Debat

Syrizas sejr er et wake up call for Europa

Grækenlands nye leder Alexis Tsipras

Resume Både Europa og Grækenland har interesse i at finde en pragmatisk løsning på det græske gældsproblem, så det ikke ender med et Grexit. Men det er vigtigt, at reformkursen fastholdes.

Tilmeld dig Tænketanken EUROPAs nyhedsbrev

Det græske jordskredsvalg den 25. januar, som gør Syrizas leder Alexis Tsipras til ny græsk statsminister, er et wake up call for Europa. Valget har konsekvenser, der rækker langt ud over de græske grænser og kan påvirke resten af Europa.
 
Det venstreorienterede protestparti, Syriza, opnåede næsten et absolut flertal af mandater i parlamentet, men har besluttet at regere sammen med det stærkt nationalistiske og højreorienterede parti, Uafhængige Grækere. Det er overraskende, da Tsipras i stedet kunne have samarbejdet med det moderate centrum venstre parti, Potami, og der er dermed lagt op til en hård politisk konfrontation i de kommende måneder.
 
Tsipras kræver et opgør med den stramme sparepolitik og de strukturreformer, som EU og Den Internationale Valutafond, IMF, har krævet af Grækenland som led i det samlede låne- og støtteprogrammet på over 240 mia. euro. Alexis Tsipras kræver en genforhandling af den store gæld på 170 pct. af bruttonationalproduktet, og han vil have den nedskrevet. Han har draget paralleller med den internationale gældskonference, der i 1953 sikrede Tyskland en eftergivelse af gælden, og som lagde grunden til det tyske Wirtschaftswunder.
 
Men situationen er en anden. Den græske statsgæld har meget lave renter og mere end 15 års løbetid, så relativt set slæber Italien og Portugal faktisk rundt på en hårdere gældsbyrde. Argumentet om, at Grækenland nærmest har et moralsk krav på at få en gældseftergivelse, holder ikke for en nærmere analyse.
 
Grækerne har allerede for få år siden fået en større gældsomlægning og nedskrivning af gælden. Alligevel har de ikke formået at nedbringe den. De har selvfølgelig været hårdt ramt af den lave vækst i hele euro-området, men grækerne har også et betydeligt medansvar, da flere af de lovede strukturreformer er blevet udsat eller er gennemført meget senere. Den tyske regering – med støtte fra andre økonomiske hardlinere, som bl.a. Finland – er derfor utilbøjelig til at give efter for kravet om gældseftergivelse. Meldingen har været, at den regning kan man ikke pålægge de tyske skatteborgere.
 
Det vil heller ikke være let at sælge yderligere gældseftergivelse til f.eks. de finske vælgere, der selv har været ramt hårdt af en økonomisk recession og nedskæringer. Den herskende opfattelse er derfor, at grækerne selvfølgelig skal leve op til de indgåede aftaler. Det er et grundlæggende spørgsmål om tillid. Man frygter samtidig en dominoeffekt, hvor andre europæiske regeringer forsøger at ændre spillereglerne, og i flere lande står populistiske protestpartier på spring for at følge det græske eksempel.
 
Risikoen for spredning
 
EU’s politiske ledere kan dog ikke vende ryggen fuldstændigt til Alexis Tsipras regering, der har et meget stærkt folkeligt mandat bag sig. Man er tvunget til at finde et fornuftigt og afbalanceret svar på det græske problem, så der er en realistisk og troværdig udvej for alle parter. For der eksisterer en risiko for, at det kan udvikle sig til et bredere europæisk problem, både politisk og økonomisk.
 
Efter Syrizas solide valgsejr med over 36 pct. af stemmerne håber flere populistiske protestpartier fra venstre til højre at erobre regeringsmagt i EU-landene. Næste stop kan blive Spanien, hvor protestpartiet Podemos stormer frem og måske kan overhale de konservative og socialisterne. Også i Italien står Bebe Grillos femstjernefolk på spring til at høste frugterne. Og i maj venter det britiske valg, hvor euroskepsis og UKIP’s krav om en britisk exit fra EU kan få fornyet vind i sejlene.
 
Mindst otte EU-lande holder valg i år, hvor de nye populistiske protestpartier vil rejse kritik af den hidtidige stramme økonomiske kurs i EU.
 
Den tyske regering under ledelse af Angela Merkel, der har været fanebærer for denne stramme finanspolitik og ordnungspolitik, har foreløbig ikke lagt op til at justere hovedkursen.
De kan dog blive presset til at give udvalgte indrømmelser, da der er udstrakt bekymring rundt omkring i de europæiske hovedstæder for, at Syrizas succes kan sprede sig til andre medlemslande. En åben konfrontation og et sammenbrud i forhandlingerne mellem trojkaen og den græske regering kan få en politisk spillover-effekt til andre EU-lande, der kan få nervøsiteten til at sprede sig på finansmarkederne. Risikopræmierne og renten kan blive presset i vejret, hvis risikoen for et Grexit – et græsk exit fra euroen – igen stiger.
 
