Analyse

Syv vigtige nedslag fra sikkerhedskonferencen i München

Westlessness

Resume "Westlessness" – at Vesten fylder stadig mindre i verden – var temaet for årets store sikkerhedskonferencen i München. Direktør Lykke Friis deltog i konferencen og giver her sit bud på syv af de vigtigste pointer derfra.

Verdenspolitikkens Oscar-ceremoni. Sådan har en af Tysklands førende analytikere Josef Joffe betegnet den årlige sikkerhedspolitiske konference i München.

Den 14.-16. februar 2020 tilbragte ca. 40 stats- og regeringschefer og over 100 udenrigs- og forsvarsministre weekenden på hotellet Bayerischer Hof i München. Dertil kom utallige andre beslutningstagere, såsom formanden for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi og kommissionsformand Ursula von der Leyen, erhvervsledere og 1.300 journalister, der fik interviews med bl.a Henry Kissinger og Madeleine Albright. 

Det var 56. gang, at konferencen blev afholdt. Konferencen konkurrerer med Davos om at være årets vigtigste globale konference. Udover sessionerne i plenum afholdtes stribevis af ”sideevents”, ”townhall-møder” og uformelle aftendiskussioner over bayerske hofretter som knödel og leberkäse. Naturligvis brugte beslutningstagerne også lejligheden til at holde bilaterale møder.

Jeg var inviteret som direktør for Tænketanken Europa og formand for European Council on Foreign Relations. Her følger min syv vigtigste nedslag:

1. Anskuelighedsundervisning i ”Westlessness”

Arrangørerne havde op til konferencen udgivet en publikation med titlen ”Westlessness” ("mindre af Vesten”). Begrebet har en dobbelt betydning. Ikke alene indfanger det, at Vesten er på tilbagetog på den globale scene i forhold til f.eks. Kina; men også at der i Vesten er uenighed om, hvordan de tidligere så højt besungne fælles værdier skal forsvares.

Plenumsessionerne udviklede sig til en stor anskuelighedsundervisning i, at begrebet er kommet for at blive. Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier kritiserede USA's skarpt for ”America first” og for både at svække det transatlantiske forhold og EU. 

USA's udenrigsminister Pompeo afviste blankt disse anklager. ”The West is winning”, lød det igen og igen fra Pompeo, uden at han dog hverken tog handelspolitik eller klima i sin mund.

Dagen efter gik Frankrigs Emmanuel Macron på podiet og erklærede sig enig med Steinmeier og understregede, at Europa måtte styrke sin strategiske suverænitet, ikke mindst på det forsvarspolitiske område.

Frem for at cementere sammenholdet i Vesten virkede det nærmest som om, at parterne talte sig længere fra hinanden.

2. Kina, Kina og Kina

USA’s forsvarsminister Mark Esper brugte nærmest hele sin tale på at fremhæve Kina som den nye trussel over for Vesten. Ifølge Esper risikerer selve NATO-samarbejdet at kunne gå i opløsning, hvis europæerne tillader, at den kinesiske tech-gigant Huawei skal indgå i EU-landes 5G-netværk. I givet fald vil amerikanerne ifølge Esper ikke længere kunne dele fortrolige oplysninger med europæerne af angst for, at kineserne læser med.

En måling i konferencerapporten udarbejdet af ECFR viser, at mange europæiske landes befolkninger vil forholde sig neutrale, hvis det kommer til en konflikt mellem USA og Kina – en måling, som mange amerikanere refererede til.

Tilsvarende udtrykte mange bekymring for det Kina-topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer og Kinas nummer 1, der skal finde sted under tysk formandskab i Leipzig. ”Vil Merkel bruge topmødet som sin internationale svanesang og sælge ud af Vestens interesser?”, spurgte et amerikansk kongresmedlem. 

At Kina langt fra er lige så højt på den europæiske dagsorden i Europa som i USA, fremgik bl.a af Macrons tale. Her brugte han langt mere tid på at tale om Europas forhold til Rusland end til Kina.

Flere europæiske aktører delte bekymringen for Huawei, men så også det amerikanske pres som et forsøg på at fremme egne industripolitiske interesser.

3. Alle problemer forsvinder ikke med Trump

I en middagssession, jeg deltog i, forsøgte højtstående europæiske og amerikanske aktører at spekulere over, hvordan det transatlantiske samarbejde ville se ud, hvis demokraterne vinder præsidentvalget.

