamfundet er truet. Flere borgerlige politikere ser ud til at have mistet deres europæiske kompas og er endt i grov populisme. De Konservative kæmper desperat for komme væk fra spærregrænsen og overbyder DF. Selv visse socialdemokrater er nervøse, og mangler rygrad til at stå imod stormen. Venstres formand Lars Løkke lod sig først rive med af stemningen, men ser nu ud til at have indset, at sagen handler om meget mere end børnechecken.

Selvfølgelig bør det tages alvorligt, at danskerne er bekymret for, om den danske velfærdsmodel kan bevares. Det vil et flertal stadig. Men man behøver ikke at lægge sig fladt ned, lave dumme selvmål eller gøre EU til syndebuk.

Alle, der råber ulven kommer, fordi staten bruger få ekstra millioner på børnechecken, burde forstå, hvad der egentlig er på spil: Eksport står bag over 60 pct. af vores økonomiske produktion hvert år, og langt hovedparten stammer fra eksport til det indre marked. Skal man betale få millioner kr. i børnecheck til EU-borgere, der har arbejde og betaler skat i Danmark, er det en billig investering, for hvert år eksporterer vi for 700 mia. kr. til EU-lande og over en halv million danske arbejdspladser afhænger af denne eksport. Det indre marked har gjort Danmark til et rigere land, og skal velstand og velfærd bevares, må vi være fuldt med i det indre marked.

Alligevel går man i panik over 50.000 borgere fra de østeuropæiske EU-lande, fordi nogle få sender børnechecken til familien i hjemlandet. De er kommet for at arbejde, de har kun 5,7 pct. arbejdsløshed, de betaler skat og de modtager ikke flere sociale ydelser end danskerne. Så hvad er problemet? Det er ikke økonomisk, men politisk. Regeringen har ret i, at EU-retten er klokkeklar på området, og vi må ikke diskriminere mod EU-borgere, der arbejder her i landet. Selv VK-regeringen blev i sin tid advaret om lovbrud.

Der er mange lag i debatten, men de saglige argumenter overdøves af populismens letkøbte skræmmekampagner. Anekdotiske enkeltsager om misbrug pustes op, og der generaliseres groft, mens tilrejsende EU-borgere stemples, som om de er andenrangs borgere eller »trusler«. Det er vigtigt, at danske overenskomster overholdes, og et retssamfund skal ikke tolerere lovovertrædelser, men staten må slå ned på den slags. Det burde være let at rydde op, for det store flertal af tilrejsende EU-borgere fra både øst og vest er lovlydige, hårdt arbejdende og skattebetalende borgere.

Endnu viser de økonomiske tal, at EU-borgerne er en overskudsforretning for Danmark. Beregninger har derimod vist, at danskerne som helhed er en underskudsforretning, fordi vi bruger mange penge på børneinstitutioner, skoler, uddannelse, kvinder på barsel, orlovsordninger, dagpenge, pensioner, sygehuse osv. Det er urimeligt at gøre tilrejsende EU-borgere til syndebukke i debatten om fremtidens velfærd.

Det danske velfærdssamfund er ikke i fare for at blive afmonteret. Velfærden i Danmark har nået en historisk stor størrelse i samme periode, som det indre marked er udbygget. Det indre marked og velfærd på dansk kan godt hænge sammen. De er mere hinandens forudsætninger end modsætninger. Hvornår forstår de hysteriske EU-kritikere, at velfærden afhænger af, at vi kan eksportere til EUs indre marked?

Alligevel himles der op om, at EU og indre markedsregler truer børnechecken, sociale rettigheder, arbejdsmarkedsmodellen, overenskomsterne og sundhedssystemet. Og Weekendavisens Anna Libak har i Debatten talt om, at vi ligefrem kan risikere at få over 40 millioner ukrainere på besøg som velfærdsturister, og at velfærdsmodellen er dømt til undergang. Det er en vild hypotese drevet ud i det absurde. Realiteten er, at relativt få europæere er vandret til Danmark trods gentagne panikprognoser. Bl.a. fordi der er høje transaktionsomkostninger og masser af bøvl ved at flytte land, kultur og få fast job på et nyt arbejdsmarked.

Den aktuelle debat om EU og velfærden må tilbage til virkeligheden. EU kræver blot, at vi ikke diskriminerer mellem EU-borgere uanset ophav. Og det bør vi være glade for. Over 80.000 danskere arbejder i andre EU-lande, danske pensionister kan købe sig en ferielejlighed på den spanske solkyst, danske unge kan få uddannelser i andre EU-lande og få anerkendt eksamensbeviser i andre EU-lande. Og danskere i Sverige kan få børnecheck hinsidan. Har vi lyst til at miste disse rettigheder? Nej, sikkert ikke. Og derfor har vi også pligt til at behandle andre EU-landes borgere, som vi forventer at blive behandlet i deres lande.

I stedet for at gøre EU til syndebuk bør vi reformere os til en løsning. Børnechecken - dvs. støtte til børnefamilierne - kan genopfindes i en ny form. Man kan f.eks. sænke egenbetalingen til daginstitutionerne. Eller give skattefradrag til børnefamilier, og skal ordningen være solidarisk, kunne der lægges loft over udbetalingerne. Og familier med friplads til daginstitutioner eller lave indkomster kunne få anden form for kompensation, så alle børnefamilier i Danmark får gavn af det.

Politikerne på Christiansborg bør tage sig sammen og lave en reform, der holder sig inden for EUs grundrettigheder. Men vi er endt i en tragisk konflikt mellem regeringens standhaftighed om at bevare børnechecken som den er, og de borgerlige partiers farlige gambling, hvor man udråber EU til syndebuk for noget, der mere er en dansk undladelsessynd. Velfærden i Danmark kan reformeres samtidig med, at vi forsvarer alle gevinsterne ved EU-medlemskabet. Hvornår vågner de borgerlige op til dåd og holder op med at lefle for EU-modstandernes demagogi og de abstrakte intellektuelles dystopiske skræmmekampagne? Det er på høje tid.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.