Notat

Syv europapolitiske anbefalinger til en ny regering

Anbefalinger til den kommende regerings europapolitik

Resume Klima, fair skat og styr på migrationen var mærkesager for Socialdemokratiet forud for valget til Folketinget, og det er nu vigtige elementer i regeringsforhandlingerne i rød blok. Men skal en ny regering indfri ambitionerne på disse områder, kan det ikke ske med et nationalt fokus alene.

Succesen vil være betinget af, om man får skabt fælles momentum med de øvrige EU-lande. Det vil kræve, at den kommende regering i høj grad sammentænker indenrigspolitikken med europapolitikken, og at Danmark maksimerer sin europæiske indflydelse.
 
Under Lars Løkke Rasmussen har den danske regering jagtet nye alliancer i EU’s ministerråd, fordi Danmark ikke længere kan læne sig op ad Storbritannien, der er på vej ud af fællesskabet. Danmark er rykket sammen med liberalt sindede lande i den nordvesteuropæiske såkaldte Hansa-liga 2.0. Det har bl.a. ført til, at Danmark har blokeret for en digital skat i EU og undladt at spille konstruktivt ind ift. de nye forslag for EU, som den franske præsident Emmanuel Macron har fremsat.

Men en ny regering vil næppe kunne udnytte EU som løftestang for sin politiske prioriteter, hvis den slås i hartkorn med de liberale lande i Hansa-ligaen. Der er brug for at opbygge stærke strategiske alliancer på udvalgte områder.
 
Danmark har dog mistet indflydelse i EU og har ikke i fornødent omfang prioriteret at opbygge langsigtede og stærke relationer til andre EU-lande for at få indflydelse på udvalgte strategiske områder. Brexit kan forstærke denne tendens, da de øvrige store lande vil få endnu mere magt i EU. Især Frankrig, men også et land som Spanien, ser ud til at få en mere central rolle i samarbejdet.

En dansk regering skal sikre gode relationer til regeringen i Berlin, men en ny socialdemokratisk ledet regering må også mere proaktivt skabe stærke alliancer med Macrons Frankrig, den socialistiske regering i Spanien og andre sydeuropæiske lande.
 
I en årrække har de konservative og kristendemokratiske partier i EU været dominerende, men nu er magtbalancen ved at skifte i Rådet, hvor de tre partigrupper – konservative, liberale og socialdemokrater – hver har regeringsmagten i syv EU-lande. Samtidig har Europa-Parlamentsvalget i maj ændret det politiske landskab, og den store koalition mellem den konservative EPP-gruppe og den socialdemokratiske S&D-gruppe har for første gang mistet sit absolutte flertal.

Nogle har kaldt det nye parlament for mere fragmenteret, men der er stadig et solidt pro-europæisk flertal, når man tæller de liberale og de grønne med. Der betyder mere pluralisme og en åbning af det politiske manøvrerum, hvor kompromisser skal findes mellem flere partier. Den situation er danske politikere godt bekendt med.
 
Hvis Danmark skal sætte sit præg på EU, hvilket er en forudsætning for, at den kommende regering kan levere på flere af sine væsentligste løfter, kræver det en klar strategi med præcise prioriteringer. Kun ved at opbygge stærke og brede alliancer i forhold de vigtigste EU-dagsordener, kan en S-ledet regering få gennemført nogle af sine vigtigste mærkesager. Det kræver, at EU- og indenrigspolitikken spiller meget bedre sammen, og at EU-politikken behandles som et vigtigt indenrigspolitisk anliggende. Europapolitikken bør nytænkes og reorganiseres, når Socialdemokratiet med Mette Frederiksen som statsminister danner regering.
 
Tænketanken EUROPA giver i dette notat syv anbefalinger til, hvordan dette kan ske. Der er bl.a. brug for en kraftig udbygning af Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles, at etablere et nyt europaministerium med en europaminister, at danske ministre prioriterer EU endnu højere og at fagministerierne kommer mere på banen samt styrker koordineringen imellem sig. Endelig bør Danmark gå med i bankunionen og holde døren på klem for at afskaffe ét eller flere af de danske forbehold.