Hovedkonklusionen var, at der også her vil være mange kurrer på tråden. Det gælder ikke mindst inden for det handelspolitiske område, hvor USA fortsat vil benytte sig af sanktioner – også over for europæerne. Dertil kommer, at demokraterne med al sandsynlighed vil fortsætte tilbagetrækningen fra Mellemøsten. 

Flere talere på begge sider af Atlanten pegede på, at meget af tilliden er gået tabt. F.eks. frygter mange europæere, at amerikanernes hårde kurs over for Huawei og insisteren på, at europæerne bruger 2 pct. af BNP på forsvaret i høj grad også skyldes amerikanske økonomiske interesser. ”Når vi så gør noget i fællesskab på det forsvarspolitiske område i EU, er det også forkert. For vi skal åbenbart købe amerikansk,” sagde et tysk parlamentsmedlem.

Områder, hvor samarbejdet vil kunne intensiveres umiddelbart, er arbejdet med en digital skat og klima, om end også en ny amerikansk administration næppe vil kunne få en klimapakke igennem Kongressen.

4. Global Britain” missing in action

Det blev i den grad bemærket, at der for første gang ikke var nogle britiske ministre i München. "Er dette det en forsmag på det globale Storbritannien?," spurgte bl.a Sveriges tidligere statsminister, Carl Bildt. Andre pegede på, at regeringsrokaden i denne uge vanskeliggjorde briternes deltagelse.

Selvom briterne ikke var til stede, spillede de alligevel en rolle. F.eks. påpegede Macron, at det bliver nødvendigt efter Brexit at oprette et slags europæisk sikkerhedsråd.

Efter at briterne er trådt ud af EU, findes der nemlig ikke længere et forum, hvor EU kan drøfte og koordinere sikkerheds- og forsvarspolitiske emner med briterne. Det fremtidige format for de sikkerhedspolitiske drøftelser indgår i de Brexit-forhandlinger, der forventes at gå i gang i i starten af marts. Diskussionen er dog langt mindre fremskreden end debatten om frihandel.

5. ”Westlessness” og ”Germanlessness”

I flere sessioner og over kaffen blev hele diskussionen om svækkelsen af Vesten uundgåeligt flettet sammen med den verserende politiske krise i Tyskland efter Thüringen. For hvordan skal Europa kunne spille en større rolle, hvis Tyskland nu skal bruge halve år på at blive enige om, hvem der skal afløse Annegret Kramp-Karrenbauer som CDU-kanslerkandidat?

Macron forsøgte her at finde en diplomatisk tone: ”Jeg er ikke frustreret; jeg er utålmodig”.

Merkel deltog ikke på konferencen i år. Hun har et stålfast princip om, at blive hjemme hver andet år og overlade talerstolen til forbundspræsidenten. Derimod deltog nærmest hele Tysklands politiske top. På podiet var tre af kandidaterne til CDU-formandsposten, Armin Laschet, Markus Söder og Jens Spahn. 

Det er Kramp-Karrenbauer, som skal stå i spidsen for formandsprocessen. Hun understregede, at hun udmærket er klar over, at processen – ikke mindst pga. Europa – ikke må trække ud.

Blandt tyske deltagere blev der over kaffen spekuleret over, om det trækker sig op til en pakkeløsning: kanslerkandidat bliver ministerpræsident fra Nordrhein-Westfalen, Armin Laschet, sundhedsminister Jens Spahn bliver gruppeformand og tidligere gruppeformand Friedrich Merz bliver ny super-økonomiminister. De formelle sonderinger hos Kramp-Karrenbauer starter i næste uge. 

I sit indlæg søndag morgen lagde Laschet, der er tidligere medlem af Europa-Parlamentet, luft til Merkels Europapolitik. Uden at nævne kanslerens navn gav han udtryk for, at Tyskland havde reageret for langsomt på Macrons respektive initiativer.

Det blev først fredag offentliggjort, at Laschet ville komme til München, hvilket af mange iagttagere blev set som et tegn på, at han har ”kanslerambitioner”. Som kanslerkandidat er München nemlig et ”must”.

Macron er åbenbart begyndt at indstille sig på nye tider i tysk politik. Ganske opsigtsvækkende valgte han i udkanten af konferencen at bruge tre timer på De Grønnes formandsduo, Robert Habeck og Annalena Baerbock.

