Kommentar

Så er det nu, Danmark skal udvikle en Tysklandstrategi

Denne artikel blev bragt i RÆSON d. 21. marts 2021. 

Wenn nicht jetzt, wann dann? Sådan lyder en fast tysk vending, som danske politikere gør klogt i at gøre til deres egen i 2021. Weekendens delstatsvalg i Nordrhein-Westfalen og Rheinland-Pfalz viser nemlig med al tydelighed, at Merkel-æraen nu er forbi. Ikke alene takker kansler Merkel af efter 16 år, men det er også langt mere usikkert end for bare en måned siden, hvem der kommer til at afløse hende.

Det mest sandsynlige er fortsat en regering bestående af kristendemokraterne (CDU/CDSU) og De Grønne, men en såkaldt lyskurvekoalition ledet af De Grønne og med socialdemokraterne (SPD) og de liberale (FDP) som koalitionspartnere kan ikke afvises. Det betyder i alt sin enkelthed, at der nu for alvor skal stilles skarpt på Tyskland. Hvem kommer til at regere det land, som alle analyser viser, er det mest magtfulde i EU og som sammen med USA er Danmarks største samhandelspartner? 

Men der også to andre grunde til, at Danmark nu bør satse på Tyskland. Den første knytter sig til Brexit. Briternes exit gør ganske enkelt, at Danmark har brug for at finde nye allierede og også positionere sig i alliancespillet, som er langt mindre fastlåst end tidligere. Nye analyser fra tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR) viser, at Tyskland af stort set alle medlemsstater opfattes som det vigtigste land. Kort sagt: tyskerne er dem, man ringer til.

Under sidste års budgetforhandlinger har regeringen lagt de fleste af sine æg i ”sparebanden” med Holland, Sverige og Østrig. At dette imidlertid kan være en farlig kurs, har dramaet om vaccinerne givet anskuelighedsundervisning i. Ikke alene gav det næppe point på kontoen i Berlin, at statsminister Mette Frederiksen drog til Israel sammen med Østrigs kansler Sebastian Kurz og ikke til Tyskland - på trods af den centrale BioNTEch vaccine er udviklet i Rheinland-Pfalz. I hvert fald burde det give stof til eftertanke, at kansler Merkel i denne uge ikke fandt tid i kalenderen til tage imod Kurz i Berlin.

Mindst lige så tankevækkende var, det Danmarks vaccineallierede Østrig en uge efter faldt Danmark i ryggen ved pludselig at hævde, at Danmark var ét af de lande, der havde fået mulighed for at købe for mange vacciner. With friends like these…

Og som det ikke var nok. Efter det hollandske valg i onsdags er der pludselig opstået usikkerhed om, hvorvidt Holland fortsat vil påtage sig lederskabet af sparebanden. I hvert fald tyder alt på, at den ultimative hollandske budgethøg nu er fløjet. Finansminister Wopke Hoekstra, der har udmærket sig ved at være en mere markant budgetstrammer end Mark Rutte, fik et dårligt valg. Derimod gik Ruttes liberale koalitionspartner D66 markant frem. Da partiet under valgkampen har profileret sig som Hollands mest Europa-venlige parti, kan det meget vel få konsekvenser for Ruttes EU-politik.

Frem for at satse ensidigt på sparebanden bør Danmark forsøge at udvikle et tættere forhold til flere lande. Det bør selvfølgelig også være andre lande, såsom Frankrig og Italien. Men pga. Tysklands vægt, bør Berlin have første prioritet.

Den anden faktor, der gør, at Tysklands betydning vokser knytter sig til den geopolitiske situation. Magtbalancen mellem Kina og USA rykker sig i disse år, og mange europæere er nervøse for, at blive klemt mellem de to giganter. Det gælder også danskerne. En måling foretaget af ECFR og Tænketanken EUROPA viser, at mange danskere er desillusioneret over USA med Trump. Et stort flertal mener, at det amerikanske politiske system er helt eller delvist ødelagt.

Selvom man kan tage Trump ud af USA, er der intet der tyder på, at han er forsvundet fra europæernes bevidsthed. Tilsvarende er danskerne, sammen med resten af Europa overbevist om, at Kina om 10 år fylder mere i verdenspolitikken end USA.

Alt andet lige betyder den nye storpolitiske situation, at Danmark i stigende grad må forsøge at finde fælles fodslag med resten af Europa. Igen kræver det et øget fokus på Tyskland. F.eks. har Tyskland, bl.a. af handelspolitiske hensyn, været langt mindre villig til at indtage en kritisk holdning over for Kina, ligesom landet traditionelt er skeptisk over for militære aktioner.

Skal europæiske interesser løftes i fælleskab, er der derfor ingen vej uden om Berlin. Ganske tankevækkende viser ECFR-målingen, at hele 55 pct. af danskerne mener, at Tyskland er det land, som det er vigtigst for dem, at Danmark har et godt forhold til.

Samlet set må tiden derfor være kommet til at udvikle en Tysklandsstrategi, som skal bestå af tre elementer. For det første bør danske politikere, både i regeringen og oppositionen, styrke deres relationer til tyske toppolitikere. Frankrigs europaminister Clement Beaune har vist, hvordan det kan gøres. Han har systematisk besøgt alle tyske partiledere og også mange ministerpræsidenter. Uanset hvem der bliver kansler i Tyskland – Armin Laschet, Markus Söder eller De Grønne (Annalena Baerbock eller Robert Habeck) - har Frankrig derfor relationer på plads. Det siger sig selv, at der skal være tale om en vedvarende indsats, som ikke kun skal knyttes til det tyske valgår, hvor det ”so oder so” nok er for sent at bede om et møde.

For det andet bør der også ske en oprustning på embedsmandsniveau. Ganske tankevækkende underskrev Tysklands og Danmarks udenrigsministre i denne uge en erklæring i anledning af det dansk-tyske venskabsår. Af den fremgår det, at landene nu er enige om at afholde regelmæssige konsultationer på statssekretær- og europadirektør niveau i fremtiden. Det er naturligvis et skridt i den rigtige retning, selvom det i sig selv er tankevækkende, at det ikke er sket før.

Endelig er der ingen vej udenom. Vi må simpelthen have gjort noget ved de danske tysk-sprogkundskaber, som fortsat er i frit fald. Faktisk er der en risiko for, at vi snart kommer til at mangle tysklærere i gymnasiet. Selvom danske politikere godt kan tale engelsk med tyske politikere, er de manglende sprogkundskaber med til at svække vor gennemslagskraft. Det skyldes ikke mindst også, at sprog er kongevejen til kulturel forståelse. Og forstår man ikke tysk kultur, er det svært at hitte ud af, hvor Tyskland er på vej hen. Set i det lys bør det dansk-tyske venskabsår, der er blevet forlænget pga. Covid-19, bruges til at lancere en sprogsatsning. Wenn nicht jetzt, wann dann? 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.