Hovedkonklusioner
  1. Regeringen skal kæmpe for danske topposter – enten i form af en kommissionsformand eller alternativt en dansk formand for Det Europæiske Råd. Det er ikke noget, den danske regering selv er herre over, men opbakning fra den danske regering øger ubetinget chancerne. Det er i dansk interesse at gøre det maksimale for at hjælpe Margrethe Vestager gennem nåleøjet. En ny regering bør – hvis spillet om topposterne stadig er åbent, når den træder til – give det høj prioritet at hjælpe hende.
  2. Regeringen skal styrke den danske EU-repræsentation, så den kommer op på et niveau, der matcher Danmarks størrelse. Det betyder, at antallet af ansatte hæves fra de nuværende ca. 80 til ca. 110 medarbejdere. Med en større stab og længere udstationering af fagmedarbejdere vil Danmark få flere ressourcer til at opbygge stærkere og bredere relationer til flere EU-lande, samt gøre det muligt at dedikere fagmedarbejdere til tidligt at gå ind i de EU-sager, som vurderes at have strategisk betydning for Danmark. Det vil være oplagt at opprioritere indsatsen på de tre førnævnte politiområder – klima, skat og migration – som er mærkesager for Mette Frederiksen og socialdemokraterne.
  3. Ministrene skal hæve deres mødedeltagelse i EU til mindst 85 pct. Danmark opnår større indflydelse ved, at de danske ministre i højere grad prioriterer at gå til Rådsmøderne, hvor de har mulighed for at opbygge netværk og skabe tættere personlige relationer til ministrene fra de andre EU-lande. Danmark kan hente inspiration fra Finland og Sverige, der har haft en højere fremmødeprocent end de danske ministre i de forløbne fire år. Danmark bør som hovedregel stille med en minister understøttet af nøglepersoner fra den danske EU-repræsentation, så man kan følge sagerne til dørs efter rådsmøderne.
  4. Regeringen skal udnævne en europaminister til at koordinere den danske europapolitik på tværs af fagministerierne og til fast at repræsentere Danmark i forhandlingerne i det generelle råd. Europaministeren kan enten placeres i Udenrigsministeriet, som i Tyskland eller Irland, eller i Statsministeriet, som i Finland og Sverige. Der kan argumenteres for begge dele, men den direkte opmærksomhed, som EU-politikken vil få med en europaminister i Statsministeriet, kan næppe undervurderes.
  5. Regeringen skal styrke de strategiske alliancer og afsøge nye samarbejdsmuligheder på udvalgte dagsordener. Det er ikke i dansk interesse at spille rollen som et mini-Storbritannien på et tidspunkt, hvor balancen i Rådet forskyder sig mod de store lande, og hvor Frankrig bliver en central alliancepartner på danske nøgleprioriteter. Danner Mette Frederiksen regering, bringes antallet af socialdemokratiske regeringer i EU27 op på syv, og det vil være naturligt at afsøge disse alliancer. Men regeringen må også lave stærkere alliancer med de sydeuropæiske og centraleuropæiske lande om konkrete mærkesager. Magtspillet i Rådet ændrer sig efter Brexit, og her kan regeringen alliere sig med de syv socialdemokratiske regeringer, men det er også vigtigt at skabe stærke relationer til de foreløbig syv EU-lande med liberale regeringer og de syv EU-lande med konservative regeringer.
  6. Regeringen skal arbejde for, at Danmark tiltræder bankunionen. Det er i klar dansk interesse, at Danmark tiltræder EU’s fælles banksamarbejde. Socialdemokraterne samt støttepartierne i rød blok er gået til valg på at få bedre styr på og kontrol med den finansielle sektor. Danmark har nogle af EU’s største banker, når man tager højde for vores størrelse, og kontrollen med disse bør ske på europæisk plan, hvor tilsynet får flere muskler til at matche de største banker. Da der ikke er tale om suverænitetsafgivelse kan – og bør – beslutningen træffes af Folketinget.
  7. Hold døren på klem for at afskaffe ét eller flere forbehold. Ved sidste års folkemøde sagde Mette Frederiksen, at de danske forbehold er ”grundlaget for den danske Europa-politik. Det går an som en de facto konstatering af tingenes aktuelle tilstand, men det bør ikke blive en sovepude for en socialdemokratisk ledet regering. Tiden er endnu ikke moden til nye afstemninger, men danskernes opbakning til EU er historisk høj, og de foregående fem år viser med al tydelighed, hvordan pludselige konflikter og geopolitiske forskydninger kan sætte en helt ny agenda for det europæiske samarbejde. Regeringen bør forholde sig aktivt til disse udfordringer, herunder at de danske forbehold afskærer Danmark fra dele af det europæiske samarbejde. Det er muligt, at man kan arbejde sig rundt om disse forbehold og stadig sikre danske interesser, men forbeholdene bør ikke være mejslet i sten. De pro-europæiske partier fik 80 pct. af stemmerne ved det danske valg til Europa-Parlamentet, og der er opbrud i de europapolitiske holdninger. Regeringen må tage bestik af det.
<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.