6. Polarisering mellem Øst- og Vesteuropa

En del af svækkelsen af Vesten internt i Europa skyldes uenighed om retsstatens fremtid. Repræsentanter fra de gamle medlemsstater skød med skarpt mod Ungarns Orban og Kaczynskis Polen, mens repræsentanter fra Polen svarede skarpt igen.

Østrigs genvalgte kansler Sebastian Kurz slog fast, at respekten for retsstaten er et område, hvor der ikke bør være plads til kompromiser – magtens tredeling skal overholdes!

Han støttede også forslaget om, at lande, der ikke overholder principperne, kan få frataget strukturfondsmidler. Forslaget er en del af næste uges EU-topmøde om EU's budget.

Søndag morgen blev det imidlertid også skåret ud i pap, at det er for forsimplet at opfatte østlandene, og ikke mindst Centraleuropa, som én samlet blok. Slovakiets præsident Zuzana Caputova holdt således en tale, hvor hun ophøjede respekten for retsstaten som altafgørende for EU’s fremtid: ”If political leaders resign on defending the rule of law, a Europe that protects ceases to exist”.

At den manglende overholdelse af retsstatsprincipper svækker EU’s gennemslagskraft, blev klart i en session om Vestbalkan. Her satte en repræsentant fra Albanien spørgsmålstegn ved, hvorfor Albanien og Nordmakedonien skal overholde principperne, når det ikke er tilfældet for samtlige af EU’s nuværende medlemsstater. 

EU skal til foråret beslutte sig for, om der skal åbnes optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien. I oktober 2019 blokerede Frankrig, Danmark og Holland for, at forhandlingerne blev åbnet.

Macron udtrykte tilfredshed med en ny udvidelsesmodel udarbejdet af von der Leyen-kommissionen, men lod det stå hen i det uvisse, om han kan støtte åbningen af forhandlinger. Ifølge Macron burde EU-landene også forholde sig, om de virkelig troede, at en udenrigspolitik som fungerer meget langsomt med 27 lande kan blive bedre med endnu flere medlemsstater om bordet.

7. Mød de nye supermagter

For første gang havde arrangørerne inviteret, hvad der blev betegnet som verdens nye supermagter, chefen for facebook Mark Zuckerberg og Microsoft-chef Brad Smith på podiet. Begge betonede vigtigheden af at bekæmpe fake news og manipulation i forbindelse med valg. Især Smith var åben for regulering af data. 

Nødvendigheden af at regulere data var den nye franske kommissærs Thierry Bretons hovedbudskab. Han slog til lyd for, at Europa havde tabt kampen om at udvikle ”digitale champions”. Nu gjaldt det derimod om at vinde det næste slag: ”We’re entering a new phase. The battle for industrial data starts now, and the main battlefield will be Europe”, sagde kommissæren på engelsk.

Hermed bekræftede han én af Macrons andre pointer. På spørgsmålet om, hvilke sprog, der nu skulle tales i EU efter Brexit, svarede præsidenten med henvisning til et Umberto Eco citat: ”Europas sprog er oversættelse”.

Ps. Mange talere berørte torsdagens EU-topmøde. Flere påpegede vigtigheden af ikke at skære mere i udgifterne til forsvarspolitik og grænsekontrol.

Det gjaldt bl.a. Macron, der udtrykte store frustration over, at EU-landene brugte så megen tid på budgettet – i betragtning af Europas udfordringer: ”Vi er et kontinent, der er holdt op med at tro på sig selv … og nu diskuterer vi småprocentsatser i EU’s budget, mens bl.a. Kina investerer massivt”.

Det hører dog med til historien, at Frankrig nyder godt af budgettets omfattende landbrugsudgifter. 

Vicepræsident i Kommissionen, Margaritis Schinas, gik direkte i rette med klubben af "de sparsommelige fire" (”Frugal Four”), der består af Østrig, Holland, Danmark og Sverige.

De fire vil ikke acceptere stigninger i EU’s budget udover de nuværende 1 pct. af EU’s BNI: ”På topmødet skal vi bl.a. sikre midler til EU’s fælles grænsekontrol, Frontex. Jeg må konstatere, at de lande, der er de største tilhængere af en stærk grænsekontrol, også befinder sig i gruppen af de sparsommelige Det hænger ikke sammen. You cannot have it both ways,” lød det fra Schinas.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.