Debat

Sådan påvirker Brexit Danmarks ageren i EU

Resume Afskeden med Storbritannien ryster EU’s traditionelle interne magtbalance og svækker unionens gennemslagskraft på den globale scene. For Danmark er der tale om et tab af en nær allieret.

Denne kronik blev bragt i Politiken 1. februar 2020.

Allerede Napoleon havde ideen på tegnebrættet, og i 1858 dukkede den op igen: Hvorfor ikke forbinde Storbritannien og Europa med en tunnel?

Den britiske premierminister lord Palmerston vendte imidlertid hurtigt tommelfingeren nedad:

»Det stormfulde bolværk, som Gud har lagt om vor kyst, må ikke blive svækket. Hvorfor skulle vi forkorte en afstand, som vi i forvejen synes er for kort?«.

Efter et par kuldsejlede forsøg lykkedes det for præcis 30 år siden at få gjort Storbritannien landfast med Frankrig. Britiske og franske arbejdere slog i 1990 hul på den 50 kilometer lange Eurotunnel 40 meter under havoverfladen, mens britiske politikere holdt følelsesladede taler.

»Tunnelen er et symbol på de nye muligheder, der nu opstår igennem det nye Europa«, lød det blandt andet fra premierminister John Major.

30 år efter fremstår Eurotunnelen snarere som et symbol på briternes europæiske vægelsind – et vægelsind, som Winston Churchill allerede før Anden Verdenskrigs udbrud sammenfattede på følgende måde:

»Vi er med jer; men ikke en del af jer«.

31. januar 2020 blev der sat endegyldigt punktum for den lange diskussion om Storbritanniens medlemskab, da det britiske flag foran EU-bygningerne blev taget ned. Forinden var den underskrevne skilsmisseaftale blevet fragtet med tog igennem Eurotunnelen.

EU har haft tid til at vænne sig til tanken, og det er også lang tid siden, Storbritannien reelt har forsøgt at sætte fingeraftryk på EU’s fælles retning. Ikke desto mindre er stemningen stadig præget af vantro og skuffelse, grænsende til ulykkelig kærlighed. Mellem jul og nytår skrev f.eks. viceformand i kommissionen Frans Timmermans et kærlighedsbrev til briterne:

»I har besluttet at forlade os, og det knuser mit hjerte«.

Helt frem til Boris Johnsons valgsejr i december havde mange stats- og regeringschefer i EU ikke opgivet håbet om, at en ny folkeafstemning kunne omstøde leave-sidens sejr fra 2016. Efter 31. januar er det håb imidlertid endegyldigt slukket. Som mange skilsmissepar vil kunne bevidne, sker der noget uigenkaldeligt, når man går fra at kæmpe for forholdet, til at underskriften på skilsmissepapirerne er sat.

Håbet om, at Brexit alligevel kunne undgås, er hovedårsagen til, at EU-landene kun sjældent har drøftet de mere langvarige og strategiske konsekvenser for samarbejdet. Dertil kommer, at EU har haft hovedet dybt begravet i de komplicerede skilsmisseforhandlinger.

Realistisk set vil en stor del af den mere strategiske debat også blive viklet ind i det næste kapitel i Brexit-sagaen. Der er nemlig verdener til forskel på, om Storbritannien og EU i løbet af 2020 indgår en handelsaftale – eller om parterne må gå hver til sit.

I værste fald vil et sammenbrud også kunne udløse en bitter sorteperdiskussion mellem briterne og EU om, hvem der bærer skylden for sammenbruddet.

Hvordan Brexit i sidste instans påvirker EU, kan derfor ikke vurderes i dag. På i hvert fald på to centrale områder kan man imidlertid allerede nu få øje på konturerne til det nye ’Storbritannien-løse’ EU. For det første ser vi en ændret magtbalance. For det andet er der risiko for en svækkelse af EU på den globale scene.

»Frankrig vil ikke være alene med Tyskland; Tyskland vil ikke være alene med Frankrig, og resten af EU vil ikke være alene med Frankrig og Tyskland«.

Sådan opsummerede en analytiker for et par år siden effekten af Brexit på EU’s magtfordeling. På grund af sin størrelse har Storbritannien ofte været en balancemagt, der har kunne forhindre, at bestemte grupperinger kunne sætte sig på magten. Efter i dag er det en saga blot, og alle lande regner febrilsk på konsekvenserne.

Grundlæggende er der to konsekvenser i rådet. For det første bliver det lettere for Tyskland og Frankrig at samle et blokerende mindretal. Matematikken tilsiger, at de fremover blot skal have lande med, der udgør 2 pct. af EU’s samlede befolkning, for at de kan blokere for en beslutning.

Mindst lige så afgørende er det, at de frihandelsorienterede lande uden briterne ikke længere vil have stemmer nok til at blokere for f.eks. protektionistisk lovgivning. Derimod vil magtbalancen tippe i Øst- og Sydeuropas favør.

Konsekvenserne er lige rundt om hjørnet: I den kommende tid skal EU-landene nemlig blive enige om en omlægning af EU’s konkurrence- og statsstøttepolitik. Tidligere har Tyskland på dette punkt ofte allieret sig med Storbritannien, men i frihandelskredse frygtes det, at Tyskland nu i højere grad svinger over på den franske linje, der mere fokuserer på at oprette såkaldte europæiske ’lokomotiver’, altså store europæiske virksomheder, der kan klare sig i konkurrencen med f.eks. Kina.

