Debat

Snart råder jungleloven i den globale handelspolitik

Resume I en ny situation, hvor jungleloven råder, er EU nødt til at opruste handelspolitisk for effektivt at kunne sikre medlemslandenes interesser.

Dette indlæg blev bragt i Børsen 10. december 2019

Fra i morgen råder jungleloven i den globale handelspolitik. Den amerikanske præsident Trump har nemlig nægtet at acceptere udnævnelser af nye medlemmer til den internationale handelsorganisations WTO's appeldomstol, som fra i morgen kun vil have ét medlem tilbage.

Afgørelser kræver minimum tre medlemmer, og derfor sættes domstolen ud af kraft. Det er et stort tilbageskridt for det regelbaserede handelsregime, som Danmark gennem EU er en stærk tilhænger af.

Uden denne øverste appeldomstol kan handelstvister mellem medlemslandene reelt ikke finde en retslig løsning i WTO-regi. Det vil i endnu højere grad blive den stærkes magt, som kommer til at råde, frem for fælles handelsregler. En retning som Trump ønsker, men som EU bestemt ikke ser nogen fordele ved.

Store globale omkostninger

Derfor har EU også været i gang med at forberede sig på denne situation. Som en nødvendig, men forhåbentlig midlertidig foranstaltning søger man at aftale et voldgiftssystem med interesserede lande. Det er dog langt fra den optimale måde at regulere global handel på.

I en tid med dybe handelskonflikter med Kina og USA i hovedrollerne er det afgørende at sikre effektiv kontrol af de spilleregler, som er aftalt, samt kompetente og regelbaserede juridiske løsninger af konflikterne.

Globalisering uden fælles spilleregler og klare procedurer for at afgøre tvister vil resultere i mere protektionisme, da handelssanktioner er det våben, som landene vil bruge, når retssystemet er sat ud af kraft. Konflikten mellem USA og Kina er et eksempel på, hvor store omkostninger en sådan politik har – ikke bare for de involverede parter, men globalt.

Nødvendig oprustning

Der forhandles lige nu om løsninger i WTO-regi, men reelt synes Trump-administrationen ikke interesseret i at finde en løsning. Det til trods for, at de internationale regler i høj grad er aftalt som USA – og EU – har ønsket det. USA har også vundet stort set alle deres handelstvister i WTO, men Trump mener tilsyneladende, at amerikanerne kan få bedre aftaler ved at lægge bilateralt pres uden om WTO.

I en ny situation, hvor jungleloven råder, er EU nødt til at opruste handelspolitisk for effektivt at kunne sikre medlemslandenes interesser. EU skal være forberedt på at svare igen, både på USA's trusler om handelssanktioner og på det handelspolitiske pres, som kan komme fra især Kina.

Den tiltrædende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har tydeligt signaleret til sin nye (irske) handelskommissær, Phil Hogan, at der er behov for at styrke EU's muligheder for at imødegå unfair handelspraksis.

Det er bekymrende, men nødvendige tiltag, indtil WTO forhåbentlig kommer tilbage på sporet.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.