Fælles interesser
 
Situationen er ikke så alvorlig som tilbage i 2012, hvor et Grexit ville have kunnet udløst en systemisk krise for hele euro-området. Dengang var der frygt for, at Portugal, Italien, Irland og Spanien kunne blive revet med ned, og de største tyske og franske banker havde store udlån til de sydeuropæiske kriseøkonomier.
 
I dag er der langt flere sikkerhedsmekanismer end i 2012. EU har vedtaget en bankunion, og man ved, hvordan en systemisk krise kan håndteres. I dag er Irland og Spanien på vej ud af krisen, og renterne på deres statsobligationer er bragt ned. De store banker har også haft tid til at konsolidere sig, mens billige lån i ECB har øget indtjeningen og styrket egenkapitalen. Desuden har ECB-chefen Mario Draghi lovet som lender of last resort at gøre alt, hvad der kræves, for at redde euroen. Det har i de sidste par år skabt større tillid i markedet. ECB har også iværksat store støtteopkøb af statsobligationer for 1.100 mia. euro. Det er med til at presse euroen ned i kurs, og det kan nu forhåbentlig sætte ekstra gang i den vækst, som Grækenland har så hårdt brug for.
 
Hverken euro-landene eller den græske regering har interesse i, at Grækenland går i betalingsstandsning og må forlade euroen. En græsk betalingsstandsning og euro-exit kan koste tyske banker op imod 75 mia. euro, og selvom regningen ikke er uoverstigelig, så har tyskerne en klar interesse i, at grækerne overholder deres gældsforpligtelser.
Et euro-exit vil økonomisk set være fatalt for Grækenland. Det er dyrt at etablere et nyt pengesystem, kapitalflugten vil tage til, den græske drakme vil falde brat med en voldsom devaluering, høj inflation og et stort dyk i bruttonationalproduktet. Har græske banker ikke adgang til billige lån fra ECB, kan en græsk bankkrise meget hurtigt blive resultatet. Flere af de store systemiske banker i Grækenland har da også fået store smæk på aktiemarkedet efter valget. Grækenland er dybt afhængig af, hvad der sker i resten af Europa.
 
Under tidspres
 
Alexis Tsipras siger selv, at han gerne vil fastholde euro-medlemsskabet, og det gør han klogt i, for 74 pct. af de græske vælgere har den opfattelse. For dem er euroen et symbol på, at de stadig tilhører kernen af det europæiske samarbejde.
 
Men Tsipras er under hårdt tidspres. Allerede i marts skal den græske stat tilbagebetale 4,3 mia. euro af deres lån, og til sommer skal der betales yderligere 6,5 mia. euro af på gælden. Og den græske stat har ikke penge nok til at klare forpligtelserne. Man venter stadig på den sidste låneandel på 7 mia. euro, som har været indefrosset siden sidste år, fordi grækerne ikke har gennemført nogle af de lovede strukturreformer. Der er et stærkt økonomisk pres på Tsipras for at moderere sig og finde en pragmatisk løsning.
 
Men i Grækenland er vælgernes vrede betydelig, den økonomiske krise er afgrundsdyb og Tsipras har lovet vælgerne, at "Grækenland vil kunne lægge fem års lidelser og ydmygelser bag sig" og få en mere socialt orienteret politik. Dette ønske er forståeligt.
 
Arbejdsløsheden er over 25 pct., reallønningerne har udviklet sig negativt og det græske bruttonationalprodukt er faldet med over 30 pct., siden landet blev ramt af krisen. De tidligere så store underskud på statsbudgettet er afløst af et lille plus. Men uden en mere effektiv skatteopkrævning kan de mange dyre sociale løfter ikke finansieres. Og skal den græske økonomi igen på fode, kan man ikke opgive reformkursen. Det er derfor vigtigt, at trojkaen forener reformkrav med forhandlingsvilje i forhold til gælden.
 
Flere eurolande har signaleret, at de er villige til at forlænge tilbagebetalingstiden for de græske lån, og at man evt. kan nedjustere rentesatsen. Hvis eurolandene giver grækerne længere tilbagebetalingstid på statsgælden, vil det reducere renteomkostningerne. Man kan også sænke rentespændet på de korte græske statsobligationer, så eurolandene ikke som i øjeblikket høster overskud på deres udlån til grækerne. Pengene kunne indsættes i en fond, til investeringer i Grækenland. Modydelsen må så være, at den græske regering lover at holde fast i strukturreformerne. Dem trænger Grækenland stadig til.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.