En anden aktuel sag er EU’s budget, hvor de såkaldte budgetstrammerlande, som Danmark hører til, mister en vigtig allierede i Storbritannien. Helt tilbage fra 1984 har budgetstrammerne kunnet ligge i læ bag Margaret Thatchers håndtaske og lade briterne gøre størstedelen af det hårde arbejde.

Nu skal Sverige, Danmark, Holland og Østrig selv løfte opgaven med at holde EU’s vokseværk på budgetområdet i ave. Indtil videre har Tyskland plæderet for budgetrestriktion, men også her bliver det afgørende, om tyskerne nu ændrer holdning.

I praksis betyder Brexit, at de vanlige koalitionsmønstre er i opbrud, og alle lande skal på intens jagt efter nye venner. Det gælder ikke mindst Danmark. Selv om langt den største del af lovgivningen i EU vedtages med konsensus, er Danmark et af de tre lande, der oftest har stemt med Storbritannien.

I de kommende år gør Danmark derfor klogt i at intensivere sine bilaterale relationer med andre medlemsstater end dem, vi normalt har samarbejdet med. Det kunne f.eks. være Spanien eller Polen.

Opbrudsstemningen styrkes blot af, at den tysk-franske akse er historisk svag. Reelt er det ikke lykkedes for Emmanuel Macron og Angela Merkel at udvikle en fælles EU-vision, samtidig har Tyskland siden Merkels farvel til formandskabsposten i CDU i december 2018 været travlt optaget af at finde en troværdig afløser til kanslerposten.

Den anden store forandring knytter sig til det sikkerheds- og forsvarspolitiske område. Paradoksalt nok falder Brexit tidsmæssigt sammen med, at EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har bebudet, at hun vil stå i spidsen for en såkaldt geopolitisk kommission.

For første gang i EU’s historie drives integrationen ikke primært frem af interne ønsker, såsom en forsoning mellem Frankrig og Tyskland. I de kommende år er det snarere den stigende stormagtsrivalisering mellem Kina og USA, Trumps ’America First’-politik, den globale klimapolitik og techgiganternes fremvækst, der vil presse EU-landene til at finde fælles svar.

Det skifte indtræffer imidlertid, præcis samtidig med at EU vinker farvel til en af de stærkeste udenrigspolitiske spillere; ikke mindst når man ser på den militære styrke og det permanente medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd. Potentielt svækker Brexit derfor EU’s muligheder for global indflydelse.

Hvor stor svækkelsen bliver, afhænger af de forhandlinger, som nu går i gang mellem EU og Storbritannien.

Helt ligesom på handelsområdet skal parterne blive enige om at finde en fremadrettet samarbejdsmodel. Hvordan kan EU f.eks. fortsat gennemføre fælles militære missioner med ikke-EU-landet Storbritannien, trække på britiske hangarskibe og bevare udvekslingen af informationer om potentielle terrorister? Og hvor skal EU og Storbritannien fremover fortsætte den tætte dialog om storpolitiske kriser a la dem, der i de senere år har været omkring Iran og Rusland?

I den politiske erklæring, som EU og Storbritannien indgik med Theresa May sidste år, står der, at parterne går efter et »bredt, omfattende og afbalanceret sikkerhedspartnerskab«. Reelt er det imidlertid et åbent spørgsmål, hvor interesseret Boris Johnson er i et sådant.

I december 2019 signalerede han, at Storbritannien nu går i gang med det mest omfattende forsvarseftersyn (defence review) siden den kolde krig. Hans udenrigsminister, Dominic Raab, har slået fast, at Bruxelles under alle omstændigheder »ikke er det eneste show i byen«.

Heroverfor står imidlertid, at Storbritannien i en række sager fra Iran til Rusland faktisk i dag er rykket tættere på EU, samtidig med at landets ’special relationship’ med USA ikke fremstår så eksklusivt. F.eks. skændes Trumps USA og Johnson i dag om, hvorvidt den kinesiske techgigant Huawei må byde på det britiske 5G-net.

Uanset hvad er diskussionen om den konkrete ramme for det fremtidige partnerskab kun i sin vorden. Som en prøveballon har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lanceret ideen om oprettelsen af et europæisk sikkerhedsråd.

Indtil videre er den dog kun streger på et stykke papir. Skal et sådant sikkerhedsråd f.eks. fungere som FN’s med faste og valgte medlemmer, og vil det kunne oprettes uden en traktatændring?

Ikke mindst de mindre medlemsstater står over for et dilemma: På den ene side frygter de, at de store lande kommer til at sætte sig tungt på magten i en ny konstruktion; på den anden siden vil en uformel struktur, hvor stormagterne klapper tingene af i en mindre kreds uden for traktaterne, svække både de mindre lande og EU’s institutioner.

Forhandlingerne på begge sider af Eurotunnelen vil i de kommende måneder blive hårde, og mange vil sikkert støve et andet lord Palmerston citat af: »Nationer har ingen permanente venner eller allierede; de har kun permanente interesser«.

Spørgsmålet er imidlertid, i hvor høj grad begge parter vil erkende, at ikke mindst den globale udvikling tilsiger, at en stor del af forbindelsen alligevel skal bevares. Eller som kansler Merkel, sikkert også for at skære sagen ud i pap for briterne, udtrykte det forleden i Financial Times:

»Tyskland er alt for lille til på egen hånd at kunne udøve geopolitisk indflydelse«.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.