Notat

Carbon border tax: klima- eller gummihammer?

EU overvejer at indføre en carbon border tax

Resume Med Kommissionens Green Deal er EU trukket i den globale klimaførertrøje, som efter planen skal gøre EU klimaneutralt i 2050. Høje klima- og miljøstandarder samt afgifter på CO2 for produktion i EU vil være nogle af midlerne til at nå målsætningen. Det kan dog pålægge virksomheder i EU betydelige ekstra omkostninger at reducere deres CO2-udledning og omlægge til en mere bæredygtig produktion.

Der er derfor risiko for såkaldt ”carbon leakage”, hvor virksomheder i EU mister markedsandele og flytter produktionen til lande uden for EU, hvor standarderne, og dermed produktionsomkostningerne, er lavere, men CO2-udledningen højere. Det vil ramme EU økonomisk samt underminere hele formålet om at skubbe virksomheder i EU i en grønnere retning med afgifter og højere standarder.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen har derfor sat gang i arbejdet med at udvikle en CO2-grænseudligningsafgift (Carbon Border Adjustment Tax, CBA), der skal modvirke carbon leakage. Kort sagt skal et produkt fra et tredjeland, som er produceret mindre klimavenligt end samme produkt i EU, pålægges en afgift, som svarer til klimaafgiften ved produktion i EU. Omvendt skal klimavenlige produkter fra EU, som eksporteres til tredjelande, kompenseres ift. den betalte klimaafgift i EU.

Idéen er enkel, men i praksis kan indførelsen af en CBA blive meget vanskelig. Et centralt spørgsmål er, om den kan udformes i overensstemmelse med WTO’s regler, så risikoen for handelskonflikter med tredjelande reduceres? Her vil EU givetvis møde betydelig modstand - ikke mindst i USA. En anden udfordring bliver at finde frem til en model, der ikke medfører et uoverskueligt bureaukrati, og som samtidig giver væsentlige CO2-reduktioner. Endelig kan der internt i EU forventes et slagsmål om, hvem der skal have fingrene i indtægterne fra de pålagte klimaafgifter.

Hovedkonklusioner
  • Når EU sætter højere klimakrav end resten af verden, er der risiko for, at virksomheder mister konkurrenceevne og taber markedsandele samt flytter deres produktion til tredjelande for at minimere klimaomkostningerne. Denne dynamik, som skader EU økonomisk og sætter en kæp i hjulet på den grønne omstilling, kaldes carbon leakage.
  • For at modvirke carbon leakage har Kommissionen startet arbejdet med en såkaldt CO2-grænseudledningsafgift eller Carbon Boader Ajustment Tax (CBA). Denne skal kompensere for virksomhedernes øgede udgifter til klimavenlig produktion.
  • Et af de afgørende udfordringer bliver, om en CBA kan udformes i overensstemmelse med WTO’s regler. Det gælder især visse grundlæggende bestemmelser i GATT-aftalen samt reglerne imod subsidier.
  • Selv om EU forsøger at tilpasse sig WTO’s regler, er det tænkeligt, at en CBA vil resultere i handelskonflikter med andre lande. USA har allerede udtrykt bekymring ved CBA.
  • EU kan vælge at fritage grupper af udviklingslande fra at betale CBA. Det kan være politisk nødvendigt, da lignende undtagelseskrav stilles både i WTO-regi og i klimaforhandlingerne. Også lande, der indfører lignende klimatiltag som EU, vil blive undtaget fra en CBA i EU.
  • Det vil givetvis være nødvendigt i første omgang at begrænse en CBA til produkter, hvor der er størst risiko for carbon leakage. Det kunne være produkter som stål, aluminium og cement. Senere kan omfanget udvides.
  • Det er en forudsætning for CBA, at man fastlægger produkternes CO2-udledning. Det er kompliceret. Her kan man enten tage udgangspunkt i konkrete beregninger på det enkelte produkt eller en benchmark-model.
  • Hvis det lykkes for Kommissionen at udforme en model for CBA, som EU’s medlemslande kan blive enige om, bliver næste spørgsmål, hvem der skal have provenuet fra de opkrævede klimaafgifter – EU-budgettet eller medlemslandenes statskasser? Det vil der nok være delte meninger om.
<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.